x
Khaled: Store Vega, København

Khaled, Store Vega, København

Khaled: Store Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Så samledes vi igen til en af de koncerter, som på en god dag kan være helt sublim. Som sidste år, hvor et stopfyldt Store Vega fik en veloplagt stjerne med et særdeles veloplagt album i ryggen, der blev ved med at komme tilbage og give ekstranumre og nærmest trakterede os med hele sangkataloget. I høj grad den gamle Cheb Khaled - rebellen - der med smilet parkeret fra øre til øre under det berømte overskæg udviste en veloplagthed, som ikke var set længe. Desværre var det ikke en af de bedste dage lørdag aften på den samme scene.

Vi fik allerede advarslen i det indslag, TV-Avisen havde lavet i lufthavnen, hvor en ubarberet og pænt smadret Khaled lod sig lokke til at forsøge at frembringe stroferne til sit store hit, Aïcha, og det bare blev til en halvpatetisk kvækken. Den havde vist været høj efter koncerten i Paris dagen før. Men nu var det et Store Vega, hvor balkonen ikke var i brug, men hvor der da var mødt mange op til festen, som startede med, at den lokale gruppe Dany Raï anført af Mohamed Bellajrou og med notabiliteter som guitarist Mikkel Nordsø lagde ud med en musik, der var raï med et lovende sambapræg på numrene Dunya (Livet) og Noor (Lys), men som desværre havde inviteret gæster, der leverede lidt habil hiphop, men forstyrrede billedet med de vel patetiske "Make some noise"-fagter, så Dany Raï aldrig for alvor fik vist, hvad han kan som lokal raïsanger. Vi fik blandt andet et forsøg på dansk, vel ude i hjertesmerteland og titlen Hånd i hånd, og der var poppen gået vel af ballonen og flinke Mikkel Nordsø må have kedet sig, selv om den afsluttende Omri Omri var en godkendt ballade, hvor antydningerne var der hos den vel selvudslettende forsanger. Så om igen Dany Raï! Prøv vreden og protesten som drivkraft. Ya raïïï!!!

Tiden kom så til Khaled og hans velsmurte band med to keyboardspillere, som hyldede old school-synth og lyden fra den oprindelige raïmusik, men tilsat en dybt funky og moderne lyd. Det lød faktisk hamrende godt under hele koncerten, ligesom oudspilleren gav os den helt rigtige flavour af arabisk nat, så vi kun manglede den frække sigøjnerviolin. Ligesom Khaled selv var blevet frisket op og lød rigtigt godt på de første numre, som blandt andre talte N'Ssi N'Ssi og Chebba. Sidstnævntes herlige tidløse spændstighed satte for alvor gang i festen, hvor rigtigt mange snart stod med lukkede øjne og dansede.

Det var tydeligt, at de har det sjovt i det band. Khaled ville joke med de andre, ofte ret indforstået, ligesom han ville fyre nogle dybe lyde, så man fik fornemmelsen af, at han havde en octaver-effekt i brug. Ligesom der snart ville være en lang sekvens, hvor han ville identificere sig med sit publikum, som for de forreste rækkers vedkommende i høj grad talte danskere af nordafrikansk herkomst, og snart ville han få rakt flag op, som selvfølgelig afspejlede publikum: Et marokkansk, et algiersk, sågar et tyrkisk og til sidst kom også Dannebrog flyvende gennem luften, mens han ville deklamere sit tilhørsforhold til alverdens steder. Det var et lidt langt forløb, og man anede her, at han havde brug for tid, fordi stemmen var begyndt at lyde slidt. Og så begyndte han på de vægtige ting, elskede sange som sangen fra eksilet, dengang borgerkrigen rasede og han var i eksil i Frankrig, den altid smukke og bevægende Wahrane, Wahrane, og her holdt stemmen ikke helt, mens det blev helt galt på Sahra, hvor han skulle have hjælp af den ene keyboardspiller til at tage de høje toner i omkvædet. For en mand med Khaleds berømmelse, var det noget nær katastrofalt.

Koncerten havde normal længde, mere saft var der bare ikke på tanken, og vi kom hen til Didi, hans første store diskotekshit fra dengang han smed "cheb"-titlen ud og "bare" blev Khaled med sit første USA-indspillede album fra 1992. Didi var faktisk det første arabiske hit, som nåede toppen af hitlisten i Frankrig dengang, og du så det måske ved åbningen af VM i fodbold i sommer. Og så var det slut, og vi fik to ekstranumre til at gå hjem på, hvoraf det sidste ikke overraskende var balladen til Aïcha. Her var stemmen næsten på standby, men med et hengivent publikum kom han igennem.

Så det var en koncert, der startede godt og havde et band, som spillede upåklageligt. Men hvor stjernen nok skal til at overveje, om man skal passe sin nattesøvn, når dåbsattesten siger 50+ og man bør leve op til ryet som en af klodens fedeste stemmer.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA