x
Andrea Bak : Else Marie Pade

Andrea Bak
Else Marie Pade

Andrea Bak : Else Marie Pade

GAFFA

Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 16.11.2009
Anmeldt af
Ras Bolding

Der er åbenbart højsæson for biografier om den danske electronicapioner Else Marie Pade for tiden; i hvert fald udsendes to af slagsen på omtrent samme tid, nemlig Troels Donnerborgs "Klangen af en stjerne" (læs anmeldelse) og så denne, Andrea Baks bog, der blot bærer titlen "Else Marie Pade". Om de sene efterårstimer er gode til studier udi tidlig dansk elektronisk musik, eller om man ligefrem håber på at tage kampen op med det benhårde julesalg, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men man kan da godt undres over, at de to biografier udsendes så konsekvent samtidig, for umiddelbart er det vel ikke til nogen af udgivelsernes ubetingede fordel. Til gengæld er det jo godt nyt for alle med interesse i Else Marie Pade og tidlig dansk elektronisk musik, og mon ikke det kunne være et sundt alternativ til den linde strøm af juleplader, der formentlig vil begynde at hærge TV2-reklameblokkene, allerede inden vi når december?
 
Kort og kontant
Baks Pade-biografi er en fiks lille sag på omkring 200 sider, som er ganske hurtigt læst. Den er skrevet i et let fordøjeligt sprog, og med den stringente kronologi som rettesnor - vi begynder, med andre ord, da den lille Else Marie kommer til verden i 1924 og slutter omtrent i dag, hvor Pade har nået en moden alder og efter et langt og indholdsrigt liv indtager en position som en af landets første komponister inden for elektronisk musik. Fortællingen er i høj grad Pades egen - bogen er blevet til på baggrund af interviews - og selvom den biografiske form kan synes meget rigid i sin stringente kronologiske orden og sin udpræget nøgterne sprogbrug, så synes jeg samtidig, at det er en kvalitet, at historien fortælles så kort og kontant, som tilfældet er. At bogen er let læst er kun en fordel, for i og med Pades fortælling er så spændende, som den nu engang er: Fra de dramatiske oplevelser under krigen som del af modstandsbevægelsen og det efterfølgende ophold i nazisternes fængsel og siden Frøslevlejren og til mødet med legendariske avantgarde-komponister som Pierre Schaeffer, Karlheinz Stockhausen, Pierre Boulez og John Cage tager den ene side den anden, og man føler sig voldsomt fristet til at tage en time mere, inden lyset slukkes, for i morgen er atter en dag, som de snusfornuftige siger.
 
Musikken og alt det andet
Selvom bogen, som nævnt, er ganske stringent i sin udformning, så tegner den meget tydeligt et portræt af et menneske, for hvem musikken, på både godt og ondt, er den egentlige livsledsager hele tilværelsen igennem, og på sin egen ligefremme og faktuelle facon illustrer den, hvorledes musikken i perioder er det eneste håb i et uoverskueligt mørke, som da den unge Else Marie ridser noder i nazisternes fængselsmur, men den giver også et indblik i bagsiden af medaljen, som er ensomhed og skyldfølelse over for alle de mennesker, der fortjener så meget, men som i sidste ende dybest set altid må komme i anden række, efter musikken. Der er bestemt omkostninger, også i mødet med en til tider undrende presse og omverden, eller i form af psykiske lidelser med rod i ubearbejdet vraggods fra krigens tid, men der er ligeledes øjeblikke af stor magi og fascination, naturligvis først og fremmest i mødet med de nye elektroniske klange og deres bagmænd, hvor det velsagtens primært er tyske Karlheinz Stockhausen og franske Pierre Schaeffer, der står for de helt store indtryk. Sidstnævnte fremstår som en sært dragende herre i besiddelse af en noget nær elektrisk karisma, og indtager da også rollen som en art guru i Else Marie Pades øjne. En rolle, som Schaeffer i øvrigt flere år senere indtager igen, under ungdomsoprøret i sentresserne, hvor det ikke er Else Marie Pade, men en ung Jean Michel Jarre, der drages.
 
Man kommer, som læser, hele vejen omkring Pades liv, både de dramatiske historier fra krigen, der på en og samme tid vidner om den allerstørste gru og magtesløshed, men også om håb og viljestyrke, og man følger også elektronkomponisten Pade i arbejdet med værker som "Syv cirkler" og "Græsstrået". Det siger sig selv, med et lille værk på 200 sider i A5-format og ikke specielt tætskrevne sider, at der ikke gås voldsomt i dybden med noget af materialet. I stedet har Bak tilsyneladende forsøgt at fokusere på vægtningen, således at bogen både fortæller Pades spændende livshistorie og også levner plads til de musikalske tanker og idéer, og jeg synes egentlig, at dét projekt lykkes fint. Man sidder, som læser, ikke tilbage med en fornemmelse af, at noget er blevet forfordelt, noget udeladt - der er faktisk en fin og naturlig fremdrift bogen igennem.
 
Pade selv fremstår gennem fortællingen som et venligt og beskedent gemyt, men man er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at hun er en bestemt dame og stædig som en okse, når det gælder - og også nogle gange når det ikke gør det. Og så stammer hun samtidig fra en anden tid, fra en tid, hvor elektronmusikken måske nok var avantgarde, men samtidig blev latterliggjort ikke kun af såkaldt folkelige røster, men bestemt lige så ofte også af den selvbestaltede intellektuelle elite. Og set i det lys er det interessant, at Else Marie Pade, ud over det efterhånden kendte arbejde med elektronmusikken, også arbejder med populærmusikalske genrer, og jeg undskylder den håbløst arrogante term, som jazz og visetradition. Genrer der, ligesom den elektroniske musik, et langt stykke hen ad vejen blev mødt med afvisende miner fra den klassiske musiks akademiske elite. Og her kan den moderne electronicascene måske lære et eller andet, for hvad enten man er parat til at stå ved det eller ej, så baserer store dele af electronicaen sig stadig på en identitet forankret i en avantgardistisk selvforståelse, der ofte bliver mere lukket og eksklusiv, end hvad godt er.
 
Under træet
Andrea Baks bog om Else Marie Pade er måske slet ikke så tosset en julegave-idé endda, for selvom jeg i perioder godt kunne savne lidt flere sproglige blomster såvel som en grundigere korrekturlæsning - der er sluppet dumme stave- og formuleringsfejl igennem - så er det først og fremmest en bog, som er let at gå til og som, med sin dramatiske historie, burde kunne læses af de fleste, også uden for de hornbrille-klædte electronicakredse. Og selvom det måske nok først og fremmest er forestillingen om den grimme ælling, der bliver til en smuk svane og i sin alderdom kan høste roser og anerkendelse fra nutidige generationer af elektronmusikere, som fanger de flestes opmærksomhed, så fremstår Else Marie Pade også som en fin ambassadør for den tidlige elektroniske musik. Og hvem ved, måske kan hendes historie være med til at inspirere nogle læsere til også at lytte til musikken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA