x
Flødeklinikken og Barbara Moleko: Train, Aarhus

Flødeklinikken og Barbara Moleko, Train, Aarhus

Flødeklinikken og Barbara Moleko: Train, Aarhus

Anmeldt af Sara Solhøj | GAFFA

Og det var præcis, hvad de gjorde fredag aften på Train.

Allerede fra start var der tæt pakket foran scenen med unge mennesker, der hungrede efter håndtegn fra de to rappere i front. De to energibundter har døbt sig selv noget så mærkværdigt som Damp og Laublau.

Det første navn er nu ikke upassende, for der blev hoppet og danset umenneskeligt meget på scenen. Så meget at energien forsvandt for en periode midt i sættet.

Det startede dog yderst lovende, da et meget veloplagt band kom på scenen, hyldet af teenageskrig, pift og flagrende hænder. Scenen blev i første omgang mørklagt, mens bandet stirrede tomt ud i luften, badet i neon. Pludselig blev der sat gang i et temposkift, og med en bragende energi fra samtlige medlemmer blev koncerten for alvor sat i gang, da hittet "Blå Vogn" strømmede ud til det glade publikum. Energien blev bevaret, og i løbet af de næste minutter blev også P3-hittet "Jeg vil se dig græde" fyret af, kun efterfulgt af flere energifyldte ørehængere.

Men midt i sættet gik det for en periode ned ad bakke. Under nummeret "Cirkus" mistede bandet mere og mere energi, hvilket smittede af på det ellers hoppende publikum. Det hang muligvis sammen med den lidt uheldige fordeling af numre, da stort set alle de kendte sange blev fyret af inden for koncertens første halve time.

Det gjorde det ikke meget bedre, at lydmanden havde en mindre god aften. Det virkede ikke som om han kunne få bugt med dj'ens bas, der var så høj at den kunne skabe tarmslyng hos selv den mest garvede koncertgænger. Samtidig ødelagde den rungende bund samtlige vokalpræstationer, og gjorde det for det meste umuligt at skille ordene fra hinanden. Det blev mest bare til en mudret sammenblanding, hvilket gik ud over den samlede koncertoplevelse.

På trods af dårlig lyd og svingende energi formåede manden bag trommerne, Frederik Carstens, og sangerinden, Sarah Mariegaard, at holde standarden på den musikalske front og fjernede delvist fokus fra de negative sider af koncerten.

Heldigvis fik resten af bandet også kæmpet sig tilbage, og da det kom til nummeret "Frk. Marley", blev der på ny udført spraglede rejehop på scenen. Specielt fra guitarist Emil Falk, der benyttede lejligheden til at smide både trøje og guitar, mens han med vilde bevægelser fægtede rundt bag en Moog. Det tog en smule af fokus fra Damp og Laublau, der ellers havde godt fat i publikum. Sammen fik de på plads, hvor mange de var, der delte Frk. Marley. Og det var mange.

Flødeklinikken sluttede med ekstranumrene af, som de startede: På allerhøjeste energiniveau. Der blev både hoppet og stagedivet til den helt store guldmedalje. Afslutningsvis fik Flødeklinikken størstedelen af publikum til at sætte sig på hug foran scenen, før de samlet fjedrede af, og sprang højt op i luften, for så at hoppe de allersidste kræfter ud til tonerne fra "Hvem er glade". Og det var der mange, der var, da Flødeklinikken takkede af for aftenen. 

Flødeklinikken udgiver deres andet album i maj.

 

Opvarmning: Barbara Moleko

****

Hvad Flødeklinikken havde på energifronten, havde Københavneren Barbara Moleko på vokalsiden. Og det i overflod.

Der var dømt sommerfest og shorts på scenen, da det yderst velsyngende unge talent kom på banen, dansende og storsmilende.

Sammen med sit dygtige band fik hun fyret op under publikum med sine glade og poppede hiphoprytmer, der blev tvistet med toner fra souluniverset. I løbet af meget kort tid faldt publikum pladask for den charmerende krøltop.

Selve teksterne var på ingen måde banebrydende, men Barbara Moleko forstår at levere sine historier med både mimik og variation i sin stemme.

Barbara Moleko udgav i mandags førstesinglen "Gå en tur", og står til sommer klar med sit første album.

 

Se flere turnédatoer og køb billetter via GAFFA Live.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA