x
Lorde: Pure Heroine

Lorde
Pure Heroine

Lorde: Pure Heroine

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 28.10.2013
Anmeldt af
Simon Nathanael

"Wow, hun er moden af sin alder," kunne man fristes til at sige om den 16-årige newzealænder, som for tre år siden besluttede sig for at skrive popmusik og på en eller anden måde havde talentet (og heldet) til at overhale andre hårdtarbejdende småpiger indenom. Men det er forkert. For hun er lige præcis sin alder; helt ned til det timede sekund, hvor singlen Tennis Court ramte YouTube med insisterende antiglitter-attitude, ungdommelig arrogance, professionelt friserede popmelodier og en mørk minimalisme, som ville få The xx til at sætte sig op i stolen.

Nøgenheden i de elektroniske produktioner omkring Ribs og Buzzcut Season bliver metaforer for det følelsesmæssigt afklædte væsen bag sangene, og selvom produktionerne ikke er hendes egne, lægger de sig så ubesværet omkring hendes stemme, at man skulle tro, de var. Et så ærligt, til tider skræmmende og på samme tid empatifremmende indblik i en intelligent og musikalsk benådet teenagers tankevirksomhed er i værste fald ekstraordinært interessant. I bedste fald giver det udgivelsen en sjælden, ren elegance i dagens poplandskab. Og så må man give applaus på den store klinge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA