x
Shantel & Bucovina Club Orkestar: Global, København

Shantel & Bucovina Club Orkestar, Global, København

Shantel & Bucovina Club Orkestar: Global, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Shantel er et fænomen. Den tyske dj og electronicamester realiserede for et par år siden sin vådeste drøm og skabte et af de mest hotte balkanbands, man kan forestille sig. Opvokset i Frankfurt med rødder, der på morens side gik tilbage til en by i grænselandet mellem Rumænien og Ukraine, og på farens til Grækenland og den specielle spillemandsmusik, rembetika. Så indflydelserne i hans liv har været mange, og han lagde ud med at remixe cremen af balkanmusikken, fra Taraf de Haidouks over Mahala Rai Banda til Fanfare Ciocarlia, og havde sin helt egen vinkel på de ting. Og så kan han komponere, så det sidder oppe i Jakob hver gang. Det viste han på albummet Disko Partizani, som kom for et par år siden, og som har hits som titelsangen og Immigrant Child, hvor violiner, trompet, trækharmonika og kor kaster sig ud i kor, som er ska og punk, og som vist fremkalder mindelser til Manu Chao, men som med sin balkaninspiration er helt forskellig.

Bandet var på Roskilde Festival for nogle år siden og væltede stedet med det mest energifyldte shop i mands minde - i min bog er de alt det, som bands som amerikanske Gogol Bordello kun kan drømme om. Så meget tryk på og så virtuost og fantasirigt spillet. Og på Global på denne aften var der gang i en fest foran en totalt udsolgt sal, som var så overdrevent pogo oppe foran, at dem der havde danset med 500 kilometer i timen og konstant hoppet op og ned, lignede folk som var kommet hjem fra en krigszone. Så meget knald var der på koncerten.

De ville få salen til at gå amok med træffere som Disko Partizani eller den helt vildt suggestive Citizen of Planet Pabrika fra den nye plade, og deres kontakt med publikum og måden de tog fra, sparkede helt overdådigt af sted, mens sigøjnerne i bandet kørte en helt vild kombination af trombone og trommert i bunden, mens trompeten var en herligt gal mands værk, og de to violiner viste, at inspirationen fra de store taraf-bands lever mere end godt. Det er et band, der kan spille så smægtende og tåretrillende, og publikum kunne ikke slippe den overdådige fest, og bandet havde det på samme måde, hvor for koncerten fortsatte hele tiden med det overskud og triller på alle blæsere over stok og sten i svimlende fart.

Det var en koncert, som for alvor lukkede op for, hvad det er, verdensmusikken kan, når stedet og publikum er det rigtige. Samt selvfølgelig med et band, som er mere end villig til at ofre sig max.

Endnu en uforglemmelig aften på Nørrebro.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA