x
Teitur: Train, Aarhus

Teitur, Train, Aarhus

Teitur: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I år er det ti år siden, færøske Teitur udgav sit debutalbum, der udkom i hele verden på det multinationale selskab Universal, var produceret af den engelske stjerneproducer Rupert Hine (Tina Turner, Suzanne Vega, Rush med flere) og var indspillet med internationale topmusikere som trommeslageren Matt Chamberlain (Tori Amos med flere) og bassisten Pino Palladino (The Who med flere). Teitur turnerede i USA med navne som John Mayer og Rufus Wainwright, og kanonerne var kørt i stilling til et verdensomspændende gennembrud. Det kom ikke, og Teitur brød med selskabet, men har fortsat karrieren på et lidt lavere blus, i hvert fald kommercielt. Med årene har han dog fået et solidt publikum herhjemme, på Færøerne og rundt om i verden, hvor han flittigt er på landevejen.

Gennem tiden er Teiturs kunstneriske ambitionsniveau steget, og det kulminerer på hans sjette og netop udgivne album, det fremragende "Story Music". Et album, som udgjorde hovedparten af aftenens koncert midt på Teiturs igangværende Danmarksturné. Faktisk var de første 60 ud af koncertens 90 minutter hele albummet spillet fra ende til anden, med et par ombytninger af sangrækkefølgen.

Teitur havde medbragt fem musikere med den lidt atypiske instrumentsammensætning guitar/banjo, trommer, vibrafon og to celloer – hvis indehavere på et tidspunkt også spillede blokfløjte – mens han selv skiftevis betjente el-klaver, akustisk eller elektrisk guitar og banjo. Vi mødte altså instrumenter næsten for enhver smag, ganske som på det yderst alsidige album "Story Music".

Orkestret lagde som på albummet ud med den smukke, drømmende "Hopeful" med klaver- og vibrafontoner tæt omslyngede. Herpå fulgte "If You Wait", som fik latteren frem hos det talstærke og lydhøre publikum – på den gode måde. Sangens tekst bestod af blot tre linjer, hvor den første blev gentaget igen og igen med en ny tilføjelse for hver gentagelse efterfulgt af en lille pause. Det fremstod altså som om, Teitur fremstammede sangen, og det gav masser af ventetid, helt som tekstens budskab: "If you wait a little longer than you normally would / the most amazing things may appear", sunget om og om igen – til sidst med den finurlige tilføjelse "Most likely nothing will happen". En yderst fantasifuld komposition. Hos Teitur sker der ofte noget forbløffende, hvis man venter lidt på at høre næste tone, akkord eller ord.

"Antonio and His Mobile Phones" tog over, nu med to blokfløjter og en banjo i en fremtrædende rolle. Endnu en stærk sang ligesom den ringdans-inspirerede "Hard Work" med masser af kor, tung stortromme og elegant klingende vibrafon. "Rock'n'Roll Band" er et af albummets mest ligefremme sange, en solid rockballade med masser af guitar, mens "Monday" omvendt var en lettere kringlet, næsten instrumental komposition, hvor især de to cellister, islandske Unnur Jónsdottir (i øvrigt søster til singer-songwriteren Helgi Jónsson) og Andreas Restorff brillerede med detaljerigt spil.

Fra Norden til Caribien

Balladen "It's Not Funny Anymore" bliver på albummet fremført af et stort orkester, men fremstod også fin med en mindre besætning. Her stod det om noget klart, at der befandt sig lutter fremragende musikere på scenen og en dygtig lydmand bag pulten. Teiturs lyse, drengede stemme – med den charmerende, diskrete accent – var ligeledes i topform.

Albummets eneste uptempo-nummer, den melodisk ganske enkle "Indie Girl", fik en smule gang i fødderne hos de stadig tålmodigt lyttende publikummer. Sangen er en humoristisk fortælling om et hipster-par med den ifølge dem selv helt rigtige musik- og tøjsmag og fik heldigvis lov til at vare lidt længere end det halvandet minut, den fylder på albummet. "Gone Fishing: The Palindrome Song" var en ligefrem, afdæmpet sang om at tage på fisketur uden at få bid, men sangen fik lytterne på krogen. Den lavmælte "Walking Up a Hill" inspireret af den vilde færøske natur afrundede hovedsættet, hvorefter solist og band forlod scenen.

Teitur havde nu fremført hele albummet "Story Music", hvilket må siges at være et modigt valg, i betragtning af at udgivelsen kun har været på gaden i halvanden uge og næppe havde nået at bundfalde sig hos ret mange i salen. Publikum klappede dog begejstret og fik da også Teitur og orkester på scenen til adskillige ekstranumre. Først "Catherine the Waitress" i en helt omarrangeret, calypso-inspireret version med indlagte temposkift, som fungerede fortrinligt – og på scenen blev skyllet ned med Pina Coladaer. Nu var stemningen helt caribisk oven på turen til det kølige nord.

"I Run the Carousel" var mere klassisk Teitur, om end nummeret dog var langsommere og tungere end udgaven på "Stay under the Stars"-albummet. "Betty Hedges" var aftenens sidste sang med band og blev dedikeret til en 80 års fødselar blandt publikum, som også lød navnet Betty. Man må sige, at Teitur har ramt et bredt publikum.

Orkestret gik af scenen, men Teitur kom tilbage og gav os tre solonumre. Først en gåsehudsfremkaldende "Home" fremført på klaver, inden han greb den akustiske guitar og kastede sig ud i først sit gamle hit, den hjertegribende "Josephine" og endelig aftenens eneste dansksprogede sang, "Syner" fra H.C. Andersen-hyldestpladen "Andersens Drømme" med en meget poetisk tekst af digteren Peter Laugesen. Nærværet under solonumrene var intenst, og dermed sluttede Teitur forbilledligt en både krævende og givende koncert, der understregede, at han er et talent i særklasse på den danske og færøske scene. Han er måske ikke blevet verdensstjerne, men han lever og har det godt, og det havde hans fans også denne aften på Train.

Opvarmning: Benjamin ****

Inden Teitur fik vi en lille halv times opvarmning fra den færøske sanger og sangskriver Benjamin med efternavnet Petersen. Benjamin, der også var med i Teiturs band senere på aftenen, udgav tidligere på året det fine, elektrorockede album "Ghost With Skin", men var som solist betydeligt mere folket og country-orienteret og spillede både på akustisk og elektrisk guitar samt banjo. Benjamin havde en stærk, ret lys og lidt nasal stemme, som gav mig visse associationer til Placebos Brian Molko, og spillede nuanceret på de forskellige strengeinstrumenter. Vi fik både nogle af Benjamins udmærkede egne sange og fortolkninger af den traditionelle amerikanske folkesang "Dry Bones" og Daniel Johnstons "True Love Will Find You in the End". En helt igennem fin indledning til en meget musikalsk aften.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA