x
30 Seconds To Mars: Plænen, Tivoli, København

30 Seconds To Mars, Plænen, Tivoli, København

30 Seconds To Mars: Plænen, Tivoli, København

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Grundet restriktioner fra 30 Seconds To Mars' management har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten

Endnu en 30 Seconds to Mars-plade betyder endnu et besøg i Danmark. Senest var Jared Leto og co. i nu nedbrændte KB Hallen i 2010 efter "This is War". For et par måneder siden udgav amerikanerne så album nummer fire, "Love Lust Faith + Dreams", og vanen tro fik Danmark endnu en gang besøg, denne gang Tivoli.

Det var ellers med en vis portion bange anelser, man kiggede på en rømmet plæne, der i minutterne op til koncerten var ryddet på grund af et regnskyl.

Men koncerten holdt tørt. Kun en rivende blæst var med til at forstyrre, men med bandets hang til storladne, furiøse kompositioner passede det meget godt med en stiv kuling, der kunne dramatisere det hele yderligere.

Projekt rockstjerne

30 Seconds to Mars starter og slutter ved frontmand Jared Leto, der ud over at have fået tæv i Fight Club og være stor Hollywood-film star også ligner en million og har travlt med en masse godgørende formål.

Om det er hønen eller ægget, der kom først her, er et oplagt spørgsmål, men ingen tvivl om, at Jared Letos kendis-faktor og rock star-attitude er guld værd for et pladeselskab. Klientellet i Tivoli afslører da også, at det ikke kun er musikken, der er trækplaster. Løfter Leto lidt på den lange jakke eller vrider sig i en seksuel positur, ryger armene i vejret og skrigene overdøver den lidt for ofte lidt for ordinære musik.                     

Koncerten starter bombastisk med den nye plades åbner "Birth", der har et enkelt tema baseret på nogle plastictrompeter fra et keyboard, som unisont følger en simpel rundgang. Langt mere interessant er nummerets opbygning og det visuelle heromkring: fire mænd med forskelligfarvede elefanthuer kommer ind på scenen. Samtidig er trommeslager og lead-guitarist klar ved en gulvtam. Så i alt seks trommeslagere kan spille plastictrompeten frem.

Trommeslager og bror til Jared, Shannon Leto, skifter herefter til en mere konsekvent trommerytme, samtidig vader hovedperson Jared Leto ind på scenen med hånden knyttet og klar til et på alle måder storladent show. Mindre storladent bliver det ikke, da sangen til sidst går i halvtempo – tungt som en Simply Red-sang.

Jared Leto ved, han er stjerne. Og han dyrker sin stjernestatus. Balanceret, men med slagside mod det prætentiøse. Hans flotte blå bambi-øjne ændrer ikke helt på, at bandet her betragter sig selv som budbringere af nogle hellige skrifter. Det er de udvalgte, vi har besøg af i aften.

Banale tekster

For 30 Seconds to Mars er jo lidt af en verdensomspændende kult. Ikke alle er lige bekendte med bandet; til gengæld er fansene dedikerede og godt inde i sangene, som stort set alle eskalerer til et råbekor. Det giver mulighed for stor interaktion mellem Leto og publikum. Der synges med på det hele, og han giver publikum masser af plads.

Blandt andet på koncertens tredje sang "Search and Destroy", som pludselig afbrydes, fordi han må fortælle, at "This audience is fucking crazy". Sangen er ledsaget af en kæmpe karaoke-skærm, så man også kan synge med og følge med i teksterne, der forekommer noget banale. Når han bruger hele verselinjer på at synge ting som "I'm no hero, guilty as charged", "Found my faith, Livin' in sin, I'm not Jesus" eller "the simple answer is never what it seems," så lyder det som noget, der skulle være blevet i skuffen, da han gik til præst i syvende. 

Men dynamisk spiller det godt, og nummeret toner ud i en evindelig gentagelse af "million little peaces". Snapt efter kastes vi ud i den poltiske "This is War." Det er ikke helt ligetil at gennemskue budskabet. Men umiddelbart er teksten en utvetydig opfordring til at gå krig. At tage sit våben og kæmpe ("to fight to the death"). Der er noget lommerevolutionært over fremførelsen. Men med den tidligere henvisning til fanskaren som en kult (Echelon kaldes klanen) passer det fint sammen. Det er noget militant viljestyrke og egentlig en skræmmende hypnotisk kraft i de her tekster, der opfordrer til vold og tro - de to ting hænger som bekendt ret godt sammen.

Det hele bliver dog lidt mærkeligt, da "This is War" peaker, og der kommer billeder af Nelson Mandela og Det Arabiske Forår i baggrunden, mens en masse farverige og store balloner sendes ud over publikum. Det er umuligt for denne anmelder at gennemskue symbolikken. Men hey! Der var balloner!

Dansk nationalisme

Jared Leto er en hårdkogt entertainer. Han er god til at holde publikum fast. Og bruger flere pauser på at fortælle små historier om, hvor skønne publikum og Danmark er. Det sker samtidig med, han hiver et par drenge i ko-kostumer op på scenen (hvad han fortsætter med resten af koncerten - der står omtrent 30 til sidst på scenen). Og den militante tone går nærmest igen. For folk bliver helt vilde, når han italesætter Danmark. Jubelen er enorm, da han spørger, hvad vi dog putter i vores mælk for at få så smukke mennesker, og da han danser rundt med et dansk flag på scenen, er der store jubeltilråb. Ja, nationalisme er altid effektivt. Han taler også positivt om det danske sprog, som han synes lyder enormt smukt. Det griner publikum imidlertid af, hvad Jared Leto ikke begriber. Han har nok aldrig hørt om den varme kartoffel. 

Badedyr på kanten

Langt om længe får Jared Leto smidt sin lange jakke og ligner ikke helt så meget Robert Plant længere. Han er energisk og fraserer hele tiden i det her høje toneleje, han bevæger sig meget i - og hvor han, når han lader den klinge, kan minde lidt om Bono.

"End of All Days" er et nummer, der godt kunne være blevet udeladt. Det er simpelt og forudsigeligt, men værre end det synger han omkvædet "All we need is faith" omkring 50 gange og afslutter nummeret med at synge "Lord" omtrent 20 gange. Så har vi forstået budskabet. Vi skal tro på noget. Vi kan jo starte med dig og 30 Seconds to Mars.

Et band, der flirter med dommedag. Det er alt sammen krig og ødelæggelse og kanten på civilisationen. Og i sådanne situationer har vi brug for en redningskrans: Jared Leto. Alt er dog ikke alvor, tristesse og dommedagsprofetier. For Jared er god til at fortælle, hvor glad han er for publikum. Og sidst i koncerten får publikum endnu en gang noget at hygge sig med. Denne gang er det oppustede badedyr, som kastes ud til publikum. Det sker på den deprimerende "Closer to the Edge", der handler om en mand i forfald. Igen er der problemer med den symbolske korrelation. Men vi lader det stå ved det og husker på, at det virkelig var en fin og fornøjelig aften med rigtig god stemning på Plænen i Tivoli. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA