Nirvana: Nevermind (20th Anniversary Edition) Super Deluxe Editon

Nirvana
Nevermind (20th Anniversary Edition) Super Deluxe Editon

Nirvana: Nevermind (20th Anniversary Edition) Super Deluxe Editon

GAFFA

4 x CD / Universal Music
Udgivelse D. 24.09.2011
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

At lytte til Nevermind er lidt som at blive mindet om en god gammel ven, man ikke har set i mange år. En ven, man egentlig heller ikke har behov for at se igen, for man har allerede fået rigeligt ud af det venskab. Ikke desto mindre har tyve års jubilæumsudgaven af Nirvanas andet album været ret imødeset, da Nevermind trods alt var en næsten ligeså stor omvæltning for mange af 90'ernes unge, som det skulle vise sig at blive for Seattle-bandet.

Start-90'erne var nemlig en tid gennemsyret af en foranderlig elektricitet, et kulturelt skifte, hvor subkulturer blev det nye mainstream og det blev okay ikke at være helt okay. Og det tætteste, vi kommer på arnestedet for denne foranderlige tid er nok Nevermind, ledet an af hymnen Smells Like Teen Spirit. Der er nemlig ikke så meget at diskutere om, når der skal peges på den vigtigste pladeudgivelse i de seneste 20 år.

Men at kalde Nevermind det bedste album, der er udkommet i den tid, er nok så meget sagt. For for at gøre sig fortjent til en sådan status, så skal man vel stadig have lyst til at finde albummet frem jævnligt, og hvor mange af dem, der var med for tyve år siden, gør ærligt talt det? Og det er skam ikke fordi, det ikke stadig er fænomenale sange, men simpelthen fordi, at lige nøjagtig det album for længst er blevet spillet til døde. Det ligger så forankret i ens fortid, at det kan være lige så hård en tørn at komme igennem, som et fotoalbum med billeder fra ens teenageår.

Men nuvel, sommetider skal fortiden ses i øjnene og da især, når der nu er nogen, der har gjort sig umage med at pakke den flot ind. For flot ser denne såkaldte Super Deluxe-udgave af Nevermind skam ud, men er indholdet nu også så godt, at det er alle pengene værd? Både og. For ligesom med With The Lights Out-boksen, så er størstedelen af indholdet ikke det Nirvana-skattekammer, som mange så inderligt håber på. 

Og når nu Super Deluxe-udgaven så åbenlyst henvender sig til de allerstørste fans, så kan det da godt ærgre, at den medfølgende bog ikke er mere nørdet end som så. Som f.eks. forlaget Continuums 33 1/3 bog-serie, der pertentligt studerer og analyserer et værk. I stedet bruges der f.eks. syv af bogens sider med at afbilde indspilningsbudgettet, for er der noget der kendetegner Nevermind, så er det da penge...

Langt mere interessant er Kurt Cobains egen track-by-track guide til albummet, hvor han f.eks. havde følgende udgydelse at hæfte på generationshymnen Smells Like Teen Spirit: "My generation's apathy. I'm disgusted with it. I'm disgusted with my own apathy too, for being spineless and not always standing up against racism, sexism and all those other isms the counterculture has been whining about for years."

Intet under at Nirvana skulle vinde så stort indpas hos de unge i 90'erne, for var der noget Nevermind var, så var det en tiltrængt universel fællessang for utilpassede unge. Eller var det snarere en opsang? Faktum var, at Cobain brændte igennem med hver en tone, der blev vredet ud af guitaren og skreget. Det var alvor det her og i modsætning til det forrige årtis store hårde rocknavne, så handlede det hele ikke om at score, drikke og se så sej ud som muligt.

Men samtidig med at Nevermind var et primalskrig af følelsesmæssige fortvivlelse,  så var sangene også så forbandede velkomponerede og fængende, at man ikke kunne undgå at blive underholdt hele vejen igennem. For det var fuldt af momentum for masserne. Kontrastspillet opsummerede tv-værten Jon Stewart måske bedst, da han under et nyligt interview med de to overlevende Nirvana-medlemmer beskrev albummet, som hvis The Beatles havde slugt Black Flag. Melodi og mytteri i perfekt sammenspil.

 

57 bonusnumre plus deres bedste elektriske liveudgivelse til dato

Første cd i denne Super Deluxe-udgave udgøres af det originale album i en nyligt remasteret udgave, plus de i alt ni b-sider, der var at finde på albummets fire singler. Når man nu vælger at fejre dette klassiske album, så kan det godt irritere, at der pilles ved albumformatet, for burde b-siderne ikke placeres på en af bonus-cd'erne i stedet for at blive klasket på cd'en med originalalbummet? Og var en af de mange genistreger ved originalen ikke den lange lydløse pause, der var mellem albummets sidste anførte nummer Something In The Way og det kakofoniske støjangreb Endless, Nameless der egentlig afsluttede albummet som et skjult ekstranummer?

På denne nye udgave af albummet er pausen imellem de to modpoler blot tyve sekunder, og så er der pludselig ikke så meget overraskelsesangreb over det. Småtingsafdelingen til side, for de ni b-sider fejler skam intet, tværtimod, men de er ikke ligefrem sjældne og føjer derfor ikke merværdi til udgivelsen.

Udgivelsens anden cd er delt op i tre afdelinger, først er der otte sange fra The Smart Studio Sessions fra 1990, hvor Bleach-trommeslageren Chad Channing stadig besad trommetjansen. Af disse optagelser har kun Pay To Play (tidlig version af Stay Away) og Velvet Underground-coverversionen Here She Comes Now været udgivet før, men de indtil nu uhørte resterende seks sange føjer ikke ligefrem afgørende nyt til Nirvana-sagaen.

Næste kapitel er de otte The Boombox Rehearsals-sange, der som titlen antyder er optaget på en ghettoblaster, og derfor er lydkvaliteten et godt stykke under det, øret kan kapere af en demooptagelse. Bevares, det er skam meget sjovt at høre disse i alt 16 sange i tidlige inkarnationer, men der er alligevel ikke meget smæk at hente for skillingerne her.

Anderledes interessante er cd'ens to sidste sange optaget til to forskellige BBC Session i slutningen af 1991. Drain You viser, hvor tight et liveband Nirvana kunne være på en god dag, og den stålsatte og elektriske version af Something In The Way beriger i den grad hele denne voluminøse genudgivelse.

Tredje cd er helliget de hidtil uudgivne The Devonshire Mixes, der er en art pre-mixes, lavet af Butch Vig under tilblivelsen af albummet, som en referencekopi til bandet. Så egentlig er det bare albummet, som vi kender det, dog i et lettere skrabet mix, i forhold til den polerede endelige udgave signeret Andy Wallace. Det lyder måske ikke synderligt ophidsende, men det er de små detaljer, der gør den afgørende forskel på disse velkendte travere. Derfor burde det blive denne cd, der ryger i afspilleren, næste gang man vil høre Nevermind.  Især treenigheden af Lithium, Territorial Pissings og Drain You viser, hvor stjernegodt et band Nirvana var.

Udgaven af Lithium er her mere dynamisk mikset end albumversionen, og derved eksemplificeres bandets næsten patenterede quiet-loud-quiet-greb til perfektion. Territorial Pissings er uanset version ren og skær punkrock deluxe, og Cobains afsluttende skrigeri balancerer på en knivsæg af livslede og det humoristisk skabede. Og så viser især det atmosfæriske mellemstykket i Drain You, hvor meget der trods alt blev kælet for detaljen i Nirvana-lejeren, selvom det hele gerne skulle fremstå som umiddelbar punkrock.

Fjerde og sidste cd er lydsiden til den ligeledes inkluderede dvd, der fanger bandet på hjemmebane i Seattles Paramount Theatre den 31. oktober i 1991. Og i både cd og dvd-udgaven er der virkeligt noget at komme efter. For dette er så sandelig den mest eksplosive liveoptræden, der til dato er udsendt med med raw power-trioen. Dave Grohl viser sig som den monstertrommeslager, han er, med det lange hår hvirvlende lige så hurtigt rundt som de tæsk, han uddeler til det hårdt belastede trommesæt. Tårnhøje Krist Novoselic dingler barfodet rundt og leverer en brysk basbund med instrumentet i knæhøjde, når han ikke serverer tørre one-liners, som "white boy funk sucks!" efter bandet netop har jammet over noget, der kunne være signeret Red Hot Chili Peppers.

Og sidst og absolut ikke mindst finder man en skarpt fokuseret Kurt Cobain i front, med så megen intensitet og energi i sit spil, at han flere gange er ved at vælte omkuld af ren og skær ukontrolleret vildskab. Der skal ikke fremhæves enkelte numre i denne koncert, for samtlige 19 affyres som drabelige pletskud, fra et fængslende band. Skulle denne liveoptagelse anmeldes for sig, var vi oppe på de maksimale point, for ud over selve koncerten, så er lyd- og billedkvaliteten så flot gengivet, at det ikke kunne optages bedre i morgen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA