x
Mademoiselle Karen: Attention

Mademoiselle Karen
Attention

Mademoiselle Karen: Attention

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 31.05.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Hun synger på fransk, hendes pladselskab er polsk, og så ligner hun lidt den amerikanske skuespiller Charlize Theron. Men Karen Duelund Mortensen er skam pæredansk. Sammen med en række lige så danske legekammerater har hun med Attention skabt et sammensat og komplekst debutalbum. "Attention! C'est moi qui chante," lyder velkomsten fra den bestemte dame, og så går det ellers derudad med pop, kabaret, jazz, funk, polsk folkemusik, moderne kompositionsmusik og meget, meget mere. Det fyger med aparte instrumenter og skæve samples, som på Ouaf, Ouaf, der går selveste Baha Men i bedene, og Karen og kompagni kommer på langt flere idéer, end albummet har plads til. Facit bliver en lidt udmattende oplevelse, især når der går cirkus og konservatorieblær i den. Samtidig er det et meget rigt album, fra den dansksprogede 50'er-ballade En Dråbe til polske Kochany Kochany, hvor kosakkerne danser for det indre blik. I sidste ende må man overgive sig for det tårnhøje ambitionsniveau, men næste gang skærer Karen forhåbentlig lidt mere ind til benet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA