Nyhed

Lorde kritiserer Spotify-feature: “Begrænser den frie fortolkning”

Et feature der skal give brugere ny baggrundsviden har fået Lorde til tasterne.

En ny Spotify-feature skal give lytterne mulighed for at lære mere om deres yndlingssange.

Men den AI-genererede feature “About the song” kan både begrænse den frie fortolkning og være fejlagtig, mener Lorde.

Læs også: L7-bassist er død


I en Instagram-story fremhævede “Royals”-sangeren en fejl i beskrivelsen af hendes sang “Current Affairs”. 

Her stod der, at hun på sin 2025-turné fik hældt vand ud over sig selv under nummeret. Men den del af koncerten fandt sted under sangen “GRWM”

“Jeg vover pelsen og siger, at vi ikke vil have det her,” skrev hun i sin story og tilføjede:


“Efter min mening virker det til at begrænse den frie fortolkning.”

Featuret er blevet introduceret efter Spotify har indført flere tiltag for at sikre artisters rettigheder og gennemsigtighed omkring AI på platformen, skriver Pitchfork

“Vi har udviklet "About the Song", fordi fans gerne vil dykke ned i historierne bag musikken,” lyder det i en udtalelse fra Spotify. 


“Oplysningerne stammer fra artikler på nettet, og hvis noget er forkert, reagerer vi hurtigt for at rette det – præcis som vi har gjort her. Det betyder meget for os, at det er korrekt.”

“About the song”- funktionen er endnu ikke kommet til Danmark, men er tilgængelig for brugere i lande som USA, Spanien og Storbritannien. 

Lorde er især kendt for sange som “Royals” og “Ribs” og gæster senere på sommeren Danmark når hun giver koncert på Syd for Solen den 14. august.


Sidste gang hun var i Danmark var sidste år, hvor hun spillede i Royal Arena. Her kvitterede vores anmelder med fem stjerner og ordene: 

“I udtryk og tyngde trækker hun tråde tilbage til debuten Pure Heroine – blot med 12 års mere livserfaring og en stemme, der lyder som om den både har brændt og er helet.”

ANNONCE