x
Gelbart, Yosi Horikawa, Tim Exile: Phono Festival, Arkaden og Brandts, Odense

Gelbart, Yosi Horikawa, Tim Exile, Phono Festival, Arkaden og Brandts, Odense

Gelbart, Yosi Horikawa, Tim Exile: Phono Festival, Arkaden og Brandts, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Yosi Horikawa
****

Japanske Yosi Horikawa optrådte i Brandts Auditorium sidst på eftermiddagen, hvilket betød, at der var et ganske hæderligt fremmøde, henslængt i de forskellige sækkestole, der var spredt ud over gulvet. Udstyret med laptop og en smule elektronik gik Horikawa stilfærdigt og absolut uden de store armbevægelser til opgaven, og sækkestolene skulle vise sig at passe meget godt, for her var tale om en art chillout-musik, men dog med udpræget japansk skær.

Overordnet set sværgede Horikawa til electronica, men ofte med brug af naturlyde såsom bølgeskvulp og fuglefløjt, og så er der måske nogle, der straks tænker new age og, på grund af den japanske forbindelse, måske ligefrem Kitaro. Udertegnede gjorde i hvert fald, for selvom lydbilledet ikke ligefrem var ren Kitaro, hertil var der for mange lidt for solide og maskinelle electronica-rytmer, så var der måske alligevel en forbindelse, for her og der dukkede små harmoniske temaer op, fra tid til anden også svage reminisenscer af traditionel japansk musik. Det hele i øvrigt fornemt produceret, og ofte med et tydeligt filmisk præg.

Kontakt til publikum var der intet af, og det hører måske genren til, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere musikalsk interaktion også - det blev mest til mixen spor op og ned. Jeg tænkte et par gange undervejs, at Yosi Horikawa måske ville have godt af et par medmusikere. Dels noget live-synthesizer, dels måske noget japanske instrumenter. Musikken kaldte lidt på det, og jeg tror, man samtidig kunne skabe bedre kontakt til publikum på den måde og samtidig arbejde mere med det egentlige koncertelement.

Gelbart
****

Tyske Adi Gelbart skulle åbne Arkade-scenen fredag tidlig aften kl. 19, og fremmødet lugtede da på dette tidspunkt desværre også lidt vel meget af spisetid, som man kunne forvente, og det var synd, for Gelbert var en både original og på sin egen facon også særdeles sært festlig størrelse. Tyskeren var alene på scenen, men havde en fin samling af synthesizere og noget, der lignede selvbyggede elektronik-kasser med, dels en rød vinylspiller-møder-theremin-boks, dels en kasse, der reagerede på rummets feedback. Det hele blev taget i brug, og Gelbart havde ret godt styr på sine instrumenter, hvilket resulterede i en koncert, der på én og samme tid fremstod kaotisk og kontrolleret. Musikken var nemlig noget i retning af science fiction-cirkus, med spøjse lydeffekter og livespillede lirekassemelodier fra synthesizerne.

Der var bestemt noget one-man-band over Gelbart, som sagtens kunne hænge som gademusikant på et hjørne et sted nær Mos Eisley Cantina i en galakse langt, langt væk. Og bedst som man troede, at nu havde man regnet ham ud, koblet sig på den charmerende sære tyskers rum-cirkus-frekvens, så slog han over i en electro-prog-cover af King Crimson, komplet med noget, der lignede skæv Rick Wakeman-agtig synthesizersolo over en bund af Patric Catani-agtige rytmer. Lyder det sært? Det gjorde det også, og heldigvis.

Gelbart var ikke en fyr, jeg kendte til på forhånd, men han dyrkede en stærk personlig musik, var rent faktisk ganske teknisk god til det han foretog sig, og ser jeg ham på en plakat igen et sted her i nærheden, så tager jeg gerne en tur mere i space-manegen.

Tim Exile (billedet)
****

Klokken var blevet over 23, da engelske Tim Exile stod klar på Arkade-scenen bag sit bord fyldt med elektronik, tangenter, MIDI-controllere, mixer og andet godt, og der havde nu samlet sig et ganske flot publikum på stedet. Exile har tidligere optrådt på Phono Festival, og måske kunne nogle af de fremmødte huske ham - der var i hvert fald en tydelig forventning om fest i vente, forventninger som vel også i det store hele blev indfriet.

Koncerten indledtes med at Tim Exile gjorde opmærksom på, at han ville improvisere sig gennem hele sættet, at intet var skabt på forhånd. Omtrent samme udgangspunkt og strategi som sidst, men udvidet denne gang med mere elektronisk legetøj, som i dén grad også blev mestret undervejs. For meget hurtigt stod det klart, at Exile er en mand, der kender sit setup til punkt og prikke, og fra først til sidst havde han fuldstændig styr på hvad han foretog sig, hvad enten han samplede egen stemme, vred den gennem filtre og spillede den tonalt på tangenter eller programmerede trommerytmer i noget nær real time.

Jojo, en del af hemmeligheden ligger i udstyret, ligesom hos tryllekunstnerne, som - spoiler alert - slet ikke saver den kønne unge assistent over alligevel, og Tim Exiles hemmelighed består i et forløb, hvor de forskellige del-elementer i det elektroniske setup forholder sig til et såkaldt grid, hvilket lidt simpelt fortalt betyder, at alting forholder sig matematisk korrekt, i fjerdedele, ottendedele, sekstendedele, etc. til den taktart, der nu spilles i. Det giver bl.a. mulighed for at lege med snublende synkoper, hvad Tim Exile netop også gjorde en del i, hvilket bl.a. kunne minde lidt om Like A Tim eller vor egen Bjørn Svin i de senere år.

Tim Exile var et populært indslag og han gjorde det godt, men ligesom sidst kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at en mand som rent faktisk også kan så meget på plade vælger udelukkende at improvisere på scenen. Spørgsmålet er måske, om han rent faktisk kan opføre sit studiemateriale live, men jeg synes, det er en skam, at han ikke gør det. Bevares, der er ingen grund til at droppe de improvisatoriske dele, hæng endelig ved dem, for de fungerer godt - min pointe er bare, at Tim Exile faktisk har lavet nogle rigtig gode ting på plade også, og det kunne være rart også at høre disse live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA