x
John Mayall & The Bluesbreakers: Tinghallen, Viborg

John Mayall & The Bluesbreakers, Tinghallen, Viborg

John Mayall & The Bluesbreakers: Tinghallen, Viborg

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Arkivfoto

"Hvor blåt kan det blive?", spurgte vor egen CV Jørgensen i en sang for nogle år siden. Og, nå ja, det troede faktisk, at den naturstridigt vitale, 79-årige britiske veteran John Mayall var kommet til Viborg for at give mig svaret på i aften. Sådan skulle det ikke blive, for den gudsbenådede britiske guitarist valgte at hamre i et Roland-keyboard det meste af i aften - og alligvel var hans denimklædte tilstedeværelse en lille gave til såvel det obligatorisk fremmødte segment af bedsteborgere fra Viborg og omegn som os, der var kommet lidt længere vejs fra for at lytte til manden, som ikke bare agerede mentor for en meget ung Eric Clapton i midttresserne, men også - mere eller mindre egenhændigt - slæbte gamle deltabluesnavne som Mose Alison og Sonny Boy Williamson ind i en londonsk forstadsvirkelighed anno 1964.

Det handler om to ting: Læseren vil sikkert helst høre, hvordan en gammel dreng med hentehår præsterede at spille en overbevisende blueskoncert i Tinghallen, Viborg, men din ydmygst udsendte vil meget hellere tale om The Blues. Hvad spillede han? Well, forudsigelige udspluk fra et langt liv i genren. Han sang fedt, men fravalgte at spille guitar, og selvom et par velvalgte udpluk fra nøglepladen "Blues From Lauren Canyon" brændte igennem, kom vi aldrig op i luftlag over den velgørende nostalgi.

Jeg mener, en tur i Tinghallen akkompagneret af en veritabel britisk blueslegende er næsten dømt til at være en lille fornøjelse. Og det var hyggeligt at høre John Mayall, at last. Men jeg har oplevet en del af hans jævnaldrende kolleger - Chuck Berry, Bob Dylan, Jerry Lee Lewis, Kris Kristofferson på en scene - og nogle gange haft mig den uhøflighed at spørge, hvem der har mest at sige os. Sige dig, som er på vej hjem fra din meningsfulde offentlige ansættelse, eller dig, min ven, som bare prøver på at få enderne til at mødes. Bottom line er, at denne her tussegamle makker stadig skriver et meningsfuldt lydspor til bestræbelserne. Fucking forgæves, men det er en anden historie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA