x
The Drones: Lille Vega, København

The Drones, Lille Vega, København

The Drones: Lille Vega, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Til trods for en diskografi, der rækker otte år og fire studiealbums tilbage, så er det australske ATP-hypede firemandsband The Drones stadigvæk et ukendt navn herhjemme. Med deres på én gang konventionelle rocksange blandet med en momentvis fed habituel guitarskåret rock og rul samt et par lidt aparte elementer af både noise og blues - kaldes det neo-blues? - bar de denne lørdag aften præg af at være et kedeligt støjband med kompromiser mere end noget andet.

Der blev lagt for med åbningsnummeret fra sidste års "Havilah", "Nail It Down". Det er en temmelig attraktiv rockskæring, der i dens omskiftelighed mellem det poppet melodiøse og det slemt arrige er bygget godt op. Derfor er det også en skam, at den bliver ved dobbelt så lang tid, som den egentlig burde. Der er ikke kraft nok i den til at holde én interesseret i syv minutter.

Karismatisk kompetence

Den karismatiske forsanger og guitarist, Gareth Liddiard, synger mere indfølt råt end egentlig flot. Tom Waits er et tydeligt forbillede. Liddiards vokal bærer præg af en interessant primitiv nerve, som ligesom støjguitaren er indsvøbt i det upolerede. Vokalen er noget af det mest interessante ved The Drones. At han snøvler så meget på en scene, at man knap kan høre ordene, han smerteligt og smukt gestikulerer, er blot et plus. Han lyder langt bedre live, end han gør på plade.

Med et ansigt, der minder om en ung Leonard Cohen samt en misundelsesværdig 70'er-manke lagde Michael Noga samtidig en så sublim bund på tønderne, så selv flere af fyrene i salen stod og blev semiforelsket. Det er således ikke bandets formåen på deres respektive instrumenter, der gjorde koncerten til en kedelig en af slagsen. Det skyldes mere sangskrivningen, som simpelthen ikke holder i længden.

Stemning og ligegyldighed

Tag eksempelvis semihittet "Sharkfin Blues" fra deres måske mest ansete plade, "Wait Long By The River and the Bodies of Your Enemies Will Float By" fra 2005. Til trods for at den for en kort stund fik bragt stemningen ind i Lille Vega, overskygger det ikke, at sangen mest af alt præges af popsangens enerverende forudsigelighed og det insisterende følelsesbetonede. Det er kedeligt affekteret, ligegyldigt og letbevægende. Det samme er tilfældet med "Oh My", som til trods for en ufattelig dragende melodi nærmest ender med nærmest at snakke ned til én, så enerverende er den.

Så til trods for fire fine musikere og et satans godt samspil, blev det aldrig interessant i løbet af den lille time, koncerten varede.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA