x
Gillian Welch: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Gillian Welch, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Gillian Welch: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Hvis musikken før i tiden dyrkede det ægte og originale, ligger det i tidsånden i dag, at den ofte bevæger sig gennem et svimlende musikalsk ophav. Her kan det være svært at finde udtrykkets oprindelse, musikken låner af mange forskellige traditioner, fordobler sig selv og påberåber sig ikke nødvendigvis nogen form for autenticitet. Sådan kan trenden i dag se ud.

Men ikke for Gillian Welch. Nogle vil sige, at hendes rootsorienterede og historiefortællende americana er nostalgisk. Men det vil jeg tvivle på. For selvom tonen er længselsfuld, bliver længslen lige præcis opfyldt: i sangen! Hendes små countryperler bekræfter, at man kan komme derhen, at man kan opholde sig i drømmen, blive ét med og udleve den musikalske utopi. Sangene tager den velkendte sorg på sig og bliver en form for frelse, der ikke har meget med nostalgi at gøre, selvom lyden kan lyde af fortid.

Musikalske myter

Det er et næsten antropologisk studie at opleve den 44-årige amerikaner og hendes ægtemand, guitartroldmanden David Rawlings, der fredag aften gæstede København. Selvom de klæder sig, helt som man forestiller sig countryklichéen med cowboyhat og støvler, er der absolut intet forstilt eller poserende over dem. De gør bare, hvad de gør, og det er virkelig en oplevelse at se på og lytte til. Mellem numrene kigger de ud i salen, griber en stemning og kommunikerer fuldstændig naturligt, sjovt og afslappet til publikum.

Og det er svært ikke at lade fantasien løbe, når man ser dem stå dér – åbenlyst ude af deres rette element. Man kan forestille sig, at de må leve og have det bedst et sted på landet i Amerika blandt heste, perfekt stemte guitarer og altid brændende bål (hvad der i øvrigt vist er tilfældet!) Man fornemmer, at grænsen mellem liv og musik er fuldstændig flydende her. Musikken er lyden af liv, der leves. Af en dagligdag, man lige præcis overlever med musikken. Derfor handler countrysangen tit om sangen selv.

Perfekt symbiose

Alene på scenen og i overnaturlig symbiose med hinanden gled Welch og Rawlings gennem aftenens repertoire. Stemmerne var perfekt synkroniseret, så meget, at Rawlings måtte blinke undskyldende, da han faldt ud i et splitsekund. Det burde han nu ikke, for det var ofte de mest skrantende steder, der faktisk også var de mest opløftende. For eksempel da Welch ivrigt måtte vride stemmen op i verset i "Look At Miss Ohio" (med den i øvrigt ubetalelige linje: "Yeah I wanna do right, but not right now"). Det klædte det til tider lidt strømlinede og metronomagtige i udtrykket.

Rawlings og Welch fremstod som en perfekt fraseret helhed, og det er elementært tilfredsstillende at høre deres stemmebånd kravle op og ned ad sangene i pagt med traditionens dyder. Deres harmonier giver næsten en magisk følelse af, at man kan være flere steder på én gang: I Welchs melodi og i Rawlings' ofte uforudsigelige tilnærmelser og veje rundt om den. Klichéen – der vel er enhver countrysangs udgangspunkt – overmandes her af stemmens ruter, stemmens nærvær og selvfølgelig den musikalske udforskning af netop klichéen. Musikkens vilje og evne til at tage klichéen på sig og forvandle den.

I "Revelator" skejede Rawlings helt ud på guitaren – endda med slet skjult hilsen til Prince og "Purple Rain" – i en på alle måder virtuos opvisning. Rawlings dyrker perfektionen, i noget der ligner en semireligiøs (og utidssvarende, men velkommen) tro på, at den forfinede leg med instrumentet kan føre til højere erkendelser. Med en blanding af uhyre stilsikkerhed og teknisk finesse a la Mark Knopfler beviste han, at han er en af verdens bedste til det, han gør. Men samtidig kunne han holde igen. Hans situationsfornemmelse var så vild og hans spil så nysgerrigt og fejlfrit, at selv hans forsøg på at være grim bare var elegant.

Mange forklædninger

Koncerten bestod groft sagt af den samme sang i mange forklædninger, for Welch og Rawlings kan kun én ting: give den gode sang mange uimodståelige udtryk. Der er absolut forskel på sangene, med de udspringer af samme gavmilde, men forjættede countrykilde. Og det var bare at tage dem én efter én: "Annabelle", "Elvis Presley Blues", "Make Me A Pallet On Your Flour", "Scarlet Town" og så videre. Vi fik alt det bedste, med "Orphan Girl" som mest mindeværdige undtagelse, og så fik vi verdens langsomste jodle-sang, samt et afsluttende ekstranummer på kanten af scenen uden mikrofoner, hvad der fik hele Det Kongelige Teater til at vibrere, idet man måtte holde vejret for ikke at gå glip af noget.

I længden kunne man savne en anelse mere variation i udtrykket og lidt mere vovemod, men helt grundlæggende var det et forløsende og smukt rum, Welch og Rawlings skabte.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA