x
Robbie Williams: Parken, København

Robbie Williams, Parken, København

Robbie Williams: Parken, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Han har det endnu. Og det samme gælder hans danske publikum. Kombinationen blev en nærmest ud-af-kroppen-oplevelse under de mest isnende øjeblikke, når det hele passede. Når kombinationen af en hamrende velskrevet popsang med karakter af evergreen, en showmand af de store med en egen sårbar og tydeligt slidt fremtoning, der gav alt og hans publikum, der på denne aften i Parken sang med englene. Så var Last Night at the Proms eneste reference. Total overgivelse og glæde ved den gode sang, der i et øjeblik blev til en hymne med en inderlighed af nærmest religiøse proportioner.

Rammerne var gladiatoren, der i en syg romersk-inspireret kulisse vendte tilbage for første gang siden 2006 og ville vise sit publikum, at han sgu var her endnu. Og ingen blev skuffede, da Robbie Williams lagde ud oppe under taget og nærmest som en human helikopter lod sig hejse ned til fronten af scenen, hvorefter åbneren Hey Wow Yeah Yeah fra det seneste album Take The Crown satte gang i koncerten, der snart skulle nå første højdepunkt med Let Me Entertain You. Så må man sige, at Robbie Williams var ankommet. Not Like The Others, endnu et af i alt fire numre fra Take The Crown, ville have den der oppumpede stil, hvor trommeslageren spiller hvert beat med stortrommen. Perfekt til at bygge stemningen op, inden Robbie ville tage det hele et gear ned og vise den side, der gør, at man sagtens kan se denne entertainer være på et livslangt job, hvor det ikke er ungdommelig charme, der definerer fremtidsmulighederne. For der, hvor han allerede har været på vej hen længe, er mod en status som elsket performer, der synger evergreens. En mand, der kan sin slapstick og med en egen skramlet charme nærmest illuderer en poppens Chaplin.

Minnie The Moocher var speciel allerede, da Cab Calloway og hans orkester indspillede den i 1931 og råhittede med 1 million solgte skiver. Robbies version når ikke den originale til sokkeholderne, men foran en forsamling, der ikke har en doktorgrad i tidlig jazz, fungerede den upåklagelig, samt fik sat gearet ned, inden Robbie igen kunne sætte i med Kids med det indbyggede rap-stykke over riffet fra AC/DC's Back in Black og invitere Olly Murs, der havde varmet op, på scenen og for alvor få gjort brug af de to ramper, der skød ud blandt publikum.

Tiden var nu kommet til lidt sjov. Først skulle vi synge med på udvalgte sekvenser, som kernepublikummer tydeligvis ikke kendte særlig godt, nemlig Lou Reed's Walk On The Wild Side, men Robbie gav ikke op. I stedet fik vi en parodi på Beyoncé, hvor vor ven rystede røven på den klassiske måde, men også illuderede den amerikanske gazelle med gester som var at sammenligne med en elefant i en glasbutik. Ramponeret var humoren også: "If Beyoncé is so good, Jay-Z wants to go down on me!" Det blev langt fra sidste gang Robbies pik blev emnet.

I næste sekvens blev en blond århusiansk kvinde inviteret på scenen - en standardting i det show, men man må give Johanne fra Aarhus, at hun gjorde det langt bedre, end andre i samme situation tidligere på touren. Vi ville komme igennem det 20 år gamle Take That-nummer fra pladen af samme navn, Everything Changes, inden det var tid til Strong og endnu en skramlet Robbie-kommentar: "This is Strong - the song, not my penis!" Johanne spillede med på løjerne, og en seng var stillet lodret op på scenen, så de to kunne gå ind "under dynen", hvorfra Robbie igen ville komme til syne iført et forklæde, der selvfølgelig som eneste prydgenstand havde et sæt genitialer. Rigtigt mange var flade af grin på det tidspunkt, for glimtet i øjet var til at tage at føle på.

Vi ville gå over i Gospel, hvor korsangerinderne ville synge igennem med linjer som: "Drink to you, you always wished me well And those that don't "go fuck yourself"..." Unægtelig noget af en korlinje, som kom lige i kølvandet på gæve Johanne og alle Robbies gags. Som ville blive fulgt op af nogle seriøse spark til restauranten Nimb i Tivoli, hvis meget omtalte hummer fik skylden for, at en Take That-koncert blev aflyst for to år siden. Midt i en sekvens, hvor han talte om sit unikke forhold til os danskere, og ville illustrere det med at tale lidt dansk for os. Ud kom selvfølgelig sætningen: "Jeg har en stor pik!" Man kunne ikke forvente andet på det tidspunkt. Hvor andre på Robbie Williams' alder ville være lumre, er han bare sjov. Fordi han har den der selvironiske distance.

Her lidt henne i koncerten var det tydeligt, at stemmen er slidt, når de rigtigt høje toner skulle synges. Så ville vibratoen mangle i toppen, og han ville "snyde" med at glide op mod tonen, som han ofte ikke ville nå helt. Men han ville lade os vide, at han var klar over det, og siden i den afsluttende Angels indrømme, at han ikke kan nå derop mere. Hvorefter hans publikums englekor ville sætte ind og gøre det for ham. Men mere om det.

Millenium og især Better Man blev til den store fællessang mellem den guitarspillende folkesanger og hans hengivne publikum. Samspillet unikt mellem vagabonden i guldjakke, der som en anden working class hero var i sit es og sluttede den akustiske afdeling af med Sexed Up. Hvorefter det var tid til at bære koncerten hen mod kulminationen, hvor Candy sad i øjet, mens Me And My Monkey var et effektivt, men ikke synderlig originalt funkskolestykke, inden der for alvor kom kog på med Hot Fudge og selvfølgelig med den afsluttende Rock DJ. Her var korene igen helt formidable, og Robbie Wiliams og bandet kunne gå ud fulgt op af det velfortjente tordnende bifald.

Men hans kærlighedsaffære med sit danske publikum var naturligvis langtfra færdig her. Feel var netop følt med de udødelige linjer sunget af alle, som med en strube: "And I just want to feel real love, feel the home that I live in, 'cause I've got too much life, running through my veins, going to waste". Her var synergien mellem en tydeligt rørt Robbie og hans hengivne publikum af den isnende karakter. I skal have så meget credit for sådanne øjeblikke, kære publikum i Parken!!! For det fortsatte med den vidunderlige She's The One, inden der var dækket op til Robbie og hans øjeblik med englene.

Her satte han punktum for en perfekt koncert. For trods de minimale stemmeproblemer, så var det så meget en sejr for en lille gigant, der i pagt med albummets og turens navn tog kronen tilbage og som en rigtig konge delte glæderne med sit folk. Her var det, at alle de engelske dyder faldt i hak. Fra musichall og You'll Never Walk Alone på et fodboldstadion til den sidste promenadekoncert.

Forvaltet af en vidunderlig gavflab med jordens største glimt i øjet.

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA