x
Peter, Bjorn And John og Deer Bear: Train, Århus

Peter, Bjorn And John og Deer Bear, Train, Århus

Peter, Bjorn And John og Deer Bear: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er snart fem år siden, svenske Peter, Bjorn And John hittede i hjemlandet, i Danmark og mange andre lande med det uimodståelige fløjtehit "Young Folks". Siden har de udgivet yderligere to album og har et tredje på vej, men det har knebet lidt med hittene, og betegnelsen "one hit wonder" trænger sig på.

Derfor var Train da også langtfra fyldt, da den i dag skæggede trio indtog scenen en halv time forsinket. Treenigheden lod sig dog ikke mærke med det lidt magre fremmøde, men lagde optimistisk ud med en hel ny sang, "Tomorrow Has To Wait", som er åbningsnummeret fra deres kommende, sjette album, "Gimme Some", der er på gaden ultimo marts. Sangen viser en lidt mere rocket, ja, næsten punket side af gruppen med hurtige, aggressive guitariff udført af forsanger Peter Morén, pumpende bas ved Björn Yttling og hårdtslående trommer fra John Eriksson, men dog med de karakteristiske vokalharmonier, call-response-sangen og den poppede melodi intakt.

På bagscenelærredet var coveret til trioens kommende album spændt ud: En hånd med tre opadpegende tommelfingre, og at dømme efter publikums forholdsvis positive reaktioner var der da også dømt tommelfingeren moderat op til Peter, Bjorn And John anno 2011. Björn Yttling fortalte, at dette var gruppens første klubkoncert i Danmark – de har tidligere spillet på Roskilde – og de tre medlemmer virkede næsten kåde. De kastede rundt med en stor tøjtiger, nyligt indkøbt på en tankstation i Tyskland, og fortsatte med det ældre nummer "It Beats Me Everytime", inden vi fik endnu fire sange fra det nye album. Alle energiske og uadvendte powerpop-sange med en småpunket kant, som fungerede fint. Flere gange var Peter Morén helt fremme på scenekanten, og i "Second Chance" fik vi endda en vaskeægte guitarsolo.

Fløjten, klap og guitarsoloer

Efter en halv time med primært nyt materiale gav Peter, Bjorn And John os så "Young Folks". Lidt tidligt at spille deres bedste kort af hånden, men det satte yderligere gang i publikum. Peter Moren lagde demonstrativt guitaren væk i denne sang, så der var ekstra fokus på det groovy bas- og trommespor, mens han til gengæld raslede heftigt med slagtøj. Og så blev der naturligvis fløjtet til den store guldmedalje, både på scenen og blandt publikum.

"Young Folks" blev indledningen til en håndfuld ældre sange, som generelt var lidt blødere end de nye numre, blandt andet den småfunky "Let's Call It Off", hvorunder Peter Morén hoppede ned fra scenen og ud i fotograven til en solo, hvilket selvsagt satte stemningen i vejret. Den både støjende og drømmende, næsten shoegaze-orienterede "Objects Of My Affection" fik folk til at klappe fint med, endda i 6/8-takt, inden Peter, Björn And John sluttede deres ordinære sæt af med endnu et nyt nummer, "I Know You Don't Love Me", en lang og temmelig aggressiv sag.

På dette tidspunkt havde koncerten kun varet 50 minutter, men Peter, Bjorn And John gav dog en halv time med ekstranumre. Først et af koncertens få mere afdæmpede momenter, den smukke ballade "Paris 2004", komplet med mundharpe fra Peter Morén, inden tempoet igen blev sat op med "It Don't Move Me" fra trioens stadig nyeste album, "Living Thing" fra 2009. Herpå fulgte endnu et par nye numre, blandt andet den groovy og ganske fængende "May Seem Macabre". Efter den forholdsvis afdæmpede "The Chills" fra 2006-albummet "Writer's Block" satte Peter, Bjorn And John definitivt punktum for aftenen med "Down Like Me", en ny, ganske intens sang, som mundede ud i en lang guitarsolo, hvor Peter Morén var helt ude blandt publikum og spille, som gjaldt det livet.

I løbet af koncerten fik Peter, Bjorn And John således spillet hele deres kommende album bortset fra to sange. En ganske modig beslutning, men det virkede faktisk ganske godt. Dels fordi sangene er udmærkede – uden dog decideret at være fremragende – dels fordi Peter, Bjorn And John lagde en så udadvendt og entusiastisk attitude for dagen og så sørgede for tilpas mange ældre numre. Der var selvsagt ikke nær så mange musikalske detaljer som på gruppens albums – bassist Björn Yttling er ikke for ingenting kendt som producer for navne som Lykke Li, Robyn og Primal Scream – men til gengæld var der masser af energi. Peter, Bjorn And John er måske (noget ufortjent) et "one hit wonder", men de er ikke en "one trick pony".

Opvarmning: Deer Bear ****

Inden Peter, Bjorn And John gik på scenen, fik vi en god halv times opvarmning ved den århusianske gruppe med det åndsbeslægtede navn Deer Bear. Musikalsk var der tale om ganke andre boller på suppen. Deer Bear spiller nemlig afdæmpede og melankolske toner med inspiration fra folk og country. Gruppen er egentlig en duo alias sangeren og keyboardspilleren Anne Hjort og sangeren og den akustiske guitarist Lars Bjørn-Hansen, men denne aften havde de allieret sig med en ekstra mand, der betjente både lapsteel, klokkespil, elektrisk guitar, banjo, tamburin og stortromme.

Anne Hjort og Lars Bjørn-Hansen skiftedes til at synge leadvokal og lægge flot kor for hinanden. De har begge stærke og udtryksfulde stemmer, som passer godt til hinanden, og de skriver nogle fine, længselsfulde og melodiske sange, som blev fremført med stor sikkerhed og masser af musikalske nuancer, ikke mindst takket været det stemningsfulde lapsteel-spil. Flere af sangene lagde forsigtigt ud, men udviklede sig gradvis til et mere dramatisk klimaks, eksempelvis det afsluttende, fornemme "House Behind My Eyes". Fire tommelfingre op til Deer Bear.

Peter, Bjorn And John spiller på Lille Vega i København 18. februar. Billetter kan købes via GAFFA Live.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA