x
Compadre : Roskilde Festival, Apollo Countdown

Compadre , Roskilde Festival, Apollo Countdown

Compadre : Roskilde Festival, Apollo Countdown

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Klokken 16.30 begyndte munke at chante på en tom Apollo Countdown-scene på dette års Roskilde Festival. Dybe mandestemmer, lyden af splintret glas og en dyb, dyb bas satte sig i mellemgulvet på scenens publikummer. Herefter gik den svenske trio på scenen med et: "Salam aleikum, motherfuckers! we're Compadre, and we're here to tear this shit up!" fra forsangerinde Nadia Kardar Tehran, der - i god tråd med genren - var iført en beklædning, der kunne få selv den mest troende munk til at tvivle på sin religion, med bar mave og gennemsigtig nederdel flankeret af løstsiddende tørklæde over håret, i bedste mavedanserindestil.

Enerverende og dog dragende
Bootyshaking, provokerende udråb, dansespasmer og pisseirriterende attitude. Nadia gør det helt klart, hvad denne optræden handler om: Vi skal vide hvor sej hun er, hvor sexet hun er og hvor fucking ligeglad hun her. Hun gør det overbevisende, med rystende rumpe, flirtende øjne, og imponerende energi og publikumskontakt, når hun med dj og sidekick giver et danseinviterende, men en smule substansløst nummer med "I don't give a fuck" som næsten eneste lyrik, og et lignende track med "I'm a fucking rockstar" som gennemgående tema.

En beef med sangerinden M.I.A. tager et par takker af charmen: "We've done this burka shit for four years, and then that M.I.A. came and took our shit!" bliver der proklameret før "MIA Bites Our Burka" bliver kastet ud over publikum. M.I.A. udkom med debutalbummet "Arular" i 2005. Måske man ikke bør smide med sten, når man bor i et glashus? Det er aldrig fedt at tale ned om musikerkollegaer, og i denne sammenhæng er det egentlig bare pinligt og helt misvisende.

"Belly-shaking Major Lazor"
Citatet stammer fra en fremmed sidemand blandt publikum og rammer ret præcist. Foruden førnævnte srilankaner er det meget åbenlyst, at Major Lazor er en stor inspirationskilde til Compadre. Den mellemøstlige del af foretagendet er dog noget, den svenske trio har helt for sig selv. Og det skal de holde fast i. Konceptet er skrevet med store, fede bogstaver - det orientalske islæt med de tunge, dubbende rytmer fungerer sindssygt godt og gør det umuligt at stå stille under koncerten. Kudos til det.

En ærgerlig og desværre lidt for overskyggende detalje er den store brug af backtracking - hele koncerten igennem kører numrene på dj-pulten, og når Nadia lige skal have en tår vand eller pusten efter numserystning, får hendes vokal lov til at komme ud fra Apollo Countdowns ellers fremragende lydsystem på en langtfra optimal måde. Førnævnte sidekick - en skandinavisk Jesus, der ser ud, som om han er på syre - får imens lov til at stå og råbe et par "yeah, yeah" ud i atmosfæren. Hvad hans job på scenen egentlig er, må stå hen i det uvisse.

Slutnummeret "Golden Trumpet", der er "about sucking dick!!" slutter den intense halve time af med hoppende publikum, der er gået fra halvtreds stykker til et godt fyldt område foran Apollo-scenen. Roskilde Festival blev for mit vedkommende skudt af på en helt fin måde, med tung bas, dans, en tittende sol og et band, der giver sig 100 % på scenen. Var det ikke for al den backtracking, kunne der snildt være røget en ekstra stjerne bag på de fire.

Efter endt koncert får tredjemanden, dj'en, magten bag pulten. Og ikke overraskende får vi Major Lazors "Get Free" som første nummer, efterfulgt af et ikke dårligt sæt på 30 minutter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA