Pearl Jam: Forum, København

Pearl Jam, Forum, København

Pearl Jam: Forum, København

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Allerede under opvarmningen med punk-veteranerne i X dukker hele Pearl Jam op og leger med, og senere gør Mike McCready og Eddie Vedder hver for sig bandet selskab, hvor særligt Vedders donkraft af en stemmekapacitet løfter X's glimrende sange til helt nye højder. Der er noget helt særligt i vente i aften, hvor Forum allerede inden bandet går på er ved at nærme sig kogepunktet.

Der startes blidt ud med "Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town", der fremkalder både kuldegysninger og fællessang i den overophedede sal, før skarpladte og sammenbidte udgaver af "Last Exit" og "Do The Evolution" med knastørre guitarer, voldsom energi og en vokal, de fleste andre sangere ville give deres højre arm for, sender intense rockudladninger ud over det sagesløse publikum.

"God aften København!" lyder det fra Eddie på, hvad der ville være en skam at kalde fejlfrit dansk: "Vi har to ting at fejre i aften; et: at vi er i Danmark, og to: at det er sidste show på touren, og vi vil gøre, hvad vi kan for at gøre det til det bedste show, vi kan." Det kan allerede her afsløres, at det lykkedes. Afsluttende lover Eddie at han: "vil tale engelsk, for mit dansk er lort."

Ind til benet – og hjertet

En smuk og energisk "Love Boat Captain" sætter sig som en klump i halsen. Det er det Pearl Jams musik kan: være rå, ærlig og uforfalsket rock 'n' roll uden gøgl med diverse effekter. Det er musikken det handler om, og den er skåret ind til benet – og hjertet. Sidstnævnte får da også et lille stik med den opdaterede linje: "Lost nine friends we'll never know twelve years ago today"

Vi får en vidunderligt rablende og ordrig "Push Me Pull Me" og en træfsikker "Even Flow", der aldrig slår fejl, og McCreadys drømmesolo giver Vedder tid til en slurk vi eller to, før vi får en gnistrende og snerrende "Cropduster", der er en ren fryd. Den inderlighed hvormed nummeret lægges for dagen er forbilledlig.

Under "Wishlist", der får et ekstra politisk vers, er det svært at ønske sig mere, og "Insignificance" er tæt på at blæse taget af det kogende Forum – guderne skal vide, at vi godt kunne bruge lidt frisk luft derinde.

Efter en mindre pause fortæller Vedder, hvordan bandet som de pacifister, de er, er kede af at komme fra et land der eksporterer så mange våben, men at de til gengæld er glade for at være i et land, der er så succesrige, hvad vindenergi angår, og som en hilsen til våbenindustrien får vi pragtfulde "Glorified G", efterfulgt af "Why Go" og en heftigt pulserende "State Of Love And Trust". "Porch" leveres med voldsomhed og ynde, og denne anmelder har aldrig hørt den bedre.

Medrivende og magisk

Bandet sikrer sig lige, at vi har det godt, og at vi passer på hinanden, før en rørende og mørk "Footsteps" lægger sig over publikum, der herefter kan lade sig bevæge af en medrivende og magisk "Just Breathe".

Vi får sange fra hele bagkataloget, både klassiske hits som "Given To Fly", "Rearviewmirror", der farer af sted uden at se sig tilbage, og "Jeremy", hvor publikum kan hver et ord, men også de mindre kendte sange som eksempelvis "Habit", "Present Tense" og en fuldstændig smadret "Smile", der i øvrigt dedikeres til den nyligt afdøde Dennis Flemion fra The Frogs. Aftenen igennem er der god kontakt mellem publikum og band, og Vedder er i den snakkesalige hjørne, og publikum belønner indsatsen ved at tage over og synge hele første vers og omkvæd af "Betterman", der skaber ren eufori – godt gået af en ellers trist lille sang. "Crazy Mary" byder på sveddryppende soli fra Boom Gaspar og McCready, og hymnen "Alive" får knyttede næver i luften, og endnu engang kommer stemmebåndende på gled.

Som det sig hør og bør tændes lyset før de sidste numre, og effekten er, at bandet kommer i øjenhøjde med publikum uden scenelys og mørke. Et sympatisk træk, der ingenlunde trækker kraften ud af de stærke afsluttere; The Whos "Baba O' Reiley" og "Yellow Ledbetter".

Pearl Jam har i aften leveret en rockoplevelse af en anden verden, og det er vitterligt ikke mange bands, der matcher Seattle-drengenes indlevelse og engagement. Gåsehuden har været flittigt repræsenteret i et ellers overophedet rum, og selv med en række fantastiske Roskilde-koncerter frisk i erindringen ved man, at man går hjem med en koncert af de helt store i bagagen. For at citere "Smile": "I miss you already!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA