x
Nephew: MuseumsCenter Hanstholm

Nephew, MuseumsCenter Hanstholm

Nephew: MuseumsCenter Hanstholm

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen | GAFFA

MuseumsCenter Hanstholm, der består af et befæstningsanlæg fra 2. verdenskrig, dannede i går aftes rammerne for den anden af Nephews fem koncerter langs Vesterhavet, inden turnéen går videre til resten af landet. "Vesterhav! Kom nu og blæs mig i gang" synger bandet i singlen "Hjertestarter", og sammen med 250 publikummer i flere aldersgrupper var de taget helt ud, hvor kragerne vender i kølvandet på november måneds albumudgivelse.

Koncerten foregik i et aflangt museumsrum med en lang glasrude ud mod Vesterhavet og et hold Nephew-fans, som ikke havde fået billet, men som der alligevel var musik og kærlighed til igennem ruden. Folk stod med fadøl rundt omkring i museumsrummet, og scenen kunne næsten vække minder til gymnasiekoncerter med dens forholdsvis lille størrelse. Koncerten var udsolgt, så folk stod tæt, ligesom bandet var klemt godt sammen på de få kvadratmeter – klædt i fem ens speciallavede "Hjertestarter"-uniformer.

Efter at Figurines' Christian Hjelm havde varmet folk op med sine dansksprogede og livsglade sange, gik Nephew-drengene enkeltvis på scenen til en længere intro, der efterfølgende udviklede sig til sangen "Alt Er Hårdt" fra albummet "Hjertestarter". Vi blev præsenteret for autotunet vokal, det nyfundne, nephewske mandekor og masser af støjende guitarer, der generelt fik lov til at fylde meget i lydbilledet i løbet af showet.

"Åh Gud (Jeg Håber Du Holder Øje Med Mig)" var anden sang i sættet med tunge beats og distortede guitarer, og den blev efterfulgt af radiohittet og kærlighedsfortællingen "Klokken 25". Flere af sangene fra "Hjertestarter" fik et helt nyt liv som liveudgaver i forhold til indspilningerne, og det, at flere af sangene var relativt lange tidligt i koncerten, gjorde, at man lidt nemmere kunne finde ind i tekstuniverserne.

Veloplagt frontfigur og gamle synth-hits
Og nu til Simon Kvamm: Det var tydeligt at se, hvem der var lederen her, og hvem der var mere i baggrunden. Nephews frontfigur og sangskriver var en yderst veloplagt entertainer, der tog publikum kærligt i hånden og ledte dem igennem rækken af sange med en mission om at "vi skal prøve at glemme os selv. Vi skal glemme at fortælle om os selv og bare være os selv." Måske lykkedes missionen, måske ikke. Men jeg kan næsten kun forestille mig, at stort set alle i museumsrummet på et eller andet tidspunkt må have sunget med på bare én af sangene. Og det burde jo egentlig heller ikke være så svært med sangenes mange "fodboldkors"-passager på "åh, åh, åh", "wå åh" osv.

I løbet af koncerten kom et gensyn med ældre sange som "Worst/Best Case Scenario", "Taxa Triumf" – som ifølge Simon Kvamm kunne være Nephews yndlingssang – "Va Fangool!", "Cigaret Kid", "Police Bells & Church Sirens", "007 Is Also Gonna Die" og "Superliga" – hvor alle de gamle kendisser var skiftet ud med nye.

Det var indimellem meget befriende med en tilbagevenden til synthesizerhelvedet – som er nedtonet på "Hjertestarter" – og rækken af catchy hits, der skabte en festlig stemning på en helt anden måde end de nye sange, der ofte var indrammet af tunge beats og følelser. Måske var det en meget god cocktail, for man nåede sjældent at kede sig, selvom der dog var øjeblikke, hvor det hele gik lidt for trægt. Sangen "Tak Du" blev spillet uden trommer i et minimalistisk setup med samplede korstemmer og sparsommeligt med guitar, bas og keyboard, mens vokal og tekst var i fokus. På trods af det taknemmelige budskab virkede nummeret desværre en anelse for langt og langtrukkent i sammenhængen.

Hyldesten til Vesterhavet
Tempoet blev dog hurtigt skruet op igen med hittet "Mexico Ligger I Spanien" i en forsimplet version, hvor trommerne først kom på langt inde i nummeret. Det fungerede rigtig godt og viste overbevisende, at hittet faktisk kan bære det.

Efter at Nephew havde forladt scenen og sagt tak, vendte gruppen tilbage med tre ekstranumre, som man måtte gå ud fra, at alle de fremmødte havde hørt før: "Movie Klip", "Igen & Igen &" og til allersidst bandets hyldest til det hav, man lige akkurat kunne skimte igennem ruden, "Hjertestarter".

Alt i alt var det en nogenlunde godt sammenskruet og underholdende koncert, hvor gamle hits blev flettet sammen med sangene fra det seneste album, hvor der både var plads til støjende guitarer og hidsige synthesizere, ord-gøgl og eftertænksomhed, og hvor den scenevante Simon Kvamm viste, at han altså godt kunne finde ud af at få det norvestjyske publikum med som en del af et fodboldkor eller fællesskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA