x
Garbage: One Mile High.....Live

Garbage
One Mile High.....Live

Garbage: One Mile High.....Live

GAFFA

DVD / Eagle Rock Entertainment
Udgivelse D. 27.05.2013
Anmeldt af
Casper Hindse

På en bidende kold oktoberaften i Colorado serverer Shirley Manson en cool og snøvlende smuk vokalpræstation, mens Duke Erikson og Steve Marker gennemriver deres guitarer. Samtidig har Butch Vigs trommer sjældent været så præcise som på One Mile High… Live.

Manson modellerer fra start Automatic Systematic Habit og I Think I'm Paranoid mellem sine elegante fraseringer, og koncerten når et decideret højdepunkt med #1 Crush, hvor bandets spillelyst for alvor varmer publikum op. Men uanset hvor godt Garbage spiller, bliver selve koncerten aldrig andet end noget, der kunne være udtænkt i renovationsbranchen.

Man savner nogle opbrud med små anekdoter, som kunne give én andet end blot halvanden times musikparole. Alligevel kan Garbage-fans ånde lettet op, når koncerten er færdig. Alle hits er med, og ekstramaterialet formår med fine musikvideoer og elegante små featureretter om de største hits at give ny indsigt i det tilbagelænede bands maskinrum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA