x
Lars Movin: Downtown - En New York-krønike

Lars Movin
Downtown - En New York-krønike

Lars Movin: Downtown - En New York-krønike

GAFFA

Bog / Informations Forlag
Udgivelse D. 30.09.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er sgu godt, at vi har Lars Movin.

I manden som normalt gennem en menneskealder træffes i Informations spalter, har vi en sjældent vidende og produktiv forfatter, som i den grad kan sine ting, når vi snakker americana, beat og så videre. Og som ikke bare formidler med en smittende begejstring, overblik og tilsyneladende endeløs research, men også er velskrivende som bare pokker. Og nu har han begået en bog, der godt nok har udgangspunkt i den del af Manhattan, som ligger lige nord for Houston Street omkring St. Mark's Place og som går under navnet East Village. Hvor Movin over 650 veloplagte sider giver så meget stof til eftertanke, at man lades tilbage aldeles forpustet.

Okay, meget er fra gamle artikler, og bærer præg af at befinde sig i den tid, hvor de var skrevet. Og da Movin kun lige er passeret de 50 år, er han da også den første til at indrømme, at han selv ankom til New York første gang, da East Village's storhedstid var ved at være ovre. Men han kan sine historier, hvad enten det er et vue tilbage til Andy Warhols og popkunstens tidlige dage, Velvet Underground eller Robert Mapplethorpe, og så har han gjort det næstbedste, nemlig at interviewe folk, som var der og kan huske tiden.

Det er en bog fyldt med de gode historier. Om totalt grænseoverskridende GG Allin & The Murder Junkies og performance på et niveau, som fik en Iggy Pop fremstå som en søndagsskoledreng. Eller Lydia Lunch og ligesindede kvindelige kunstnere, som ikke bare ville tage en Walk On The Wildside, men nærmere tage os ned i kloakken under. Eller det veloplagte afsnit om Lenny Bruce, som i den grad er en invitation til at dykke få sat kant på stand-up med livet som indsats. Eller alle teksterne om kunst, som Movin ved en masse om, og hvor vi får turen rundt til the real og the fake, hvor sidstnævnte personificeres i besøget på Mark Kostabis kunstfabrik.

Men der er også de mange historier, som man næsten ville ønske var blevet bragt op til nutiden. Eksempelvis er interviewet med Bill Laswell da spændende, men det er rart at få kant på via den omfattende karriere, som manden har haft siden han debutterede med Basslines. Men så igen er der masser af guf at hente i portrætterne af Fred Frith, John Zorn, Eugene Chadbourne, afdøde Tom Cora, Arto Lindsay og alle de andre.

Det er en bog, som jeg kraftigt vil anbefale. Måske ikke den ultimative New York-krønike. Muligvis uoverskuelig og mangelfuld, men alligevel en så massiv kærlighedserklæring til en by og et kvarter, og ikke mindst så spækket med fede og nyttige oplysninger, at man lades tilbage taknemmelig og fuld af lyst til dels at købe løs af de anbefalede plader og andre kilder, uopladeligt gå amok på Youtube og ikke mindst hoppe på den første og bedste flyver over til The Big Apple og følge i Movins fodspor på det gamle hotel i East Village.

Afhængighedsskabende bog for musikfreaks og frie sjæle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA