x
Junip: VoxHall, Aarhus

Junip, VoxHall, Aarhus

Junip: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Jesper Gaarskjær | GAFFA

Der var noget anderledes over José González denne aften på Voxhall.

Ikke at det var til at se, for den vævre svensker med de argentinske aner lignede sådan set sig selv – klædt helt i sort og med de tætte, sorte krøller og sorte fuldskæg, der omsluttede ansigtet som en ulden kyse. Men det var til at mærke. José González virkede sært fraværende på scenen med resten af bandprojektet Junip, og man savnede den intensitet og det nærvær, han ellers kan gribe én om struben med.

Om det skyldtes, at han endnu ikke er kommet sig helt efter den udmattelse, der betød en aflysning af den oprindelige koncert i februar, ja, det er ikke til at sige – men tanken var svær at lægge fra sig undervejs.

Ikke mindst i takt med at den udsatte koncert udviklede sig til en noget afmålt, forudsigelig og tam affære med Junip, som selv kunne se ud på et kun kvartfyldt Voxhall. Et spillested, der ellers tidligere har meldt alt udsolgt, når José González kom forbi som solist. Hans personlige, velfortjente popularitet, der fik et skud folkelig opmærksomhed efter en vis reklame med hoppebolde i alle regnbuens farver, har Junip imidlertid ikke formået at overføre til sig selv, endda selv om den svenske trio råder over kompetente folk som Elias Araya (trommer) og Tobias Winterkorn (keyboards), og selv om Junip også musikalsk læner sig så meget op ad José González, at det kan være svært at skelne.

Men der er forskelle, og egentlig kan Junip lyde mere interessant som en udvidelse af José González' enkle, guitarbårne melodier, hvor den svenske trio tilfører det akustiske lydbillede mere kant og instrumentering og samtidig en tungere, mere melankolsk og dyster signatur.

Fik aldrig for alvor fat

Alt dette tog Junip, der live er udbygget til en kvintet, også med sig på scenen, og midtvejs i sættet leverede de aftenens bedste passage med den levende og varierede komposition "To The Grain", den instrumentale "Azaleadalen" og specielt "Sweet & Bitter", der endte i et dunkende klimaks af beats, sitrende lydflader og en mere rå energi. Her påkrævede Junip sig opmærksomhed, her rykkede de sig fri af tøjlerne fra de velproducerede ep'er og sidste års album "Fields", som er bandets eneste langspiller.

Og det var et befriende afbræk fra den lidt træge begyndelse, som – trods fine numre som "Howl" med percussion på syltetøjsglas og den fængende "Rope & Summit" – led under lydproblemer og en tiltagende melodisk ensformighed på scenen, der var dekoreret af et simpelt bagtæppe med en malet solopgang og runde skyer.

Én forstyrrende faktor var, at instrumenterne lød for langt fra hinanden. Noget andet var den tunge, grovkornede lyd af bas og keyboard, der ofte blev for støjende og fyldte så meget, at det kvalte finesserne. Og endelig var der udtrykket, som ganske enkelt blev for monotont. Kedsomheden begyndte med andre ord at snige sig ind, og efter det lovende midterstykke vendte den desværre hurtigt tilbage.

Selv om Junip altså undervejs greb ud efter publikum, fik musikerne og José González aldrig for alvor tag i folk, og en god afslutning med "In Every Direction" samt to flotte ekstranumre kunne ikke rette op på en aften, der nok var godkendt, men også efterlod en følelse af en jævn dag på kontoret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA