x
The Streets : Northside Festival, Scene 1, Aarhus

The Streets , Northside Festival, Scene 1, Aarhus

The Streets : Northside Festival, Scene 1, Aarhus

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

Det er så ærgeligt. En af Englands mest elskede rappere lukker og slukker, og det er der med garanti mange, der har decideret ondt i hjertet over. Der har altid været en særlig magi over The Streets' koncerter, og heldigvis får vi på Northside mulighed for at opleve den magi en sidste gang.

For mange af os, der var til stede ved hans optræden på Roskildes Orange Scene i 2008, er det her nok lidt en skuffelse. Skinner har selv refereret til den koncert som hans bedste nogensinde, og gør det også i aften, og det her når heller ikke de højder. Men det er godt. Rigtig godt. Der er klart ikke ret mange, der har det voldsomme kendskab til The Streets' nyere bagkatalog. Det slog aldrig igennem herhjemme i samme grad som de tre første, "Original Pirate Material", "A Grand Don't Come for Free" og "The Hardest Way To Make An Easy Living" gjorde. Alligevel hygger publikum sig gevaldigt, selvom der er lige lovlig meget snak i geledderne, så længe der ikke spilles hits.

Et medley-sæt

Sættet er noget specielt, i den forstand at det ikke altid der åbenlyst, hvornår en sang ender og den næste begynder, hvilket sikkert har noget med tidsrammerne at gøre. Der er ikke forfærdelig meget tid at gøre med på Northside, så der er ikke mulighed for helt så mange kærlighedserklæringer til fansene, eller forsøg med kollektiv publikumsinteraktion, som normalt. Det findes dog; vi kommer alle ned og sidde, for så at hoppe op og gå amok, og Skinner gør os æren af at lave en længere gang crowdsurfing, og det er jo altid skønt.

Musikalsk forløber sættet fremragende. Skinner har trods sin sygdom (kronisk træthedssygdom) et scenenærvær og en energi, der gør langt de fleste musikere til skamme, og hans lækre slacker-rap leveres med en knivskarp sans for timing og tryk. Man kan godt høre, at han melodisk har flyttet sig meget, siden han startede ud i 2002. Der er kommet reggae, funk og soul ind, og der truttes endda lidt i en Balkan-agtig trompet for en kort bemærkning, og selve rappen er også blevet langt mere melodisk præget, men det er nu meget godt. Det fanger publikum på en lidt anden måde.

Så kom hittene og solen

Det er altid hårdt, når det regner på en festival, der er så pakket. Publikum går i læ (og står som sild i en tønde), fremfor at høre musik, men regnen stopper kort inden The Streets går i gang, så de fleste er søgt hen til scenen og er klar på at få strakt armene og hoppe lidt på benene. 

I løbet af tre kvarter får vi numre som "Don't Mug Yourself", "The Escapist", "OMG", og "We Can Never Be Friends". Kevin Mark Trail, Mike Skinners højre hånd og fremragende backing-sanger, gør som altid et smukt stykke arbejde, og musikerne skal også have ros, selvom det selvsagt ikke er dem, man lægger allermest mærke til: Instrumenter er som oftest lagkagebunde i et rapnummer, mens rappen selv er kagecreme og syltetøj. Dog skal bassist Wayne Vibes nævnes, ikke for instrumentet så meget som for stemmen, der er et lækkert supplement til Trail og Skinners. Vibes gør sig i falsetterne, så godt, at jeg ind imellem lige kigger efter en ekstra gang, om der skulle være kommet en dame til line-uppet.

Trods alle finesser, og trods den skønne, uprætentiøse frontmands nærvær og energi, kommer publikum ikke for alvor op at ringe, før de to store hitliste-tracks "Dry Your Eyes" og "Fit But You Know It" skyller ind over os. Det er, hvad man kan forvente, det er som nævnt ikke en stor del af Northsides publikum, der har alle The Streets' plader stående på hylden, men for mig var det en flot og helstøbt koncert, jeg ikke ville have undværet for noget.

Har man billet til Glastonbury Festival om et par uger, kan man opleve The Streets der, og der er også bekræftet et par andre optrædener i England, men indtil videre ser det ud til, at The Streets har sagt endeligt farvel til sin danske fanbase i aften. Vi siger også tak, det var en fornøjelse, Mike.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA