x
Liars: WIXIV

Liars
WIXIV

Liars: WIXIV

GAFFA

Album / Mute Records
Udgivelse D. 04.06.2012
Anmeldt af
Erik Barkman

At høre nyt fra Liars er lidt som at besøge bekendte med små børn. Ofte er de dårligt til at kende fra sidste gang, krabaterne. Det gælder dobbelt på WIXIV, der endegyldigt kapper Liars' fortøjninger i guitarrocken. I stedet svæver frontmand Angus Andrews' vokal omkring i et elektronisk lydunivers domineret af massive synthflader og pulserende basgange.

Som de musikalske klunsere, de er, låner Liars på WIXIV fra de bedste. Albummets 11 skæringer leder tankerne i retning af både Metronomy, Radiohead, Burial, LCD Soundsystem og mange, mange flere, men Liars lyder aldrig som gamle mænd på jagt efter tidens toneklang. De går deres egne veje, new yorkerne, altid med stort musikalsk overskud.

WIXIVs fokus på drømmende stemninger og medrivende rytmer betyder, at sangskrivningen glider lidt ud af fokus. Egentlig ærgerligt efter et par album, hvor Liars udviklede sig med stormskridt som komponister. Til gengæld aftvinger trioens appetit på nye musikalske horisonter respekt, og WIXIV er et på alle måder veldrejet og ambitiøst album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA