x
Bryan Adams: Koncerthuset, København

Bryan Adams, Koncerthuset, København

Bryan Adams: Koncerthuset, København

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Grundet kontraktmæssige restriktioner har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten.

Efter 30 år på tinderne har den navnkundige canadier Bryan Adams fundet det naturligt bogstaveligt talt at drage verden rundt for at give et autentisk og nøgent indblik i hitmagerens store klassikere, han har forgyldt radiostrømmen og vore liv med. Touren fokuserer i særlig grad på engelsktalende lande – og så lille Danmark, hvor især jyske, mellemstore byer får glæden af ham det næste stykke tid. Bryan Adams har en kæmpe stjerne i Danmark. Og det ved han godt.

Touren kaldes passende "Bare Bones Tour" og spiller på den kendte illustration med et kranie med en tophat og et es i båndet. Her er symbolet på spillekortet dog skiftet ud med en el-guitar. Det samlede udtryk virker måske overdrevet hårdt rocket for en mand, der kun synger om kærlighed og generelt er øm i sin tilgang til musikken. Men ellers er den meget god, som banneret svajer over Bryan Adams og hans medbragte pianist, Gary Bright, i den fantastsiske koncertsal i Koncerthuset – byens smukkeste rum. Og nok også rummet med den bedste akustik. Den diskussion skal jeg ikke bevæge mig ud i.

Men faktum er, man er imponeret over rummets nærhed. Alle lyde opsamles og klap har sjældent lydt klarere, højere og mere hele. Man fatter ikke, at over 1000 mennesker skuer ud fra de forskudte balkoner, som Bryan Adams undervejs tvivlsomt associerer til en lagkage og et mareridt. Det er også svært at sætte ord på, hvad det ligner. Men hey, det virker!

Sikre effekter

Selv om alderen hos de fremmødte generelt er "fremskreden", kræves kun få akkorder på "Run To You", koncertens åbner, inden der vugges med og klappes med fra balkonerne. Det virker helt enormt intimt. Fra min plads midt på første balkon bilder jeg mig ind, jeg kan lugte hans hårlak – den har han så også anvendt i pæne mængder.

På tredje nummer "Back To You", der i forvejen er kendt som akustisk MTV-unplugged sang, inviteres Gary Bright ind, og Adams tager mundharmonikaen frem, som fint klæder de flydende akkorder fra flygelet. Det ligefremme og deciderede forudsigelige akkordskifte er besnærende, og også den næste sang "I'm Ready" har en god akustisk klang.

Bryan Adams simple linjer har noget meta-kommunikerende i sig. Når han igen og igen synger, at han er "ready to love you, ready to hold you", forstår man det jo godt. Han taler et sprog, som også Rasmus Seebach er blevet kendt på. Det er ærligt og ligefremt - og simpelt. Og glimrende sunget af den hæse troubadour, der ikke overraskende har Joe Cocker som forbillede.

Uopdragent publikum/God entertainer

Hitlisten er godt bygget op, publikum er fan af den. Han sørger således hele tiden for at holde publikum underholdt med spredte kæmpehits. Som da han igen sender Gary ud og så går på med "Can't Stop This Thing We Started".

Det får publikum til at råbe sporadisk fra deres sæder. Og der er problemet måske, at lyden er så klar i lokalet, så Bryan Adams må forholde sig til alle reaktioner og forespørgsler. For eksempel har en fyr travlt med at råbe SuperBrian efter hvert nummer. Adams er nok den eneste, der ikke er klar over, at en dansk bokser har samme navn, men han forholder sig til det og spiller på det. Lige som da en kvinde pludselig flipper på én af de højere balkoner. Hun vil åbenbart synge duet med Bryan Adams. Og selv efter han har dedikeret sangen "If Ya Wanna Be Bad, Ya Gotta Be Good" til hende, mens hun danser til, fortsætter hun gudhjælpemig med at gøre krav på at synge duet med ham. Her lukker han den meget elegant ned ved en meget flot imitiation af indisk accent "We dont do singing on de stage, Im sorry".  Og så griner alle.

Sikre Adams

Selv om Adams i starten synes at have noget selvudslettende i sin karakter og flere gange taler sig ned, er han dybt sikker i sin performance. Han bliver lige som varmere og sjovere og sørger for at dedikere numre til ærkedanske navne i salen som Line, Martin og Lars (der af forskellige grunde får sangene). Generelt gør han det godt på guitaren, men der er også mere skrøbelige numre, hvor intensiteten punkteres, som på "Only Thing I Want", hvor der ikke er tænkt nok på, hvor meget den akustiske guitar egentlig fylder. På nummeret spiller han som Mark Knopfler, men når han så skal bruge plekteret igen, bliver overgangen temmeligt uelegant.

Hans personlige yndlingssang og nok også største præstation som sangskriver er blandt ekstranumrene "Have You Ever Really Loved a Woman?" En meget smuk vals, der har visse ligheder med Tim C's "Right Next To The Right One". Så giver det måske lidt mere mening, at canadiske Celine Dion forelskede sig i Christensens velkomponerede trille..?

Til sidst får han kaldt publikum op til scenen, så der bliver lidt mere stadionfølelse, - som, må man nok sige - er det venue, hans musik passer bedst ind i. Men hans sange er sejlivede nok til at stå prøven akustisk. Der er masser af følelser og nostalgi forbundet med koncerten, som slutter med et sikkert glimt i øjet: "I hope you enjoyed bare bones, my name is Bryan Adams".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA