The Eclectic Moniker: The Eclectic Moniker

The Eclectic Moniker
The Eclectic Moniker

The Eclectic Moniker: The Eclectic Moniker

GAFFA

CD / Alarm Music
Udgivelse D. 14.05.2012
Anmeldt af
Simon Christensen

Det syv mand store orkester med aner på Fyn, The Eclectic Moniker, med den storskæggede sanger Frederik Vedersø i spidsen debuterer med The Eclectic Moniker, 12 sommerlige popsange, der skeler til både afropop og indierock.

Gruppen åbner med rablende råbekor og atmosfæriske arpeggioer på den nonsens-storladne Typewriter Tip Tip Tip, som oprindeligt er en indisk filmmelodi, og slår derefter direkte over i caribiske temaer på singlehittet Easter Island, et arrangement, der er skruet sammen af et driblende calypso-beat, hurtige guitarfills og olietønder (synth) med en behagelig tenorstemme som guide.

Herefter udfolder debutalbummet sig med gentagende virkemidler; ikke mindst melodierne, tonelejet, funk-guitarerne og slagtøjet har det med at kredse meget tæt om det samme, og i de mest ligefremme sange (Aquarium, Going To Paris og Terminal) bliver det helt igennem trivielt og uinteressant på den der John Mayer-agtige måde. Til gengæld klæder det eklektikken, at produktionen giver masser rum til de forskellige elementer og næsten bliver minimalistisk på balladerne From All Of Us, A Million Balloons og Sunshine Song.

Mest er The Eclectic Moniker et up-tempo, hedonistisk sommeralbum med et helt andet udgangspunkt end dansk. Personligt synes jeg, musikken gøgler først og udforsker så, og at The Eclectic Moniker burde give et cut af sine KODA-penge til Paul Simon, men omvendt berettiger det ikke til diskvalifikation, at man laver festlig afropop og forholder sig til sine forbilleder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA