Nyhed

På trods af corona: Bryan Adams vil spille koncert med 12.000 tilskuere

GAFFA.dk - alt om musik

I næste måned giver Bryan Adams en stadionkoncert i Tyskland med op til 12.000 tilskuere, hvor publikum blandt andet skal bære masker og ikke må indtage alkohol. 

Den canadiske sanger Bryan Adams giver i næste måned en stadionkoncert med op til 12.000 deltagere. Det skriver NME.

Han skal headline et stadionshow med navnet "Give Live A Chance", som forgår i Düsseldorfs Merkur Spiel-Arena den 4. september. Derudover optræder også en række tyske kunstnere.

Bryan Adams, som er kendt for hits som "Summer of '69" og "Heaven", har desuden selv delt nyheden på sin Instagram-profil.

I Tyskland er store events som udgangspunkt bandlyst frem til oktober. Men de kan godt blive godkendt af de tyske myndigheder, hvis de lever op til en række coronarestriktioner. For eksempel skal eventet kunne opspore eventuelle smittekilder og leve op til fastsatte regler for social distancering og hygiejne. 

Ifølge Live Nation skal alle tilskuerne til "Give Live A Chance" bære mundbind og sidde minimum halvanden meter fra hinanden under koncerten. Derudover vil alkohol ikke være tilladt hverken i eller omkring bygningen.

LÆS OGSÅ: Dødsulykke-band gav koncert uden coronarestriktioner

I Danmark er det stadig ulovligt at samles mere end 500 mennesker til en koncert. Det er tidligere blevet kritiseret af blandt andre Royal Arena og Dansk Industri, som siger, at det dermed er umuligt for de store spillesteder at tjene penge.

Derudover må spillestederne i øjeblikket højst lukke én gæst ind pr. to kvadratmeter, som spillestedet har til rådighed. Det er blevet kritiseret af en række mindre spillesteder, som taber penge, fordi de kun kan åbne døren for en brøkdel af deres normale antal publikummer.

I sidste uge blev coronarestriktionerne for koncertlivet desuden kritiseret af Brian Nielsen, festivalchef for NorthSide. 

– Der er skabt positive erfaringer med åbning for større forsamlinger i Superligaen, og den erfaring bør komme alle positivt til gode, og jeg håber, at politikerne snart tager branchen i ed omkring de fremtidige retningslinjer, så vi ikke ender med flere skrivebordsbeslutninger, sagde Brian Nielsen til GAFFA.

LÆS OGSÅ: Esbjerg-spillestedet Tobakken truet af konkurs

ANNONCE