x
Mulatu Astatke & The Heliocentrics: Live på Copenhagen Jazzhouse

Mulatu Astatke & The Heliocentrics, Live på Copenhagen Jazzhouse

Mulatu Astatke & The Heliocentrics: Live på Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Mulatu Astatke har fortjent fået en rennæssance indenfoir de sidste år. Komponisten og arrangøren fra Addis Abeba, hovedstad i Etiopien, leverede baggrundsmusikken til Jim Jarmusch-filmen Broken Flowers, og siden har det gået slag i slag. Ligesom den formidable Éthiopiques-serie fra pladeselskabet Amha Eshèté via det franske Buda Musique har sat nyt fokus på rækken af plader fra den gyldne periode omkring 1970, hvor Mulatu Astatke skabte den specielle stilart, Ethio Jazz. Manden havde kort og godt studeret musik i London på samme skole som bl.a. Fela Kuti. Ligesom han var gået videre til mekkaet for jazzmusik, Berklee i Boston, hvor han lærte om orkestret og kunne starte det første af mange bigbands i en kultur, som ellers undgik den form.

Mulatu Astatke spiller på marimba, el-klaver og perkussion, men det er først og fremmest som bandleder og komponist til en lang stribe uforglemmelige temaer, at han skinner igennem. På Copenhagen Jazzhouse havde han følgeskab af det spændende engelske musikerkollektiv, The Heliocentrics, som han udsendte en spændende plade med tidligere i år. Her var der tale om en hyldest til de gamle kompositioner og Astatkes betydning, samt nye numre, som havder lokket den ældre herre væk fra det østafrikanske og i studiet samt på tur med de langt yngre englændere. Og live viste The Heliocentrucs sig at være en særdeles slagkraftig størrelse, hvor især bassist Jake Ferguson tager fra med fantastisk drev.

Jeg må sige det med det samme: Det var langt bedre end pladen. Godt nok var der problemer med lyden, så der kom feedback hver gang Mulatu Astatke ville ramme sin marimba med køllerne. Så efter at have prøvet det lidt gik han over til først sit piano og derefter til perkussion, hvor han konstant sad og lærte fra sig til de mange, der ville i kontakt. Og det var et stoppet Jazzhouse, hvor rigtigt mange var helt unge og udviste stor veneration for legenden. Som ville kvittere med hits som "Yèkèrmo Sew", et uopslideligt verdensmusikalsk hit efter min mening.

Det blev et brag af en koncert, hvor der var en kraftig rytmisk tråd, mens musikken blev drevet mere og mere op. Man fortstår, hvorfor Astatke bliver sammenlignet med orkesterledere som Duke Ellington, for han har samme overblik og har en mængde kompositioner, der alle har defineret en tid og reelt nu er klassikere.Komplicerede ting, men også med afsæt i rumba, som sagtens kan være populærmusik, sin fremmedartethed til trods. Evigtgyldige ting af stor klasse.

Forrygende audiens med en mester og et band, der klædte ham og viste vejen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA