x
Tako Lako : Foyerscenen, Spot Festival

Tako Lako , Foyerscenen, Spot Festival

Tako Lako : Foyerscenen, Spot Festival

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen | GAFFA

Temperaturen og luftfugtigheden stiger sammen med tempoet og intensiteten, da gøgler-musikanterne i Tako Lako transformerer Musikhusets foyer til noget, den ikke var lige før, mens den serbiske forsanger Ognjen Curcic hypnotiserer det fremmødte publikum til slaver, der gør alt, hvad han beder om. Det danske Balkanband Tako Lako ved godt, hvordan man skaber en fest, og de hiver så mange af de fremmødte med, som det overhovedet er muligt.

Tako Lako har i de seneste år modtaget masser af international anerkendelse fra anmeldere og koncertgængere, og samtidig er de måske også et af Danmarks bedste livebands. I år er det tredje gang, at de fyrer op under et Spot-publikum med deres psychedelic gypsy beat, og denne gang er det med debutalbummet – "Through The Mud" - i baghånden. Det gør nok, at de sigøjneragtige blæserriffs har sat sig lidt bedre fast i underbevidstheden, end hvis man ikke havde kunnet lytte hjemmefra.

Ud over en forsanger består Tako Lako af en akkordeon-spiller (Andreas Broby Jensen), en violinist (Søren Stensby), en bassist (Philip Zubin Hormozi Köppen), en trommeslager (Johan Christian Dynnesen) og en klarinettist/saxofonist (Malene Brask Olsen).

I koncertens første nummer inviterer instrumentalisterne os indenfor i Tako Lakos musikalske genrehybrid, der primært oser af Balkan-musik og sigøjnertraditioner, men som også trækker linjer til andre genrer, for eksempel rock- og dance-genrer. Da sangen slutter, træder den karismatiske Curcic ind på scenen. Han taler på engelsk med kraftig accent, gør meget hurtigt et eller andet ved publikum, og efterfølgende kan han få dem til at gøre, lige hvad han ønsker.

Ultimative rammer at være publikum i

Nærmest fra starten er der skabt de ultimative rammer for et publikum: Folk hopper og danser grimt på foyerens lidt for få kvadratmeter, og de råber, hviner og synger med på melodier, hvis bandet efterspørger det. Energiniveauet er tårnhøjt på scenen, og det smitter af på publikummet, der ser ud til at kæmpe for at få det meste ud af den relativt korte tid, som en showcase-koncert varer.

Tako Lako mestrer virkelig det, de gør. Ikke kun som virtuoser i det musikalske felt – i kompositionerne og som solister – men også som festglade og dansegale performere på scenen. Det er instrumentale riffs og melodier, der bærer musikken fremad, og selvom der ofte er både vokal og tekst, er det noget, der har svært ved at få særlig meget opmærksomhed fra min side. Det gør i stedet de insisterende rytmer og de skæve harmonier, som lader til at have en nærmest magisk virkning på de fremmødte, der danser, hopper, hviner og slet ikke kan stå stille.

"I'm gonna be sweatin' like a fuckin' pig," siger Curcic tidligt i showet, og det kommer han således til en halv koncert senere. Hvor mange i publikum, der lider samme skæbne, skal jeg ikke kunne sige, men temperaturen stiger et par grader, mens svedlugten breder sig i den koncentrerede og korte koncert, som de fleste i rummet ser ud til at nyde i fulde drag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA