x
Ulvetimen: Ulvetimen

Ulvetimen
Ulvetimen

Ulvetimen: Ulvetimen

GAFFA

EP / Eget selskab
Udgivelse D. 26.05.2013
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Da jeg første gang satte aarhusianske Ulvetimens debut-ep på, brød et voldsomt tordenvejr løs ganske tæt på mig, og det var en meget passende kulisse. Der er nemlig alvor og voldsomme følelser i spil i gruppens sange, også selvom musikken er forholdsvis afdæmpet og melankolsk. Det handler om smerte, længsel, tab, skeletter i skabet og om at gøre hinanden ondt, og de poetiske, dansksprogede tekster bliver fremført med stor autoritet af Kristian Kjærulff Ravn, der med sin dybe, fyldige vokal hurtigt får bemægtiget sig lytterens fulde opmærksomhed. Af og til med smukt kvindekor som effektiv kontrast.

Musikken er en slags nedtonet folk-rock med instrumenter som mund- og trækharmonika, violin, klokkespil og vibrafon til at supplere guitar, bas, trommer og tangenter, og det er yderst stemningsfuldt – med visse associationer til navne som Nick Cave, The National og Tom Waits. Sangene er solide, og især Manden Uden Navn, den tyste Ulvetimen og Dem Vi Drukner gør et positivt indtryk. Det skal blive spændende at høre et helt album med dette yderst lovende orkester.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA