Det danske post-punk-ikon er relativt positivt stemt over for det engelske new wave-koryfæ, som er tilbage efter en længere nedtur
Adam Ant, det store engelske new wave-ikon fra sen-70'erne og start-80'erne, er tilbage på livescenerne efter mange års pause præget af mentale problemer og indlæggelse på psykiatriske afdelinger. Nu er han nogenlunde fit for fight igen og arbejder blandt andet på et nyt album, hans første siden 1995.
Fredag aften gav Adam Ant koncert på Under The Bridge i London. Her havde GAFFA allieret sig med et dansk ikon fra post-punk-scenen (og meget mere), nemlig multimusikeren og forfatteren Martin Hall, til at anmelde koncerten. Og han er forholdsvis tilfreds med koncerten, som han tildeler tre stjerner, med pil opad.
Martin Hall skriver blandt andet: "Og lad os starte med det gode, for det var en ubetinget fornøjelse at se Adam blive mødt med den begejstring, som hans gamle neighbourhood overøste ham med fra samme sekund, han gik på scenen. Publikum ganske enkelt elskede ham. Iklædt husarjakke, napoleonshat med fasanfjer, briller og moustache var han sidste mand på scenen, og mens bandet (bas, guitar og to trommeslagere) gik i gang med det gamle "Plastic Surgery"-nummer fra 1977, lod han sig selvbevidst hylde i en række ironisk-ikoniske still-positurer. Om Adam selv har benyttet sig af lidt assistance fra kirurgerne på Harley Street, melder historien intet om (godt holder den efterhånden 56-årige ungersvend sig i al fald), det primære ved åbningssekvensen var, at han tydeligvis stadig havde masser af god gammeldags crowd control at gøre godt med."
Martin Hall fortsætter:
"Stemmen var omvendt ikke i optimal form. Han sang rent, bevares, men var – hvilket blev bekræftet i løbet af koncerten – forkølet og dermed en anelse afkræftet at lytte til. Til gengæld blev der lagt bastant ud med en stribe hårdtslående ældre titler som "Beat My Guest", "Zerox", "Cartrouble" og "Kick!", hvor især sidstnævnte fik sat gang i en motorikken på to yderst korpulente ældre herrer nede blandt publikum, den ene gråhåret og den anden med blå hanekam; for disse to seniores' vedkommende blev der sunget, råbt og chantet, som havde punkens komme netop ramt landet. Da det blev tid til "Deutscher Girls", dukkede der yderligere to pinup-lignende korsangerinder i kitsch-sexede, kortkjolede gevandter op på scenen, hvilket tilførte Adams live-band The Good The Mad & The Lovely Posse et passende cabaret-agtigt element. Kortvarigt havde jeg faktisk fornemmelsen af, at det først var nu, tingene ville begynde at tage fart."
Endelig konkluderer Martin Hall:
"Adam Ant indskriver sig på mange måder i en lang engelsk tradition af entertainere, der er lige så meget gadesælgere, som de er sangere og performere. Han kommer fra en musikkultur, der er præget af lige dele music hall og art school og befolket af lige så mange stand-up performere som gigtplagede tænkere. Jeg ville i bund og grund gerne kunne give Adam Ant fire ud af seks stjerner for hans rene og skære showmanship, men bandet var simpelt hen for plumpt, hans sang en tand for svag, og tingene faldt ganske enkelt for meget fra hinanden, som koncerten skred frem. Alt i alt kunne det hele have været langt mere stramt og elegant serveret; evnen til at forføre ligger trods alt til manden, men dermed bliver nødvendigheden af at kunne begå sig med en anelse mere finesse – og frem for alt lidt større kunstnerisk belevenhed – tilsvarende vigtigere. Derfor kun tre stjerner. Men hvem ved, hvor alt det her ender? Et land har som bekendt de popstjerner, det fortjener."
Læs hele den lange anmeldelse i GAFFAs anmeldelsessektion
