x
Sophie Hunger: Spot, Train, Århus

Sophie Hunger, Spot, Train, Århus

Sophie Hunger: Spot, Train, Århus

Anmeldt af Jakob Kowalski | GAFFA

Schweiziske Sophie Hunger spiller tight og melodiøs rocket folk med et tvist af blues og er et hit i hjemlandet. Sent torsdag skulle Émilie Jeanne-Sophie Welti Hunger med band prøve kræfter med et temmelig affolket Train som led i Spot Festivals internationale introaften InterSpot.

Dynamik

Første nummer var præget af en akustisk guitar, der var ude af stemning, men efter et par forsøg kom bandet fra start med den umiddelbart lavmælte "Dia Fahrenda", der langsomt byggedes op til at omfatte hele det fem mand store band. Selvom vokalen og hele lydbilledet i begyndelsen var noget mudret og sproget her vist Schweizertysk, var indtrykket af vel- og sammenspillethed ikke til at tage fejl af. Julian Sartorius på trommer og Simon Gerber på bas faldt ind efter første rundgang med en tilbagelænet, men tight bund, og dér blev de liggende. Ikke for meget og ikke for lidt. Den genkommende trombone blev også introduceret med og uden dæmper, og dynamikken i "Die Fahrenda" var en god indikator for hele koncerten. Både sagte og højlydt, stille og energisk.

"Drainpipes" var mere tempofyldt og her kom Hungers flotte vokal yderligere til sin ret og fik til tider et nærmest Feist-agtigt twang, der suppleredes perkfekt af Michael Flurys trombone-riffs. Kantslag på trommerne forøgede nummerets anseelige sprødhed.

Intensitet


"We have no time to speak", sagde Sophie Hunger, inden bandet fortsatte med den indædte og afmålt larmende "Lovesong for Everyone", hvor hun indtog det store, sorte flygel, og trombonespilleren supplerede med xylofonsolo. Formatet med de relativt korte koncerter på Spot passer glimrende til bands, hvis bagkatalog ikke er alt for stort og kendt. Det er (forhåbentlig) cremen af produktionen, der præsenteres, og i tilfældet Sophie Hunger gjorde det i hvert fald undertegnede tændt på at høre mere. Inden koncerten begrænsede mit kendskab sig til hendes MySpace-side, men jeg vil helt sikkert erhverve mig næste udgivelse "1983", når den dukker op inden alt for længe.

Rocket sister

Koncerten igennem foldede lydbilledet og især vokalen sig konstant mere ud, og lidt snak og publikumskontakt blev det alligevel også til, da frøken Hunger fortalte om sin status som Kashmir-fan. Riffet i "The Musician" mindede hende om et Kashmir-nummer ("Vote 4 Dick Taid"), hvilket fik hende til at tænke på scenen i "Rocket Brothers", hvor Kashmir har en vigtig showcase i USA og Eistrup stopper op for at stemme guitaren på trods af Tunebjergs advarsler. Lidt skør anekdote, men meget betegnende for Sophie Hunger, der heller ikke virkede bange for at tage tingene fra toppen, hvis der var noget, der skurrede.

Især under de mere stille numre kunne man høre snakken fra de mere feststemte gæster, og jeg var lige ved at tænke "perler for svin", da Train-publikummet heldigvis kvitterede for den tapre indsats med massive klapsalver efter sidste nummer. Uden de store falbelader kom, så og sejrede Sophie Hunger.


Diskografi:
Sketches on Sea (2006)
Monday's Ghost (2008)
1983 (udkommer senere på sommeren)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA