x
Chick Corea: Copenhagen Jazzfestival, Gl. Scene, Det Kgl. Teater

Chick Corea, Copenhagen Jazzfestival, Gl. Scene, Det Kgl. Teater

Chick Corea: Copenhagen Jazzfestival, Gl. Scene, Det Kgl. Teater

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Der er ingen tvivl om, at Chick Corea er et af den igangværende jazzfestivals hovednavne. Giant Jazz var da også, hvad den amerikanske pianist demonstrerede, da han søndag aften optrådte solo på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Ganske vist nedtonede han selv betydningen af sin optræden, idet han proklamerede, at publikum denne aften ville blive inviteret med ind i hans ”øvelokale.” Men… hvis de to sæt, han efterfølgende spillede, svarer til en dag i øveren, kan man godt misunde dem, der til dagligt har lokaler side om side med Corea. For det, han spillede, udviklede sig til en veloplagt tour-de-force udi jazzen, krydret med klassisk musik fra nodeark.

Første sæt bestod fortrinsvis af teknisk komplekse versioneringer af store standards. Ganske vist lagde Chick Corea ud med en improvisation over egne kompositioner, men siden fulgte ”The Copenhagen version of” Bill Evans’ Waltz For Debby, versioneringer af standards af Thelonious Monk – blandt andet ’Round Midnight - og afslutningsvis en række tematiseringer over kompositioner af Bud Powell – tre af Chick Coreas store pejlemærker i den musikalske verden. Han efterlod ingen i tvivl om, at han kunne sin (og vores) jazzhistorie og om, at han teknisk stadig var på toppen – trods sine 68 år. Hans klaverspil var gnistrende intelligent, yderst kompleks og samtidig legende let. Imponerende, ganske enkelt. Og alligevel var det som om, man i salen forblev uberørt. Som om der var henvendelser nok til hjernen, men manglede nogle til hjertet. Dét rettede han imidlertid op på i andet sæt.

I andet sæt lagde Chick Corea ud med en forrygende komposition, dedikeret til den spanske guitarist Paco De Lucia. Og så kom nodearkene ellers frem, da Corea ville invitere publikum dybere ind i ”øvelokalet.” Fra nodearkene spillede han først et klassisk stykke fra 1700-tallet af italienske Domenico Scarlatti, dernæst et klassisk stykke ”der lyder som en moderne jazzkomposition” af russiske Alexander Scriabin og endelig et moderne klassisk stykke af franske Henri Dutilleux. Det fine ved de tre klassiske stykker var, at de ikke bare antydede i hvilke retninger, Chick Corea som pianist orienterer sig. De afslørede også, at der – midt i kompleksiteten - er en tæt forbindelse mellem den klassiske musik og jazzen som genrer. Endelig afslørede de, at Chick Corea kan henvende sig til andet end hjernen. Det klassiske intermezzo blev fulgt op af en række af Coreas egne ”fritidskompositioner” over temaet: Børn. Veloplagt fortalte han om sine børnebørn, ”we refer to them as nuclear power plants,” og veloplagt spillede han seks-otte korte stykker, der i enkelte tilfælde gav associationer til Rimskij-Korsakovs Humlebiens Flugt og til Shostakovich’ fantastiske præludier.

Til sidst gjorde han koncerten interaktiv. Mænd og kvinder blev opdelt i henholdsvis to og tre hold på tværs af salen og balkonerne og så spillede han strofer, som publikum efterfølgende nynnede. Igen fremstod han veloplagt – som dirigent – og folk morede sig og lod sig imponere over at være del af den forrygende akustik, der er i teatersalen. Det var, som om folk havde forventet en afmålt attitude fra stjernesolisten på scenen, og at de blev overraskede over hans åbenhjertighed og åbenlyse humor. Og dermed blev det, der startede som henvendelser til hjernen, til klare henvendelser til hjertet. Smilet er den korteste vej til hjertet!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA