x
Klaxons: Amager Bio, København

Klaxons, Amager Bio, København

Klaxons: Amager Bio, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med new rave var i det hedengangne "Musikprogrammet" på DR2. Man havde på fornemmelsen, at det handlede mere om selviscenesættelse med besynderlig og farvestrålende påklædning, end om musikken.

Midt i det hele befandt Klaxons sig. New raves neonklædte galionsfigurer, hypet til svimlende højder. Forventningerne var så høje, at de, før de kunne levere den svære toer, måtte smide et næsten færdigt album ud og starte forfra. "Surfing The Void" udkom tidligere på året, og Klaxons havde ifølge anmelderne blandet held til at smide new rave-prædikatet af sig.

Neonkids er blevet voksne?

På trods af, at jeg egentlig godt vidste, at new rave var afgået ved døden, blev jeg faktisk lidt skuffet, da jeg trådte ind i Amager Bio. Eksplosionen af farver udeblev, ingen neonkids, bare passende, mørke vinterpaletter. Så langt fra new rave, som det var fysisk muligt. Aldersmæssigt spændte det også vidt: Fra yndlinge, der knap havde alderen til at tage et kørekort, til grånede herrer, der så til på behørig afstand.

Aftenens koncert var langtfra udsolgt, men stemningen høj fra start, da Klaxons gik på scenen uden de store dikkedarer, og lagde ud med "Flashover" fra det seneste album. Som de fleste af Klaxons' numre er det energisk, bygget op omkring trommernes taktfaste indpisken, guitarens anslag af melodi, og med den karakteristiske råben/sang som varemærke. En kombination, som det næsten er fysisk umulig at stå stille til. Klaxons leverer et rocket raveparty.

Salen kogte

Publikum tog generøst imod alt, hvad der blev serveret. Vi slugte numre som "As Above, So Below" og "Gravity's Rainbow" råt. Bedst respons kom på numre som "Golden Skans", som nok er bandets eneste reelle popsang. Også "Echoes", "Two Receivers" og især "Magick" fik publikums begejstring til at stige, og under det meste af koncerten kogte salen bogstavelig talt. En enkelt fuser blev det også til – "Cypherspeed" blev for rodet, for skinger og bragte uro i den rytme, hvori publikum bevægede sig.

Koncerten byggede op til en storslået finale, med "Echoes" som sidste ordinære nummer. Denne sang er et af de mest iørefaldende numre fra "Surfing The Void"-pladen, og efter et stort bifald gik Klaxons igen på scenen og sluttede af på fineste vis: "It's Not Over Yet", "Surfing The Void" og som flødeskum på toppen, det über-ravede hit "Atlantis To Interzone", som helt automatisk trak publikum mod tættere mod scenen og skabte en mur af hoppende mennesker. Taget lettede næsten!

Endnu en dag på kontoret?

Klaxons er ikke kendt for at være snakkesalige eller specielt åbne overfor deres publikum. I aften var heller ikke nogen undtagelse. Bortset fra et par obligatoriske "Hva' så København, er I der?", var der ikke meget samhørighed med publikum, og det var en skam. På trods af et meget velspillende band, virkede det langt hen ad vejen som endnu en dag på kontoret, hvor kun navnet på byen skaber et afbræk i monotonien.

Klaxons befinder sig stadig i et felt, hvor det er svært at skelne mellem, hvornår rocken slutter og raven starter. Bortset fra et par få numre ligner sangene stilmæssigt hinanden for meget, og efter min personlige mening er der ikke sket nok udvikling fra første album til nu. Det virker live på grund af de tunge rave-rytmer, men samtidig er de med til at give musikken en begrænset holdbarhed. Rave skaber simpelthen ikke klassikere og lang levetid! Klaxons vinder ikke på de dybe tekster eller de skønne vokaler. De vinder på energi, og det bliver spændende at se, om de i fremtiden kan omsætte den energi til noget nyt og mere holdbart end flygtig new rave.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA