x
Balstyrko : Roskilde Festival, Odeon

Balstyrko , Roskilde Festival, Odeon

Balstyrko : Roskilde Festival, Odeon

Anmeldt af Peter Ramsdal | GAFFA

Publikum på Roskilde havde lugtet lunten, at Balstyrko, efter at have sendt årets måske bedste danske album på gaden, kunne blive en af dette års store oplevelser på festivalen. Odeon var tætpakket og fugtigvarm som en finsk badstue, da den balstyriske trio, Blæs Bukki, Ane Trolle og Anders "Ormen" Christophersen tråde ind på scenen. Trioen var i dagens anledning udvidet til en sekstet med "Ormen" på guitar, foruden en bassist, trommeslager og keyboardspiller. De skulle overføre den komplekse og elektronisk sammensatte musik fra albummet "Jagten Paa Noget". Det lykkedes næsten til perfektion. Primært fordi: "Computeren har fået for meget varme og er taget på ferie i det kolde Nord", som Blæs Bukki udtrykte det. Så hele koncerten blev fremført på gammeldags håndspillet facon, hvilket gjorde, at numrene fik den tyngde med bas, guitar og trommer, der gjorde, at de tog springet fra elektroniske studieproduktioner til levedygtige livenumre.

Balstyrko har en misundelsesværdig spændvidde i deres musikalske udtryk. Det ene øjeblik kan Ane Trolle lyde som en refrænsangerinde fra 60'erne i et nummer som "Blomstergraven" for i "Hvem Ringer" at trække veksler på cabaretmusik, mens Blæs Bukki i "Flammer og Steaks" fyrer en hurtig bademesterrap af. Og netop den glimrende vekselvirkning mellem Ane Trolles lyse alfestemme og Blæs Bukkis kælderdybe basstemme er en af Balstyrkos store styrker. Måske smukkest udtrykt i den reggae-inspirerede "Intet Stopper Helt", som blev fremført i en up-tempo version, som understregede, at hvis der er to stemmer, der klæder hinanden i dansk musik lige nu, så er det Ane Trolles og Blæs Bukkis. Midtvejs i sættet spillede de deres egen regndans med sangen "Regn", og de proklamerede, at de ville spille til regnen kom, men trods en lang og medrivende jamsession kom regnen ikke, og både publikum og bandet var nærmest ved at gå i varmechok.

Således var dialogen mellem Ane Trolle og Blæs Bukki lettere sort og usammenhængende, og Ane Trolle nøjedes til sidst med at konstatere, at: "Vi har ikke så meget at sige i dag, så ingen kunstpauser", hvortil Blæs Bukki replicerede, at det bare drejede sig om at hælde noget vand i hovedet. Hvorefter de kastede sig ud i et af koncertens højdepunkter "Ved Godt Hvor Du Bor". På trods af konstateringen om, at de ikke havde så meget at sige, så fortsatte de finurlige og spøjse kommentarer fra Blæs Bukki, der som optakt til koncertens sidste nummer "Flammer og Steaks" messede: "Vi brænder op. Zombier brænder op. Vi brænder op som zombier", og snart lød det fra publikum: "VI BRÆNDER OP". Det skete ikke, men det hvide telt kogte af både varme og begejstring. Regnmagerne i Balstyrko havde gjort hvad de kunne, men der kom ingen regn. Kun en tæt sky af støv hvirvlet op af et publikum, der lykkeligt var ved at brænde op som zombier.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA