x
Jakob Brønnum: Verden ifølge U2 - Lyst og længsel

Jakob Brønnum
Verden ifølge U2 - Lyst og længsel

Jakob Brønnum: Verden ifølge U2 - Lyst og længsel

GAFFA

Bog / Forlaget Alfa
Udgivelse D. 11.06.2012
Anmeldt af
Espen Strunk

Sådan meget groft skitseret kan man opdele lekturen om populærmusik i mindst tre hovedkategorier – med plads til afstikkere: den traditionelle, lineære biografi. Fan- eller festskriftet. Og endelig det akademiske, (tekst)analytiske værk. Forfatteren og teologen Jakob Brønnum placerer sig med sin aktuelle bog om det irske rockband U2 og navnlig forsangeren Bonos tekster midt mellem de to sidste; seriøsiteten er stor og tekstanalyserne omfattende og grundige, men samtidig lægger forfatteren på intet tidspunkt skjul på sin personlige, subjektive og dybest set irrationelle fascination af sit emne.

Lige fra begyndelsen benytter Brønnum sig desuden af et malende og tilstræbt poetisk sprog. Det kunne være gået grueligt galt, men faktisk fungerer det udmærket, som her i bogens allerførste linier:

"Evigheden begynder i det øjeblik, tonen viser sig som en solopgang. Den består af en elektronisk klang og et stort, gotisk kirkeorgel. Som en regnbue. Den lyder stærkere og stærkere, som om den er ved at samle sig til at skulle et eller andet, og så begynder den at falde. Nu genkender vi den som musik, vi har hørt alle steder og ingen steder, i et indkøbscenter, i en kirke, under et himmelrum. Det er, som om porte slås op".

Seriøst værk

Modsat hvad en åbning som denne kunne antyde, er der imidlertid gennemgående tale om et seriøst, akademisk værk. Omkring halvfjerds af gruppens tekster nærlæses entusiastisk og også så ekstensivt, at andre end relativt inkarnede fans formentlig vil stå af. Eksemplerne spænder fra tidlige tekster som Vertigo og Sunday, Bloody Sunday til nyere lyrik som No Line on the Horizon (2009), men præsenteres ikke kronologisk.

I stedet ordnes de tematisk i bundter under overskrifter som Kærligheden til New York og kritikken af Amerika, Skønheden og den kvindelige urkraft og Selvmordets mulighed og umulighed. Hos Brønnum bliver Bonos tekster et nærmest eksistentialistisk prisme at anskue den postmoderne virkelighed igennem, og selvom jeg ikke kan påstå, at jeg fuldstændig kan følge Brønnums begejstring, argumenterer han overbevisende og skriver gennemgående godt.

Det er altid interessant, når aktuelle (populær-)kulturelle fænomener søges indplaceret i en større kontekst, og Brønnum er en kompetent guide på en tur gennem gruppens tekstunivers, som trækker tråde til såvel Jerry Lee Lewis, Curtis Mayfield og Ben. E. King som Malcolm X, Voltaire, Mao Tse-Tung, Homer og mange flere. Brønnum har tidligere givet smagsprøver på sin indsigt i gruppens univers med sit bidrag til den – i øvrigt også anbefalelsesværdige – fire år gamle antologi Rockpoeter og med Verden ifølge U2 – Lyst og længsel har forfatteren begået en læseværdig og begavet introduktion til det populære rockband.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA