x
The Knife: NorthSide Festival, Blue Stage

The Knife, NorthSide Festival, Blue Stage

The Knife: NorthSide Festival, Blue Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var lidt svært ikke at have blandede forventninger forud for aftenens koncert med den svenske elektroduo The Knife. Hvis man overværede deres to koncerter i Vega i maj eller bare har hørt om dem, vil man vide, at det var to noget alternative koncerter, som delte vandene hos både anmeldere og publikum. Primært fordi store dele af koncerterne bestod af dans til playbackmusik og ikke ret meget andet.

Jeg forsøgte at møde op fordomsfri, vel vidende at sættet formodentlig ville være stort set identisk med de to i Vega. Jeg så ingen af disse koncerter, men har hørt meget om dem, både godt og skidt. Jeg prøvede at glemme det hele og møde op så upåvirket som muligt. Det var dog svært, og det stod hurtigt klart, at også denne koncert ville være af typen, der forårsagede stærkt delte meninger. The Knife havde da også gjort det tydeligt med overskriften på storskærmen: "Shaking The Habitual Show" – opkaldt efter gruppens seneste album, "Shaking The Habitual".

I de første tre numre var sceneshowet centreret omkring et stort aflangt træinstrument midt på scenen, som de i alt ti personer på scenen – The Knifes to medlemmer Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer og en dansetrup på otte, alle iklædt kutter – på skift hamrede på. Instrumentet mindede mig mest af alt om det hjemmebyggede instrument Viggofonen fra tegneserien Vakse Viggo, men hvordan det lød, fremgik ikke klart, da det meste af musikken var præindspillet.

Andre medlemmer af dansetruppen slog på forskellige slagstøjsinstrumenter eller løb rundt med noget, der lignede ponponer i neonfarver. Over højttalerne kunne man høre Karin Dreijers vokal, der lød så tilpas umiddelbar og uperfekt, at den godt kunne være live. Det var dog svært at se, hvorfra vokalen kom, da det meste af scenen henlå i mørke.

Væk med instrumenterne

Efter tre numre blev det store træinstrument og slagtøjet skubbet ud til siden, og de ti personer på scenen kastede sig ud i en noget amatøragtigt udseende synkrondans, der fik mig til at tænke på Fatboy Slims underholdende musikvideo "Praise You". Musikken var nu ren playback, og sådan fortsatte det i adskillige numre, med nye dansetrin og nye, til tider farvestrålende kostumer i hver sang. Under instrumentalnummeret "Networking" forlod alle scenen, og musikken dunkede bare derudad af sig selv, dog tilsat et flot lysshow. I sangen "Got 2 Let U" indledte Karin Dreijer Andersson med at synge i mikrofonen, men lagde mikrofonen i andet vers for at give sig til at danse, samtidig med at hun lystigt sang videre over højttalerne for at skære playbackkonceptet ud i pap.

På den afdæmpede "Ready To Lose" sad Karin Dreijer Andersson derimod ved et klaver og sang, og det lød til, at det godt kunne være live. Pointen havde The Knife dog slået fast forlængst. Nemlig at de ville udfordre den gængse koncertsituation, der jo rummer en række tomme ritualer – for eksempel det med altid at klappe på ekstranummer – og drille folks forventinger. En udmærket idé i teorien, men i praksis var der ikke meget at komme efter.

The Knife skal stille op med lidt mere end amatørdans til playback, hvis de skal kunne siges at gentænke koncertkonceptet. Ellers kunne de lige så godt have lagt kabale på scenen i halvanden time. Måske skulle de alliere sig med den danske performanceteatergruppe Hotel Pro Forma, som de arbejdede sammen med omkring den glimrende elektro-opera "I Morgen Om Et År" – de må have nogle bedre bud. Men lysshowet var da til tider flot, det skal indrømmes. Og undskyld, hvis jeg er lidt gammeldags, men jeg har altså ikke noget imod, at en koncert blandt andet indebærer, at der bliver sunget og spillet på instrumenter på scenen. Kald mig bare snerpet og snæversynet.

Musikken var primært hentet fra The Knifes seneste album, "Shaking The Habitual", en spændende, om end krævende og ikke udpræget melodisk udgivelse. Vi fik dog også spredte sange flere gruppens tidligere og lidt mere imødekommende album, om end The Knife i deres alt andet end crowdpleasende humør styrede omhyggeligt uden om deres mest kendte sang, "Heartbeats". Til allersidst blev vi dog belønnet for tålmodigheden med den også ret velkendte "Silent Shout", en hårdtpumpet elektrosag med et iørefaldende keyboardtema. Dét nummer fik omsider sat lidt gang i publikum, der ellers virkede temmelig uinteresseret. Man forstår dem godt.

The Knife har tidligere skabt spektakulære koncerter, men "Shaking The Habitual Show" er ganske enkelt en ommer. The Knife skal arbejde hårdt med slibestenen, hvis de skal tilbage til fordums skarphed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA