x
Tony Allen : Roskilde Festival, Cosmopol

Tony Allen , Roskilde Festival, Cosmopol

Tony Allen : Roskilde Festival, Cosmopol

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Nigerianske Tony Allen er måske den bedste trommeslager, der nogensinde har levet. Ordene er ikke mine, men Brian Enos, men jeg stoler på producerlegendens dømmekraft. Tony Allen er i hvert fald en legende. Han skabte sig sit navn som trommeslager i Fela Kutis band Africa 70 i perioden 1968-79. Sammen er de to blevet kendt som skaberne af afrobeat - den særlige blanding af funk, jazz, nigeriansk folkemusik og meget mere, som blandt andet kendetegnes af et ekstremt groovy trommespil. Et spil, som hos Allen er karakteriseret ved både at være lidt tilbagelænet og samtidig voldsomt synkoperet.

Siden afskeden med Fela Kuti har Allen haft en langvarig solokarriere, hvor han også har arbejdet med blandt andet hiphop, r&b og dub, ligesom han for nylig var med i Damon Albarns kortvarige gruppe The Good, The Bad And The Queen. I de senere år er han vendt tilbage til sine afrobeat-rødder med album som "Lagos No Shaking" og senest det spritnye "Secret Agent", og det var sidstnævnte, der var omdrejningspunktet for koncerten i Roskilde.

Tony Allen indtog, som den stjerne han er, selvsagt sine trommer, efter at det øvrige orkester var kommet på scenen. Et orkester bestående af bas, to guitarer, en blæsersektion bestående af trompet og tenor- og barytonsaxofon samt to korsangerinder, hvoraf den ene også lejlighedsvis sang leadvokal. Alle otte musikere og sangere på meget højt niveau. Den store mester stod selv for den mandlige leadvokal, men så meget sang er der nu ikke i Allens musik, som er kendtegnet ved lange instrumentalpassager. Ofte med keyboardsoloer og af og til en trompetsolo, men sjovt nok gav Tony Allen selv kun en kortere trommesolo i løbet af den knap halvanden time lange koncert. Hans trommespil er først og fremmest ensbetydende med det konstante groove, som ligger ekstremt solidt under de øvrige instrumenter og får ordet "dansevenlig" til at virke som en underdrivelse.

Af samme grund var der ikke mange fødder, der stod stille i Cosmopol-teltet, mens Tony Allen holdt hof. Man kunne indvende, at han måske ikke er helt så stor en sangskriver som trommeslager, ligesom han heller ikke er den helt store sanger, og at der derfor opstod en svag monotoni undervejs i de 5-10 minutter lange og egentlig ganske minimalistiske kompositioner. Til gengæld var soloerne og de mange fede blæserpassager - og selvfølgelig Tony Allen selv - uovertrufne.

"Tony Allen got me dancing", synger Damon Albarn på Blurs "Music Is My Radar". Jeg forstår, hvad han mener.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA