x
Liz Green: O, Devotion!

Liz Green
O, Devotion!

Liz Green: O, Devotion!

GAFFA

Album / Play It Again Sam
Udgivelse D. 21.11.2011
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Engelske Liz Green er en forunderlig skikkelse, som det er svært ikke øjeblikkeligt at falde pladask for - hendes selverklærede forbilleder tæller navne som Bessie Smith og Édith Piaf, og hun er da også at betragte som en herligt veloplagt symbiose mellem beslægtede amerikanske legender som Billie Holiday og Judy Garland. Der er tale om en fornemt enestående og troværdig opdatering af de gamle divaers lyd og udtryk, men samtidig fremstår den eventyrligt syngende Liz Green tilpas aparte til, at hun i høj grad er sin egen.

Nærværende debutalbum forener på beundringsværdig vis det hjemlige og hyggelige med det dystre og hjemsøgende, og man ved aldrig helt, hvor man har hovedpersonen, der sit mildt vuggende 1930'er-inspirerede chanson-univers til trods har noget farligt over sig – ikke mindst grundet de ofte makabre tekster. Trekløveret bestående af den lumske Midnight Blues, den dvælende Displacement Song og den spruttende Bad Medicine står allerstærkest, men O, Devotion! er absolut forførende og en udtalt nydelse fra start til slut.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA