x
Bon Jovi: Parken, København

Bon Jovi, Parken, København

Bon Jovi: Parken, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

På denne tidlige sommeraften viste vejret sig fra sin absolut smukkeste side. Solen skinnede, men desværre var Parken blevet for en sikkerheds skyld blevet overdækket. Om det er med til at sørge for, at lyden farer rundt i betonklodsen som vildfarne kugler i et pinball-spil, skal jeg ikke kunne sige.

Frygtløs opvarmning

Køn var lyden i hvert fald ikke, da færøske Jens Marni med band frygtløs - og før tid - satte skub op i et opvarmningssæt af glade og absolut sing-along-venlige rocknumre. Numre, der lød, som de ikke var alt for fjernt beslægtet med Bon Jovi. Søreme om ikke publikum tydeligt lod sig rive med. Også selv om scenebelysningen fra starten var helt slukket.

Omgivelserne kunne måske give velvoksne sommerfugle i maven, hvis man som kunstner ikke lige er vant til at stå foran godt 30.000 mennesker. Ikke mindst fordi scenen var bygget som fronten på en Buick Electra 225 – i hele målendens bredde.

Til gengæld ledte det straks tankerne hen på store benzin-slugende amerikaner-øser på fortabte highways. Ikke mindst, da Bon Jovi lagde effektfuldt ud med "That's What The Water Made Me" over for et publikum, der tog stående imod aftenens hovednavn. Hurtig overgang til "You Give Love A Bad Name", der fik endnu flere op af sæderne.

Ingen tvivl om hovedperson

Der er ingen tvivl om, hvem der er hovedperson. Jon Bon Jovi fylder både scene og to storskærme ud, mens guitaristen Phil X, bassisten Hugh McDonald og trommeslager Timo Torres mestendels er henvist til sekundære positioner. Det samlede hold lyder dog som en velfungerende og -smurt rock-maskine. En maskine, der med den største selvfølge sparker "Raise Your Hands" og "Runaway" - det nummer, der mere end noget andet var med til at starte Bon Jovis karriere – ned i en gryde til aftenens sammenkogte ret til et publikum, der dansede og sang, nå ja så skrålede da, med fra første takt.

Bandet har i flere omgange taget ladet sig inspirere af countrymusikken, hvilket gør, at et nummer som "Lost Highway" tager sig næsten stilfærdigt ud, i hvert fald sammenlignet med "It's My Life", der fulgte lige i hælene. Et nummer, der måske ikke sart og følsomt når ind i hjertets fjerneste og allermest smertefulde hjørner, men som i allerbedste forstand er indbegrebet af stadionrockende fællessang.

"Because We Can" fra seneste album når ikke helt samme højder, men faktisk gør nummeret sig bedre live end i Jon Shanks' lige lovligt polerede studieproduktion. Og så er det samtidig, som om den effektive showmaskine for et stund levner plads til et bankende hjerte og en publikumsfavnende insisteren, ganske som en vis herre, ligeledes fra New Jersey, rundhåndet gav prøver på samme sted et par uger før.

Nerven, flowet i en koncert kan gå fløjten, hvis en ballade bliver lagt forkert ind. "(You Want to) Make a Memory" fik dog mange lightere frem. Ved nærmere påsyn var der dog i hovedsagen tale om den indbyggede lommelygte i nutidens smarte telefoner. Ak ja, tiderne har ændret sig. ... og så hiver Jon pludselig en pige op på scenen til "Who Says You Can't Go Home". Måske planlagt og indøvet? I hvert fald kunne hun i dén grad synge og charme sig gennem nummeret.

Og så var aftenen henne, hvor det næsten gik Giro 413 i den. I hvert fald blev der under "I'll Sleep When I'm Dead" taget et sidespor over i The Doors' "Roadhouse Blues" og Roy Orbisons "Pretty Woman" i duet med Bobby Bandiera. "Bad Medicine", der fulgte efter, lyder ikke just som en uforbeholden og problemfri kærlighedserklæring, men det lagde nu ikke en dæmper på begejstringen – og fællessangen.

Effektiv showmaskine

Efter en kort pause med en lidt vel larmende demonstration af Buick-scenens lyd- og lydmæssige formåen var det tid til en håndfuld ekstranumre.

"In These Arms" handler om nærhed mellem ham og hende, men der var nu alligevel noget fjernt over fremførelsen. Lidt for meget kalkuleret show og lidt for lidt af den inderlighed, der netop nedbryder forbehold og parader over for den eneste ene. Straks derefter overrasker Jon Bon Jovi med selv at spille en akustisk udgave af "Blood Money". En lille stjernestund midt i et show, hvis udvendige effekter hele tiden var ved at få det mentale bæger til at løbe over.

"Have A Nice Day" skruede igen op for den tunge lyd, og straks satte den velpolerede maskine sig igen i førersædet. Effektivt, bevares, men uden det sidste særlige momentum, der løfter nummeret op i nærheden af for eksempel "It's My Life". Det blev der dog i rigt mål rådet bod på i "Livin' On A Prayer" som en sidste forening med et overdådigt begejstret publikum. Jeg måtte faktisk skæve bekymret op til Parkens overdækning. Mon den holdt?

Bon Jovi kom, så og leverede den forventede vare i et alt andet lige tilbageskuende musikalsk setup. En maskine så velfungerende, at den ikke lod sig rokke af guitaristen Phil X, der vikarierer for Richie Sambora, mens denne er til afvænning. Svulstige arrangementer, der kun i ganske få afmålte chancer søgte mod rabatten og sidevejene på aftenens fortabte highway. Publikum lod sig i rigt mål rive med. Personligt havde jeg nu en eftersmag af en showmæssigt lidt glat affære, der heldigvis i glimt nåede hele vejen ind til hjertet. Det er i sig selv den fjerde stjerne værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA