x
Lamb med Jay Leighton og Rosa Lux: Store Vega, København

Lamb med Jay Leighton og Rosa Lux, Store Vega, København

Lamb med Jay Leighton og Rosa Lux: Store Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den engelske duo Lamb vakte en del opmærksomhed i sidste halvdel af 90'erne og begyndelsen af 00'erne med deres originale blanding af et folk-inspireret singer-songwriter-univers på den ene side og hårdtpumpede drum'n'bass-elementer på den anden. Efter fire fine udgivelser gik de to medlemmer, sangerinde Lou Rhodes og programmør Andy Barlow, hver til sit i 2004 for at hellige sig soloprojekter. Her i foråret vendte de så tilbage med albummet "5", udgivet på eget selskab efter crowd funding-metoden, hvor deres fans på forhånd var blevet bedt om at lægge ud – i form af 20 pund per person, som så ville få en deluxe-udgave af albummet.

I alt 2800 personer gjorde dette, og resultatet blev et udmærket album, som Lamb nu er taget på turné med – på ganske traditionel vis.

Turnéen ramte København mandag aften, hvor et trekvart fyldt Vega tog imod duoen med stor entusiasme. Lamb anno 2011 live viste sig at bestå af Rhodes, Barlow samt kontrabassisten Jon Thorne – men ikke den danske trommeslager Nikolaj Bjerre, som var med på turnéen i 2004 – og de tre stod på rad og række forrest på scenekanten.

Lamb lagde ud med "Another Language", åbningsnummeret fra det nye album, og viste, at de stadig er i besiddelse af deres spidskompetencer: Lou Rhodes har fortsat en utrolig smuk og særegen stemme, krystalklar, ganske let hæs og med en meget tydelig diktion. Andy Barlow formår atter at levere effektive programmerede trommespor og synthelementer, og Jon Thorne pisker stemningen yderligere i vejret med sin kontrabas uden krop.

"Little Things" fra 1999-albummet "Fear Of Fours" fulgte, og publikum var tydelig begejstrede for denne semiklassiker, der ligesom mange andre af Lambs numre bevæger sig ad andre stier end rock- og dancemusikkens sædvanlige fokus på 4/4-takter – også jævnfør albummet titel. Kombinationen af kontrabas og synth-ditto gjorde dog lydbilledet meget tungt, og det overdøvede næsten Lou Rhodes' ellers fabelagtige stemme.

Ellers bestod hovedsættet primært af sange fra det nye album. Numre, som er ganske udmærkede uden helt at rumme energien fra gruppens første to album, hvor clashet mellem den udtryksfulde englevokal og den hårdtpumpede bund sendte behagelige chokbølger gennem masser af musikelskere. Lamb anno 2011 er lidt mere eftertænksomme og balladeorienterede, om end der stadig er plads til lejlighedsvise musikalske aggressioner, eksempelvis i "Strong The Root" med en dyb, dyb, næsten dubstep-associerende bas.

Samme bas var dog til tider for dominerende, så man næsten skulle holde sig for ørerne, og Lou Rhodes' smukke røst druknede derfor til tider lidt i lydbilledet. Derfor var de mere afdæmpede sange en lise, eksempelvis den vuggende "Wise Enough", hvor Andy Barlow også var en tur forbi trommesættet, mens bandets unavngivne roadie blev sat til at passe maskinparken i mellemtiden. Noget, der skete flere gange i løbet af koncerten.

Plads til begejstring

Publikum var begejstrede, og det spredte sig tydeligt til scenen, hvor de tre lam sprudlede af energi. Eller var det omvendt? I hvert fald var glæden stor på begge sider af den scenekant, hvor Andy Barlow ofte var ude for at opildne salen, hvilket næsten var overflødigt. Det var dog de gamle sange, der vakte størst jubel, ikke mindst et af gruppens absolutte glansnumre, den smukke ballade "Gorecki", der lukkede hovedsættet. Sangen begynder ganske afdæmpet, men bygger langsomt op til et forløsende klimaks, hvor bas og beats sætter ind og gør nummeret til en formfuldendt lille popsymfoni, med slagtøjssolo ved Andy Barlow. Et højdepunkt såvel på det selvbetitlede debutalbum fra 1996 som i Vega i 2011.

Oven på denne bjergtinde var kravet om ekstranumre massivt, og vi fik da også tre af slagsen, alle fra Lambs unge år. Først "What Sound" fra gruppens tredje album af samme navn fra 2001, derpå den lange, sejtrækkende "Trans Fatty Acid" fra debuten og endelig – efter nok en fremkaldelse – det fremragende "Cotton Wool", også fra debuten. Et stjerneeksempel på det unge Lamb, hvor sfæriske vokaler og kantede drum'n'bass-rytmer gik op i en højere enhed, og det gjorde de også denne mandag aften på Vega.

Lamb anno 2011 lever og har det godt, og var det ikke for de periodevis for massive baslinjer, havde vi været oppe på de fem stjerner. Nåja, og så var det lidt underligt, at gruppen aldrig fik præsenteret deres hårdtarbejdende roadie og ekstramusiker, nu de ellers var så overskudsagtige. Til gengæld brugte de lang tid i merchandiseboden efterfølgende, hvor de lovede, at de går i gang med et nyt album til næste år, når de er færdige med deres tur. Så der kommer ikke til at gå otte år inden deres næste album, og tak for det.

 

Opvarmning 1: Jay Leighton ***

Inden Lamb gik på, fik vi hele to opvarmningsnavne. Først den engelske singer-songwriter Jay Leighton, som også var gruppens merchandisemand. Han spillede fem okay numre i den melankolske afdeling, med en fin, længselsfuld vokal ikke ulig Teitur og billedrige tekster. Musikalsk var der dog ikke meget nyt under solen i hverken melodier eller akkordrundgange, og Leighton virkede en kende malplaceret med sine dybt traditionelle sange denne aften, hvor der kom anderledes hittepåsomme toner og rytmer på scenen senere.

 

Opvarmning 2: Rosa Lux ****

Trods en rolle som opvarmning havde Rosa Lux kørt det halvstore skyts frem til sin halve time på scenen. Rosa Lux er mest kendt som dj og udgav i maj sit udmærkede debutalbum "Monsters" med en række gæstesolister. Denne aften havde hun selv taget plads bag en akustisk guitar – som desværre ofte druknede i lydbilledet – og allieret sig med synthspilleren Thor Finland, keyboardspilleren og bassisten Thomas Graae samt sangerinden Sara Grabow, alle med spektakulære hovedbeklædninger. Vi fik seks fine, semielektroniske numre med den både melodiske og melankolske undertone, som kendetegner Rosa Lux, og som gør sammenligninger med Trentemøller oplagte.

Undervejs kom Martin Ryum på som duetpartner i "Lose You", og som sidste sang fik vi storhittet "Min Klub Først" med Alberte og Josefine Winding på leadvokaler. Hvor Winding junior virkede en kende nervøs foran den næsten fyldte sal, syntes den meget sikre Alberte at hvile i sig selv i rollen som moden club-diva. Alt i alt et gedigent opvarmningssæt, som gav én lyst til at se Rosa Lux i rollen som hovednavn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA