x
Adam Ant & The Good The Mad & The Lovely Posse: Under The Bridge, London

Adam Ant & The Good The Mad & The Lovely Posse, Under The Bridge, London

Adam Ant & The Good The Mad & The Lovely Posse: Under The Bridge, London

Anmeldt af Martin Hall | GAFFA

Det er sandt: Adam Ant er tilbage, med hat og briller og tydeligvis ikke, hvad han var på toppen af sin karriere ... hvilket dog alt sammen er til det klart bedre.

Det ville være en underdrivelse at skrive, at de senere år har været genforeningernes og comeback-kunstnernes æra. På det seneste har stort set hvert eneste glemt punkband, has been-artist og stadig opretstående koryfæ inden for rockens og poppens hall of fame or unfame forsøgt sig med en kortere eller længerevarende tur tilbage på musikscenerne. Op gennem 90'erne var det retro-, genudgivelses- og jam-tendenserne, der begyndte at røre på sig, hvilket betød, at det ikke nødvendigvis altid var de originale kunstnere, der fyldte salene, men derimod lige så tit kopierne, og de sidste fem års tid har det så været "velkommen tilbage"-turnéerne og "album opføres i fuld længde"-koncerterne, der har huseret.

Disse forsæt har ikke altid været lige kønne at se på, eftersom det forståeligt nok kan volde selv den bedste vanskeligheder at genfinde form, stil og fodfæste, hvis man har brugt de seneste ti-tyve-tredive år på at være i rehab. Af samme grund føler jeg oftest mere bekymring end trang til gensyn, når fortidens sværvægtere annoncerer deres second eller third coming ... især hvis man samtidig skal belemres med endeløse svadaer om den nærmest obligatoriske "kunstneriske nødvendighed", der ligger bag det hele. Nej, så hellere den ligefremme version med, at den pågældende kunstner simpelthen bare først for nylig har været i stand til at gå lige ned ad gaden igen efter års misbrug og/eller indespærring på diverse lukkede psykiatriske afdelinger.

 

Den lukkede afdeling og genopstandelsen

Og nogenlunde sådan lød meldingen fra start-80'ernes store piratpopstjerne, den pailletglimtende og lipglossfunklende Adam Ant, som her sidste år fulgte trop og også annoncerede sin grand return til popverdenen efter års ufrivilligt eksil! Han var i begyndelsen af nullerne bukket under for en bipolar lidelse (i gamle dage det, man kaldte "maniodepressiv"), hvilket først sendte ham på forsiderne af de fleste engelske aviser, efter han havde truet en hel pub med en (falsk) pistol og efterfølgende var blevet arresteret, og dernæst på et længere tvungent ophold på en psykiatrisk afdeling.

Nu har Adam Ant fra naturens hånd altid været lidt af en yngling, faktisk noget nær en pure Adonis, hvilket nok også kan være med til at forklare store dele af den teenagesucces, han oplevede i start-80'erne. Af samme grund var det derfor lige den tand ekstra chokerende at gense ham tyk og træt i tv-dokumentarprogrammet "The Madness of Prince Charming" fra 2003, hvor han åbenhjertigt fortalte om de senere års deroute. Herefter fortsatte nedturen dog et stykke tid endnu, og i et interview med den engelske avis The Sun i slutningen af 2010 beskrev Adam selv, hvordan han gennem nullerne havde været så massivt medicineret, at han hverken kunne sove, spille musik eller have sex syv år i træk. Han havde også mistet det meste af håret, ligesom han havde været stærkt overvægtig gennem størstedelen af perioden. Som han selv udtrykte det i det omtalte interview: "I might as well have been dead."

Det var derfor mere end almindeligt overraskende, at samme herre nu havde besluttet sig for at vende tilbage for endnu engang at underholde sit omtumlede publikum.

 

Den skoptofilt anlagte performativitet

Nu ved jeg godt, at dem der overhovedet kan huske manden fra hans heyday i start-80'erne, sikkert udelukkende erindrer ham for alt det dér fjollede Prince Charming-hurlumhej: Men mine damer og herrer (og her tænker jeg i særdeleshed på størstedelen af det yngre læsersegment), der var rent faktisk en langt mere væsentlig Adam & The Ants-epoke inden da, og den var slet ikke så glittet endda, den var faktisk ligeud fetichistisk og temmelig filthy ... sådan noget med æg og pisk og lak og læder. Især et backstage-billede af Adam Ant og Siouxsie Sioux fra et London-show i december 1977, hvor The Ants spillede support til Siouxsie & The Banshees, gjorde indtryk på mig: Her står Adam klædt i en T-shirt, der med store bogstaver udpensler følgende ønske: "Beat me, bite me, whip me, fuck me like the dirty pig I am, cum all over and tell me that you love me and then get the fuck out!"

Jeg var lige fyldt 14, da jeg hørte Adam & The Ants første gang. Det foregik via lp-soundtracket til Derek Jarmans dystopiske Jubilee-film fra 1977, og jeg var meget begejstret for gruppens to numre på pladen, "Deutscher Girls" og "Plastic Surgery". Pladen indeholdt også bidrag fra Brian Eno samt Wayne County & The Electric Chairs, og coveret var prydet af et fængende billede af punk-ikonet Jordan iført romersk hjelm og med en trefork i den ene hånd (Jordan fungerede i øvrigt som Adams "manager" i de hele tidlige dage). Jeg også var ret glad for den efterfølgende Ants-single "Young Parisians" fra 1978 samt "Xerox"-dittoen året efter – alene titlen på B-siden, "Whip in My Valise", mums! Sidstnævnte skæring var et dejligt tungt og slæbende track, hvor Adam igen og igen spørger lytteren "who taught you to torture?, who taught ya?", mens nummeret dundrer derudad, and well, I dunno, men vi kan vist roligt slå fast, at en ung Brett Anderson må have lyttet en del til det, for hold da op hvor det bringer tankerne hen på et tidligt Suede.

Adam & The Ants' debutalbum Dirk Wears White Sox fra efteråret 1979 var ligeledes helt okay, en anelse mere tæmmet og velfriseret end de forrige udspil, men bestemt et acceptabelt vinyl-item inde på det trange teenagehummer. Lp'en blegnede allerede dengang en smule, som den stod dér side om side med samme kalenderårs mange rockhistoriske udgivelser (et kort udpluk byder eksempelvis på Joy Divisions Unknown Pleasures, The Pop Groups Y og Wires 154), men Ants spillede stramt og økonomisk, og Adams tekster bød flere steder på nogle ganske underholdende sekvenser. Nummeret "Cleopatra" var eksempelvist nærmest ét stort kubistisk bunkepul ("Cleopatra
 did a hundred Roman centurions for afterdinner mints
/She was a
 widemouthed girl/
Believe it/Show me a bigger mouth"), og ud over den i sig selv fantastiske titel "Never Trust a Man (With Egg on His Face" havde samme sang en hel del mere på programmet end blot at påpege det maskuline køns ofte dårlige hygiejne: Her skød en kvinde resolut hovedet af sin mand – midt på gaden og for øjnene af parrets to børn – fordi hun hørte stemmer fra det ydre rum.

Pladens referencer og designmæssige noir-stil stod yderligere i fin overensstemmelse med den lettere depraverede dannelsesrejse, jeg netop selv havde indledt i de år. Titlen refererede til Dirk Bogarde, den britiske karakterskuespiller, der i 1974 havde chokeret den konventionelle del af den internationale filmverden ved at spille hovedrollen i Liliana Cavanis episke film Natportieren, og coverfotoet var en dunkelt-smuk imitation af 1930'ernes berlinerbilledverden. Giv sådan en plade til en dreng, der allerede som niårig havde været inde og se Cabaret-filmen fem gange (og herefter tildelte enhver Fellini-film samme dedikationsfaktor ... for slet ikke at tale om øjenåbneren over dem alle, Pasolinis Salò fra 1975, aw-aw!), og det kunne kun gå galt.

 

The fag end of punk rock

Grunden til at jeg nævner alt dette, er for at understrege, i hvor høj grad Adam Ant op til det punkt af sin karriere havde valgt at lade sit image gennemvæde af kink, tabu, sex og fetich. Da det engelske musikmagasin Sounds eksempelvis skulle beskrive Adam & The Ants i et særtillæg over tidens britiske punkgrupper helt tilbage i 77 eller 78, lød diagnosen ganske enkelt "the fag end of punk rock" – en formulering, der ikke blot forkastede al værdi i bandets virke, men selvfølgelig også var en hånlig hentydning til Adams generelle (i deres øjne billigt købte) S&M- og bøsseklub-appeal.

Det var bestemt ikke, fordi Adam manglede inspiration til sin hjemmebryggede latex-stil, men eftersom den før omtalte Jordan fra Jubilee-coveret arbejdede i (Pistols-manageren med mere) Malcolm McLarens og (den senere engelske modedronning) Vivienne Westwoods SEX-butik på King's Road, så har mødet med disse to legender uden tvivl også påvirket den unge Ant. Fascinationen af S&M-gadgets og rockabilly-æstetik var i al fald noget, han delte med især McLaren, og det var derfor såre logisk, at Adam gerne ville have samme herre til at være manager for The Ants. Eneste lille aber dabei ved situationen var, at McLaren i stedet snuppede Adams backing-band og hookede dem op med sangerinden Annabella Lwin – en konstellation, manageren døbte Bow Wow Wow, og som fik flere singlehits i begyndelsen af 80'erne (blandt andet top 10-hittet "I Want Candy").

At Malcolm  McLaren på den måde tyvstjal Adams band fra den ene dag til den anden, voldte dog ikke den unge sanger de store problemer. Han var en foretagsom fyr, og da jeg nogle måneder efter den uheldige historie læste om næste generation af The Ants i NME, lød musiker-lineup'et faktisk rigtig godt: Adams nye højrehånd var nemlig guitaristen Marco Pirroni, som jeg indirekte var meget positivt indstillet over for, eftersom han var medlem af den obskure gruppe Rema-Rema (hvis Wheel in the Roses-ep var blevet udsendt på 4AD i april 1980, en meget original plade som blandt andre This Mortal Coil har genindspillet et nummer fra). Hvis det var i den retning, Adam søgte, kunne næste fase af gruppens udvikling ikke blive andet end rigtig god.

Af samme grund var min skuffelse mildest talt stor, da Adam & The Ants i slutningen af 1980 fik et kæmpehit med albummet Kings of the Wild Frontier. Hvad der inden da havde været et sorthvidt nicheband, hvis tekster handlede om tabuiseret seksualitet og voyeurkultur, var med ét eksploderet i et glam-orgie af indianersminke, sørøverkostumer og generel "bad taste teen-pop", og jeg stod totalt af. Pligtskyldigt så jeg gruppens koncert i Odd Fellow-palæet i foråret 1981, men skelede derefter ikke så meget som en eneste gang i den kønne Adams retning de næste mange, mange år.

 

30 år senere

30 år senere er jeg ikke desto mindre endnu en gang til Adam Ant-koncert. Denne gang er stedet Under The Bridge, en hi-tech rockklub med toiletter lige så rene og smukt designede som varehuset Harrods' og med skarpe, stilrene sorthvid-fotos af cool britiske rockstjerner i klassiske poses hængende overalt. Aftenens fremmødte publikum tæller punk-forældre med deres goth-børn, burlesque-orienterede yngre og (i størstedelen af tilfældene yderst velholdte) ældre kvinder, fifty-plus mænd med Gene Vincent- og "Cash from Chaos"-T-shirts samt nysgerrige "Swinging London"-teens. Vi er kort fortalt i hjertet af den musikkultur, hvoraf Adam Ant i sin tid selv rejste sig, og selvom spillestedet ironisk nok er en del af Stamford Bridge (fodboldklubben Chelseas stadium i London), så synes klubbens luksuriøse kælderlokaler egentlig ganske ideelle som forstørret petriskål for aftenens alternative cellekultur; nu skal der muteres, og eksperimentet begynder med at blande alle aldre og en god håndfuld i alle retninger strittende stilarter.

Okay, hånden på hjertet: Havde rejseplanerne tilladt det, ville jeg klart have foretrukket at bytte weekendens London-koncert ud med den, der foregår på den Vice Magazine-ejede klub The Old Blue Last i morgen i stedet for – en koncert med det obskure slut-70'er/start-80'er-band The Homosexuals (gruppen bag verdens bedste 7"-single nogensinde, "Hearts in Exile") – men sådan skulle tingene altså ikke flaske sig denne gang. Misforstå mig omvendt ikke (for meget): Efter hvad "the artist formerly known" (Mr. Ant) har lagt krop til gennem nullerne, forekommer det mig bestemt heller ikke upassende at møde op i fodboldkatakomberne for at sende et anerkendende nik til den kække pirat – det kræver trods alt, og i den grad, sin m/k at rejse sig fra det, han har været igennem. Alene af denne grund er jeg betydeligt mere sympatisk indstillet, end jeg var sidste gang, jeg var til koncert med manden. 

Og lad os starte med det gode, for det var en ubetinget fornøjelse at se Adam blive mødt med den begejstring, som hans gamle neighbourhood overøste ham med fra samme sekund, han gik på scenen. Publikum ganske enkelt elskede ham. Iklædt husarjakke, napoleonshat med fasanfjer, briller og moustache var han sidste mand på scenen, og mens bandet (bas, guitar og to trommeslagere) gik i gang med det gamle "Plastic Surgery"-nummer fra 1977, lod han sig selvbevidst hylde i en række ironisk-ikoniske still-positurer. Om Adam selv har benyttet sig af lidt assistance fra kirurgerne på Harley Street, melder historien intet om (godt holder den efterhånden 56-årige ungersvend sig i al fald), det primære ved åbningssekvensen var, at han tydeligvis stadig havde masser af god gammeldags crowd control at gøre godt med.

Stemmen var omvendt ikke i optimal form. Han sang rent, bevares, men var – hvilket blev bekræftet i løbet af koncerten – forkølet og dermed en anelse afkræftet at lytte til. Til gengæld blev der lagt bastant ud med en stribe hårdtslående ældre titler som "Beat My Guest", "Zerox", "Cartrouble" og "Kick!", hvor især sidstnævnte fik sat gang i en motorikken på to yderst korpulente ældre herrer nede blandt publikum, den ene gråhåret og den anden med blå hanekam; for disse to seniores' vedkommende blev der sunget, råbt og chantet, som havde punkens komme netop ramt landet. Da det blev tid til "Deustcher Girls", dukkede der yderligere to pinup-lignende korsangerinder i kitsch-sexede, kortkjolede gevandter op på scenen, hvilket tilførte Adams live-band The Good The Mad & The Lovely Posse et passende cabaret-agtigt element. Kortvarigt havde jeg faktisk fornemmelsen af, at det først var nu, tingene ville begynde at tage fart.

 

Showmanship

I stedet fulgte mange af de i mine ører mere intetsigende, men store hits, han har haft, sange som "Stand and Deliver" og "Goody Two Shoes". Spillemæssigt begyndte det hele også at gå lidt i tomgang. Omvendt forstod jeg for første gang nogensinde, hvorfor nummeret "Kings of the Wild Frontier" i sin tid var blevet så stort et hit for ham, som det var (noget jeg ellers aldrig har kunnet), og jeg behøver næppe understrege genhørsglæden fra publikums side.

Herefter gik tingene atter lidt i stå. Hmm. Manglen på opmærksomhedskrævende aktiviteter på scenen gav mig til gengæld god tid til at studere Adams forskellige "licks" under og mellem numrene – hvis han i en sekvens for eksempel fornemmede, at det gik særligt godt, lod han glimtvist pegefingeren væde af sin fremstrakte tungespids. Det var også først nu, at jeg bemærkede, hvordan hans negle var malet i hver sin skrigende M&M-farve – skulle nogen være i tvivl, måtte beskeden være, at han var lige til at spise.

I det hele taget blev denne del af aftenen udelukkende holdt oppe af Adam Ants fundamentale showmanship. Og den ros skal han have: Manden har en pudsig, uselvhøjtidelig måde at begå sig på, en facon der på én og samme tid fungerer som både rock'n'roll-kliché og antidote til selv samme. Han er en tidligere stjerne, men i modsætning til så mange andre i samme båd, virker Adam udmærket klar over, at betoningen ligger på "tidligere". I stedet for at udgøre et problem giver dette ham dog faktisk blot en slags frirum at operere i, og lige præcis det greb er nok det, jeg synes allerbedst om ved en Adam Ant anno 2011: At han ved, hvad varen er, men at han ikke selv presser for voldsomt på for at forføre køberen – det lader han publikum om selv at klare, eftersom størstedelen af dem med al tydelighed stadig hælder til den modsatte overbevisning end hans egen.

 

Tak for denne gang

Og netop forholdet til sig selv som et stykke "merchandise" blev da så også lige stanset ud i både neon og beton, da Adam hev husarjakken af for dermed at afsløre, at han inden under denne (selvfølgelig?) bar en T-shirt med et billede af sig selv som ung på. Tatoveringerne kom på den måde også frem i dagens lys, og snart blev trøjen ligeledes revet i stykker – it was all nipples and grins, ladies and gentlemen, all needles and pins. Til sidst røg også briller og T-shirt-rester, hvorefter den aldrende hitlistekonge gebærdede sig rundt i bar overkrop og med dertilhørende ikke helt vaskebrættrimmet mave – dog stadig med napoleonshatten på – mens han spillede covers af T. Rex's "Get It On" og "20th Century Boy". Jeg formoder, det var her, at jeg for alvor mistede interessen.

Nu sidder jeg så atter på mit lille værelse på det famøse Cadogan Hotel, hvor den irske forfatter Oscar Wilde (1854-1900) opholdt sig, da han blev arresteret for sit forhold til den dengang 19-årige Lord Alfred Douglas. Episoden var begyndelsen på Wildes bitre ende, idet forfatteren ved den efterfølgende retssag blev idømt to års fængsel for det homoseksuelle forhold og efter sin løsladelse døde syg og nedbrudt i Frankrig blot 46 år gammel. En så krank skæbne er heldigvis ikke tilfaldet Adam Ant. Han er i en langt højere alder officielt "back in action", og der skulle sågar også være nyt på vej på pladefronten: 17 år efter forgængeren Wonderful fra 1995 har sangeren nemlig varslet et nyt album med titlen Adam Ant Is The Blueblack Hussar in Marrying The Gunner's Daughter, der er sat til udgivelse i begyndelsen af 2012. Titlen lugter da lidt af fugl, ikke sandt? Hellere forrykt end forhutlet.

Adam Ant indskriver sig på mange måder i en lang engelsk tradition af entertainere, der er lige så meget gadesælgere, som de er sangere og performere. Han kommer fra en musikkultur, der er præget af lige dele music hall og art school og befolket af lige så mange stand-up performere som gigtplagede tænkere. Jeg ville i bund og grund gerne kunne give Adam Ant fire ud af seks stjerner for hans rene og skære showmanship, men bandet var simpelt hen for plumpt, hans sang en tand for svag, og tingene faldt ganske enkelt for meget fra hinanden, som koncerten skred frem. Alt i alt kunne det hele have været langt mere stramt og elegant serveret; evnen til at forføre ligger trods alt til manden, men dermed bliver nødvendigheden af at kunne begå sig med en anelse mere finesse – og frem for alt lidt større kunstnerisk belevenhed – tilsvarende vigtigere. Derfor kun tre stjerner. Men hvem ved, hvor alt det her ender? Et land har som bekendt de popstjerner, det fortjener.

 

Se Adam Ant-fotos fra de unge år via dette link


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA