x
Savages: Roskilde Festival, Pavilion

Savages, Roskilde Festival, Pavilion

Savages: Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Kristian Pedersen | GAFFA

Frontkvinde Jehnny Beth går målrettet ind på scenen, tager et solidt greb om mikrofonstativet, bøjer sig ned, stirrer ud i det proppede Pavilion-telt og indleder smådesperat den stort imødesete og præcis en time lange koncert. 

London-kvartetten skal bruge et par numre til at få helt styr på lydniveauer og opstilling, men så får vi ellers en intens opvisning, der overbeviser om, hvorfor debutpladen "Silence Yourself" og de dermed følgende koncerter har høstet strålende anmeldelser verden over.   

Med en yderst insisterende - nærmest dikterende - attitude er den temperamentsfulde forsanger et særdeles karakteristisk og på sin vis også charmerende bekendskab. Tag nu fjerde nummer "I Am Here", hvor hun allerede i introduktionen fremsiger brudstykket "I am here - no more fear" og lader os forstå, at hun mener det alvorligt. Guitaren skærer en sylespids, lang intro, inden trommerne buldrer med, og nummeret eskalerer. Det er susende, tungt og fremragende. Men så får vi en brat afslutning. Vi snakker ikke flaskekast og udvandring, som da Six Pistols var på festivalen i 1996, men Jehnny Beth konstaterer tørt: "I'm tired" mens hun trasker irrationelt rundt på scenen og river sig i det korte hår. Nummeret genoptages dog umiddelbart efter og køres i land på samme niveau, som det startede.   

Den mere dovne "Strife" rummer samme skærende guitar, men tungere bas og trommer, og nummeret er generelt et fint eksempel på, at Savages ikke blot træder i de samme postpunk-fodspor som de senere års roste, mandlige genreslægtninge som Interpol og Editors.   

I forlængelsen bliver koncerten for en stund lige lovlig skrabet og stenet. Savages er ubetinget bedst, når de er mere støjende, frembrusende og for alvor sender deres indebrændte vrede ud i fjæset på publikum, og det er heldigvis her, vi ender, med en herlig levering af "She Will". 

Trommeslager Fay Milton sagde i foråret til GAFFA, at bandets musik nok nærmere passer ind på en mørk natklub, end en festival I sollys. Det lod Savages sig ikke mærke af torsdag aften.

Møder du de fire medlemmer på festivalpladsen, vil de ikke skille sig synderligt ud fra de efterskole- og gymnasiepiger, som festivalen i forvejen vrimler med. Men oppe på scenen, bevæbnet med guitar, bas og trommestikker, og for Jehnny Beths vedkommende blot boksende demonstrativt ud i luften, overrumpler Savages med en stram, dramatisk koncert, der til fulde retfærdiggør den massive hype. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA