x
Sebastian Lind : Spot, Musikhuset Århus, Lille Sal

Sebastian Lind , Spot, Musikhuset Århus, Lille Sal

Sebastian Lind : Spot, Musikhuset Århus, Lille Sal

Anmeldt af Jakob Kowalski | GAFFA

"He got an album out this monday", lød det i præsentationen af danske singer-songwriter Sebastian Lind, hvorefter den unge, spinkle musiker trådte alene ind på Musikhusets lille scene. På samme tid som Spots nok største stjerne Thomas Dybdahl indtog husets store scene - sikkert med bravour og smart hat.

Plads til begejstring

Jeg var kommet til koncerten uden forventninger eller særligt kendskab til Sebastian Linds musik overhovedet og et sådant udgangspunkt kan både være godt og skidt. Det gennemsnitlige eller halvdårlige fiser gennem bevidstheden uden at sætte sig spor, hvis ikke det kan hæftes op på noget allerede kendt, men omvendt er der også plads til blive positivt overrasket.

Lind startede ydmygt ud. Alene med en elektrisk guitar, mellem elektro-grej inklusive laptops med lysende æbler på låget, viste han i de første numre både skrøbelighed og format. Der var tale om velskrevet materiale, og det blev fremført både sikkert og med overskud.

Elektro-makkere

Senere suppleredes han af to musikere. Den ene på guitar og den anden på diverse synths. Der blev tilført lidt bund og dynamik i lydbilledet, og da Lind i et karakteristisk nummer i 6/8 skiftede til akustisk guitar, og intensiteten steg yderligere, mindede stemning, frasering og komposition mig om Jeff Buckley.

Ægte beskedenhed

"Det er dejligt, I er så mange, når Dybdahl spiller inde ved siden af", sagde Lind et godt stykke inde i koncerten. Publikumskontakten var god og folk responderede med kraftige klapsalver. Materialet er stærkt, og det elektroniske element supplerede kompositionerne klædeligt. Ikke for meget og ikke for lidt. Koncertens næstsidste nummer viste vokalens format i et vildt og dog kontrolleret falsetomkvæd.

With a little help

Festen afsluttedes i højeste gear med den hit-potentielle "Wait and See". Her fik Lind og kompagni en smule hjælp fra et play-back-spor med trommer og bas, fordi resten af bandet ikke havde mulighed for at være til stede. Uptempo crowdpleaseren høstede højt og stående bifald. Personligt kunne jeg bedre lide resten af sangkataloget, men ser alligevel ingen grund til ikke at give topkarakter. Koncerten vidner om et nyt, originalt talent på den danske singer-songwriter-scene. Spot Festival er en glimrende affyringsrampe for en karriere, der med tiden kan blive rigtig stor, hvis integriteten bevares.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA