Delta Blues Band, Alan Haynes, Tito And Tarantula: Odense Internationale Bluesdage, Posten

Delta Blues Band, Alan Haynes, Tito And Tarantula, Odense Internationale Bluesdage, Posten

Delta Blues Band, Alan Haynes, Tito And Tarantula: Odense Internationale Bluesdage, Posten

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Det har været en virkelig god festival. Både torsdag og fredag sendte mig på kanten af lykkelig ud i den odenseanske nattehimmel – i særdeleshed fredag, men der var det også J-dag. Underordnet. Faktum er, at musikken begge dage, som nattehimlen, havde været himmelsk god.  

Lørdag, og sidste dagen på Odense Int. Bluesdage var på papiret ikke helt så skarpladt som især fredag, der tog Odense et helt andet sted hen. Denne aften var der besøg af de aldrende medlemmer i Delta Blues Band, en Stevie Ray Vaughan-wannabe fik poleret sin guitarhals, mens afslutningsseancen var hverken blues eller kvalitativt særligt godt – men helt vildt underholdende.

Delta Blues Band, Store Scene **

Delta Blues Band er intet mindre end Danmarks ældste bluesband. I over fyrre år har gruppens kernemedlemmer tyndkørt de danske landeveje, som i 80'erne også blev tyske og skandinaviske, da bandet oplevede sin storhedstid, især hjulpet på vej af den dansk-amerikanske, medievante, hvidlokkede darling, Billy Cross, dengang under navnet Delta Cross Band.

Bandet var med til at grundlægge selve den danske forståelse af bluesen, som stadig i høj grad giver genklang i nyere bands som for eksempel SP, Just & Frost og Blues Brothers Souvenir Show.

Og når nu de minder en del om hinanden - på indholdssiden - kan det være svært at skille bandsene ad, og denne aften var det svært at lade være med flere gange at tænke, at Skipper, Just & Frost (som de nu hedder) kunne levere koncerten langt mere tight og opfindsomt.

Delta Blues Band skal have oceaner af anerkendelse for deres bidrag til musikken og alle de utallige halballer, kræmmermarkeder osv., de har givet energi. Men i aften lignede bandet mest en flok fyre, der havde brug for et fælles kro-ophold for at genfinde inspirationen.

De var mindre ekspressive, og ekstaserne holdt de sådan i deres lille boble oppe på scenen, så det blev snarere til publikumskiggeri end egentlig deltagelse.

Koncerten var præget af tilbagelænet, krumrygget nydelse. Som guitarist Thomas Puggaard-Müller, under en længerevarende jam-session bemærkede: "Så kan vi vist heller ikke mere." Det var dejligt og livsbekræftende at se Delta Blues Band still going – desværre ikke så strong. Kedeligt.

Alan Haynes, Lille Scene ***

Alan Haynes' største problem er, at han ikke kan gemme sine inspirationskilder af vejen, derfor bliver han en mikrofonholder for blueslegender som Stevie Ray Vaughan og Albert Collins.

Alan Haynes har to fyre med i sin lille trio, eller: "hvor er de to andre," spørger man. De er anonyme, og fungerer som en trommemaskine, der kører som et larmende lokomotiv. Ikke superfedt, men udmærket som ramme for Haynes soloorgie.

Alan Haynes' største force er hans vokal, som læner sig skræmmende meget op ad Johnny Winters – ikke helt så rå, men snarere fræk, crispy og egentlig meget sjælfuld. Det ærgrer derfor også, at han bruger den så lidt.

Haynes spiller solo på solo på solo på solo, og i længden bliver det simpelthen så trættende og uinspirerende og monotont og ligegyldigt, at hjernen stopper med registrere de nervevridende signaler - når nu Alan Haynes bender for 77. gang i den samme solo.

Trioen er prydret med en sixpence-kasket, som afslutter hårlokkerne på alle mand. Haynes' er i læder, hvilket harmonerer fint med resten af hans stil, der er så Fender, som noget kan være – ikke mindst lyden fra hans Strat, der har sin karakteristiske skærende diskantede tone, hvilket faktisk irriterer lidt, fordi han gang på gang laver en high-pitched kvindeskrigslignende lyd, hvor han absolut skal slide fingeren helt op i de høje bånd. Pisseirriterende.

Ellers presser superlativerne sig for denne koncert sig ikke på, Alan Haynes spiller glimrende guitar, og synger skidegodt, sådan på den jeg-spiller-i-et-telt-på-Bork-Havnefestival-agtige-måde.

Under koncerten runder han et par Jimi Hendrix-numre, men det bliver ikke rigtigt til noget. Han starter med "The Wind Cries Mary". Stopper så igen. Som om han havde glemt den – og går så over i "Little Wing".

Haynes er en god guitarist, en endnu bedre sanger, men han bliver aldrig én af de musikalske legender, han ser så meget op til.

Tito and Tarantula ****

Tito and Tarantula er på mange måder et spændende bekendtskab. Om selve det faktum udgjorde baggrunden for at vælge Tito and Tarantula til at afslutte de tre dages blues-festivitas i Odense, spørger man sig selv og sine omgivelser. For bandet spiller ingenlunde blues, faktisk var det første bluesnummer blandt de sidste i koncerten, med sangen "Don't Look Back," og de karakteristiske tre akkorder, denne signatur efterhånden havde nået brækstadiet over.

TaT lagde mærkeligt fra start. Det var som at blive lukket ind i en grotte med væg-til-væg-tæpper og en masse røgelsespinde, og oppe fra scenen blev man tilbudt LSD.

Det havde publikum svært ved at tage imod, forestillingerne hidtil bestod af musikere, der havde elskov med deres instrumenter, og det er lidt nemmere at overvære et regulært show-off end sådan et stemningsskift, hvor vi alle pludselig skal være psykedeliske og mediterende.

Musikken var Doors-agtig med en god portion melodisk mol, den her mellemøstlige tonegang, leveret af Steven Hufsteter: man havde lyst til bare at synke ned i en Sitting Bull (sækkestol), og ryge en kæmpe joint.

Men så skete der noget…

Jeg ved ikke hvordan, og kan ikke konkretisere yderligere, men pludselig efter tre numre at have kigget ned i jorden og kun have bevæget sig, da han skulle have ny guitar, sender frontmand Tito Larriva blikket ud i publikums retning. Og der er ild i øjnene. Manden er jo sindssyg. Inden længer smider han sin hårelastik, og ligner en videnskabsmand på stoffer.

Han synger som en blanding af Jesper Binzer og Tom Waits, men med voldsom spansk accent, og at numrene varierer mellem spansk og engelsk er egentlig et godt krydderi. Det her er rigtig Chimerican Rock, en musikstil, man primært kender fra film fra Robert Rodriguez' og Quentin Tarantinos hånd. Tito and Tarantula har da også leveret musik til film fra begge instruktører.

Så står man og bliver sådan helt opstemt af det univers, de amerikanske instruktører har formået at skabe, hvilket grangiveligt gør musikken bedre, end den egentlig er. Der er sjældent mere end to akkorder i numrene, og Titos vilde udtryk kan ikke helt kompensere for musikkens mangler.

Men selvom valget af dette navn til at afslutte festivalen er skudt helt forbi, så formår Tito at vække folk fra deres trance, og Posten bliver næsten mærkelig, forhekset. Publikum bliver ikke mindre vilde, da Tito fortæller om en luder, han engang besøgte, hans første besøg hos sådan én, som ender med: "It turns out she has a penis." Derpå sætter han gang i "My German Fraulein" - skrevet til ham-eller-hende.

Og intensitetskurven fortsætter progressivt, da scenen åbnes for publikum og en 30-40 mand hopper op på scenen, hvor de danser og svanser, og de modige får ligefrem lov til at spille på Titos guitar.

Især en enkelt odenseaner er ramt af total glædesudbrud, og hopper først hvileløst rundt på scenen, inden han tager mikrofonen og råber og skriger, han har mistet selvkontrollen fuldstændig.

Så da Tito får afsluttet løjerne, konstaterer han "You guys are crazy," og der skal vist meget til, at de ord forlader hans mund.

Hvad vi troede skulle blive en rejse i LSD-land, udviklede sig til en konkurrence mellem Tito og det odenseanske publikum om, hvem der var mest vanvittig – ikke den ideelle afslutning på en rigtig god odenseansk festival, ikke desto mindre pisseunderholdende.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA