x
The Residents: Store Vega, København

The Residents, Store Vega, København

The Residents: Store Vega, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er blot et halvt års tid siden at legendariske The Residents gæstede Voxhall i Århus, med et show, der bød på død, uhygge og galskab, og det var da også samme skabelon, der blev taget i anvendelse igen på Store Vega i København. Hvis man således var til stede i Århus d. 29. april tidligere på året, så var det småt med overraskelser denne gang, for til trods for små ændringer her og der, så var der, dybest set, tale om samme show, hvilket naturligvis skyldes, at The Residents for tiden turnerer netop med dette materiale. Publikum blev altså nok engang inviteret med i noget, der lignede en dagligstue fra et plejehjem, hvor man mest af alt venter på, at livet er ovre, hvad flere af koncertens sange da også handlede om, og nok engang var The Residents anført af forsanger Randy i dystert klovnekostume, flankeret af d'herrer Chuck og Bob i nydelige pailletjakker og sorte rastapunk-masker, på henholdsvis synthesizer og elguitar.

Gruppen var mere end acceptabelt forsinkede, faktisk næsten en lille time, men det skyldtes, at tourbussen var brudt sammen undervejs, så derfor måtte tidsplanen skubbes for at give plads til lydprøver. Det viste sig dog at være det rette valg, for selvom der blev rettet små lydmæssige detaljer under de første par numre, så gik der ikke længe før niveauerne sad i skabet, hvilket sikrede en god lyd hele vejen igennem, om end den måske nok kunne have været en anelse højere; men lad os nu ej skændes om det.
 
Hvis Edgar Allan Poe spillede i et rockband...
Ja, sådan omtrent kunne man velsagtens kortfattet beskrive det, der foregik på Store Vega dén tirsdag aften, for det var i høj grad et gyserorienteret univers, The Residents trak publikum med ind i, men vel at mærke ikke et af den slags, hvor det vrimler med teenagere, der saves over med æggedelere fordi de har haft sex inden ægteskab. Nej, The Residents' sans for gys og gru trækker i højere grad på de forestillinger, der gemmer sig i det indre, der lurer i spejlet, når vi er alene, eller som venter i de tomme stuer, når vi bliver gamle og grå. Det kan lyde som en trist omgang, og det er det også - man skal ikke tage fejl; de mener det skam, de Residents-fyre. Men samtidig leveres de dystre fortællinger og den klagende musik med lige dele grotesk teater og sarkastisk humor. Chuck og Bob fremtryller foruroligende lydlandskaber, helt og aldeles - og udelukkende - i kontakt med deres instrumenter, synthesizerklange fra mareridtets overdrev og guitarspil med udsøgt sans for dissonans, mens Randy, i sit fallerede klovnekostume, humper gestikulerende omkring på scenen, syngende, skrigende, gryntende og klagende. Det ene øjeblik gyser man, det næste griner man, og det er netop denne tragikomiske balance, som The Residents mestrer en del bedre end så mange andre. Det er oplagt at drage paralleller til et par andre amerikanske mestre udi netop denne disciplin, nemlig multimediamusikeren Laurie Anderson og filmskaberen David Lynch, der begge, ligesom The Residents, betjener sig af en slags magisk realisme, hvor mareridtsvisioner, uhygge og sort humor går hånd i hånd.

Musikalsk kom man godt omkring The Residents' lange karriere, men numrene var ofte rearrangerede således at hele forløbet fik karakter af en form for soundtrack, hvilket også havde at gøre med, at der, flere gange undervejs, optrådte egentlige narrative passager, små historier akkompagneret af billeder på de tre runde skærme i baggrunden. Disse var ofte, som musikken, af surrealistisk og gruopvækkende karakter. Som den om den gamle dame, der gerne vil tage sit eget liv, men ikke kan finde nogen, der kan tage sig af stueplanterne og derfor bliver hængende ved en tilværelse, der ikke længere har meget at byde på. Eller den om konen, der har mistet sin mand, men mødes med ham i drømme og derfor lever mere og mere af sit liv i sovende tilstand. Eller hvad med pigen med den usynlige søster, der tager livet af mor og far, for den usynlige søster krævede intet af livet, så ingen så hende? Som hos førnævnte Anderson leveres disse fortællinger med en sans for drama, hvilket musikken understøtter, men akkurat som i Andersons tilfælde, så er der også kød på fortællingerne. Nok virker de sælsomme og kulørt dystre, men der er stof til eftertanke!

Det er ikke så tit vi får besøg af The Residents på disse kanter, og nu er det blevet til hele to gange på et halvt år, hvilket nærmest er uhørt. Men selvom jeg var til koncerten også for et halvt år siden, i Århus, så tager jeg såmænd gerne samme show igen, hvis gruppen skulle gæste os om endnu et halvt år, og endnu et. Kort sagt; The Residents har legendestatus, og de har noget at have den i.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA