x
Lostboy! AKA Jim Kerr: Lille Vega, København

Lostboy! AKA Jim Kerr, Lille Vega, København

Lostboy! AKA Jim Kerr: Lille Vega, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

Firsernes tinder var høje, og Simple Minds bejlede til tronen som kongerne af stadionrock. Simple Minds var Kerr; Kerr var Simple Minds. Spol hurtigt frem til nutiden – firsernes storhedstid er falmet, kronen er tabt, men i kraft af nostalgieffekten trækker Simple Minds stadig publikum, de samme som dengang, nu bare lidt mere grå i toppen. Sangene bliver stadig skrevet og indspillet, fornyelsen er til at overse, men bevares, det rocker endnu. Simple Minds er stadig Kerr; Kerr er stadig Simple Minds.

Han havde noget i ærmet
Men Jim Kerr havde en håndfuld sange eller to i ærmet, og udgav tidligere på året et soloudspil under navnet Lostboy! AKA Jim Kerr. Anmeldelserne var lunkne og emmede af forundring over at kalde det et soloudspil, når det egentlig mest af alt lød som… Simple Minds!

Lille Vega var snarere halvtomt end halvfuldt denne torsdag aften, og i grov generalisering var det de gamle (Simple Minds) fans fra dengang, der havde fået løbepas fra forstadsidyllen, ganske som forventet. Hovedperson var på scenen flankeret af Simon Hayward på synthesizer og Sarah Brown som korpige, intet andet.

Eurodance-beats i metermål
Lostboy! lagde ud med nummeret "Kill Or Cure", et nyt nummer: Trælse eurodance-beats i metermål, tung basgang og synthesizer med overskredet holdbarhedsdato, kun reddet fra forlis af Kerrs umiskendelige fyrtårn af en vokal. Førsteindtrykket var bestemt ikke kønt. En smule bedre blev det med nummeret "Refugee", en af de absolutte ørehængere fra albummet. Desværre blev et ellers fint nummer maltrakteret af en mastodont af et synthesizerlydtæppe, som nok fremhævede nummeret som potent, men desværre også hamrende uoriginalt. Skuffelsen begyndte at sætte ind.

Men nu skete der endelig noget. "She Fell In Love With Silence" bød nok på mere synthlyd (det lød til at være præmissen?), men nu flankeret af guitarlyd og et umiskendeligt Simple Mindsk islæt – verset, der flyder langsomt og sikkert mod et stærkt omkvæd, som gentages nok gange til, at man synger med inden det er omme. Jo tak til mere af den slags.

Både ballade og fest… og lidt Simple Minds
Og herefter gik det faktisk ganske hæderligt. Lydbilledet vedblev med at være elektronisk og tilbageskuende, men numrene blev enten mere venlige eller ørerne mere vante. "Bulletproof Heart" havde et fængende (og tør man sige Simple Minds-agtigt?) "la-la-la-la-la" sing-along-stykke. Balladen "Sense Of Discovery" (nyt nummer) er et bud på et personligt højdepunkt på aftenen. Kerrs vokal brænder efter min mening bedst igennem på de stille numre. At dømme ud fra publikums reaktion var "Shadowland" og "Remember Asia" aftenens højdepunkter. Begge numre spillede op til dans, og så på en torsdag!

Det blev også til et par enkelte Simple Minds numre, "This Fear Of Gods", "I Travel" (begge fra 1980) og "Spaceface" (2001). Det virkede som om Kerr bevidst var gået udenom de største hits for ikke at forstyrre Lostboy-illusionen.

Koncerten sluttede med at korsangeren Sarah Brown gav et brag af et cover af Moby-nummeret "Why Does My Heart Feel So Bad". Herefter kom stadionbaskeren "Red Letter Day", hvor det for alvor blev slået fast, hvem der manglede på scenen, og dernæst den lidt anonyme "What Goes On", et cover af et gammelt Velvet Underground-nummer. Desværre en rodet slutning, der pegede i lidt for mange retninger.

Skomager, bliv ved din læst!
Kerr var i topform. Smilende og i konstant kontakt med sit publikum. Dette var tydeligvis ikke bare endnu en dag på kontoret. Numrene blev leveret med en indlevelse, som "Don't You Forget About Me" ikke længere kan manifestere. Og det var faktisk aftenens eneste virkelige holdepunkt – Kerrs glød og glæde ved at synge noget andet.

En hæderlig præstation af en (tidligere) verdensstjerne, som befinder sig i et paradoks; Hvordan slipper man godt fra at distancere sig fra noget, som man har været synonym med i årtier? Hvis formlen er at synge akkurat som man plejer, men blot tilsætte et uopfindsomt musikalsk bagtæppe, så har man efter min mening fejlet. Rådet må være: Skomager, bliv ved din læst!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA