x
Valravn: G! Festival, Gøta, Færøerne

Valravn, G! Festival, Gøta, Færøerne

Valravn: G! Festival, Gøta, Færøerne

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Det var en åbenlys mulighed for et lille stykke levende historie-fortolkning. At se Valravn. Et ensemble med et bagkatalog, der sender dybe referencer tilbage til særligt nordisk, men også nordeuropæisk kultur- og religionshistorie. Men fortalt i en form som medrivende fortællinger ved lejrbålets knitren.

Det her er en gruppe, der ved præcis, hvordan sådanne vilkår instrumentalt skal sammensættes for det optimale resultat, og det vil være på sin plads at tegne dele af opsætningen op: De veksler mellem en dommedagsagtig trommebund lagt via en Davul, det vil sige en rammetromme beklædt med skind i begge ender, og helt over til den blide cajon, der typisk hos musikere er at foretrække under mere akustiske arrangementer. Tilsæt dertil en baggrund af elektroniske samples. Og tilfør ovenpå dansende fløjter - på et tidspunkt havde Martin Seeberg to fløjter i munden på én gang. Tilsæt viola. Tilsæt den mandolinbeslægtede mandola og middelalderlige toner fra en drejelire. Og læg dertil den fabelagtige, berusende smukke stemme fra færøske Anna Katrin Egilstrøð. Hun havde til lejligheden iklædt sig en orange kjole, som havde Easy Jet designet en festdragt til lejligheden. Præcis med den mentalitet for øje syntes orkestret klædt på til take off.

Desværre gik det aldrig sådan. En ting var, at næsten ingen folk var mødt op ved koncertstart, fordi et nøgenløb først skulle overstås ved stranden. Det får være. Men fraværet af et lysshow, som til hver en tid hjælper dette orkester ud over rampen, samt enkelte tekniske problemer og udfald stækkede sørgeligt nok ravnens vinger i forsøget på at udfolde hele dette eventyrlige univers.

Tilskuerne virkede, som var de placeret på en bakketop med vidderne spredt under sig og vinden i det lange filtrede skæg og hår, hvorefter lokalkyndige, der skal guide videre herfra, aldrig møder op. Sætlisten var ellers ganske glimrende med den trommetunge, danseindbydende ”Krummi”, den enormt smukke instrumentale ”Marsk”, hvor man uvægerligt undervejs bygger sit eget historieunivers op, samt ikke mindst den hurtigtdansende inciterende ”Ólavur Riddararós”. Muligheden for en tidsrejse var så absolut til stede. For at opleve en blanding af det tidligere Sorten Muld, hvori Martin Seeberg oprindeligt spillede, af Under Byen, af en smule stemningsflade fra Sigur Rós og et helt unikt sangpræg fra en sangerinde, der har paralleller til Björk uden dog musikalsk set at ligne til forveksling. Hertil skal det hurtigt pointeres, at ingen af de nævnte kunstnere og heller ikke et sammensurium er andet end en halvflad forsøgsbeskrivelse af det univers, som er Valravn.

Anna Katrin Egilstrøð har engang fortalt, at der ofte er folk, der kommer op efter koncerterne og siger, at de ikke forstod teksterne, men alligevel kunne fornemme, hvad det handlede om. Netop en sådan kommentar insinuerer, at det må være smukt en dag at opleve denne gruppe pakket ind i de rigtige rammer, i et mørkt rum, med lys og show og med en ravn, der flyver. Det kunne potentielt blive det rene eventyrlige ravnarok.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA