x
Boban i Marko Markovic Orkestar: Odeon, Roskilde Festival

Boban i Marko Markovic Orkestar, Odeon, Roskilde Festival

Boban i Marko Markovic Orkestar: Odeon, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

I en tid, hvor Balkanmusikken fejrer triumfer på stribe og der udklækkes den ene fantastiske musiker efter den anden, er det altså en lise, når en decideret konge kommer og sætter alting på plads. Og en sådan gav audiens på Roskildes lille Odeonscene, hvor der var fyldt til langt ud på pladsen. Fyldt på den måde, at alt blev en stor svedklistret bevægelse, fordi alle bare var så overgivent rundt på gulvet lykkelige til tonerne af det mest ekvibrilistiske brassband i Serbien.

I Serbien har man en lokalitet, som hedder Guca. Her er der hvert år en festival, hvor tonerne af samtlige horn kan høres i miles omkreds, og hvor sigøjnere kommer langfra for at deltage i konkurrencerne blandt de absolutte mestermusikere. En konkurrence, som Boban Markovic for længst har droppet, fordi han altså er en trompetist i en sfære helt for sig selv. Og sønnen Marko holder sig altså heller ikke tilbage, skal jeg lige hilse og sige. Deres brassband er toppen og det var hvad der ramte Roskilde Festival på denne dag mens solen gik ned. Og hvor der til sidst emmede af lige dele landskampstemning og romafest, hvilket næsten blev for meget, da orkestret efterhånden fik lært publikum en melodi, som gjorde, at du måtte strække våben og overgive sig til folkehavets vilje.

Men inden da blev vi trakteret med det mest gnistrende og skæve roma-miks, og faktisk var det fedt at se kontrasten, da GAFFAs udsendte på vejen til scenen passerede vokskabinettet, også kaldet Orange Scene med Alice i lænker, og gik ind i det overgearede folkehav og en fest, der kørte på de højeste nagler. Måske for tidligt at tale om verdensmusikkens triumf, men sandt er det helt sikkert, at publikum er blevet talrigt til de koncerter, og hvad der i årevis var forbeholdt små scener, kan nu fylde endda meget store telte, sprængfyldt med med åbne kids, som ikke kan få det skævt og fremmedartet nok.

Og fedt at se koderne med de vibrerende hænder i vejret, inden bandet kastede sig ud i den ene halsbrækkende flugt over om ikke plankeværket, så ind i en anden dimension. Alle udsagn fra Bobans fyldige tenor kom tilbage, som om vi alle talte serbo-kroatisk til hverdag, mens tubaerne ville agere den mest skubbende basgang, som hele tiden kørte festen op og op. Mens alle horn piskede i omdrejninger, som kunne tage pusten fra de fleste, men som for Boban og hans drenge er business as usual.

Fed fest på Odeon.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA