x
Billy Joel: Eventim Apollo, London

Billy Joel, Eventim Apollo, London

Billy Joel: Eventim Apollo, London

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Den legendariske amerikanske sanger/sangskriver/pianist Billy Joel har siden udgivelsen af sit til dags dato sidste album "The River of Dreams" i 1993 trukket sig mere og mere væk fra rampelyset. Joel har sågar udtalt, at han ikke længere kan komponere pop/rock-musik.

Ud over den kunstneriske nedsmeltning har de sidste 20 år budt på et mildest talt turbulent privatliv for klaverbokseren fra Bronx, der har solgt over 150 millioner albums på verdensplan; et sporadisk alkoholmisbrug, hyppige turnéaflysninger som følge heraf, bilulykker, en skilsmisse, datteren Alexa Rays selvmordsforsøg og en omfattende hofteoperation. Hvor jævnaldrende kolleger som Bruce Springsteen, Paul McCartney og Elton John virker ustoppelige, syntes Billy Joel at være gået helt i stå.

I 2012 vendte Joel tilbage som performer, da han spillede et kort sæt i forbindelse med velgørenhedskoncerten 12-12-12 til ære for ofrene for orkanen Sandy i USA. Optrædenden blev i amerikanske musikmedier kaldt et mindre live-comeback, og Joel fik tilsyneladende nok blod på tanden til at drage på en mini-turné i Europa og gæstede i den forbindelse det legendariske Apollo-teater i Hammersmith, London.

Som en italiensk-amerikansk film fra 70'erne

Bevæbnet med et veloplagt otte mands orkester blev Joels indtog i Eventim Apollo en regulær genopstandelse. Det var overvejende det grå guld, der var dukket op for at høre de klassiske hits fra ungdommen. Koncerten blev indledt med den iørefaldende "My Life". Den rockende stil fortsatte med den filmisk fortællende melodi "Movin' Out (Anthony's Song)", der på nostalgisk vis førte publikum direkte tilbage i tiden til 1970'ernes italiensk-amerikanske New York, som var det en film instrueret af selveste Martin Scorsese.

Senere inviterede Joel på middag med den Abbey Road-inspirerede "Scenes from an Italian Restaurant", et treretters medley bestående af tre særskilte musikalske stykker. Her udviste Joels saxofon-spiller Carl Fischer stor virtuositet og komplementerede formidabelt Joels flygelspil.

Koncerten bød efterfølgende på en perlerække af iørefaldende klassikere som "Everybody Loves You Now", "Allentown" og "Don't Ask Me Why". Man kunne godt høre, at Joel ikke længere synger, som da han var 25 år, og i et åbenlyst lavere register, men for en mand på 64 år er det forbløffende, hvor teknisk kompetent og overbevisende han stadigvæk kan synge sange som "Vienna" og "She's Always a Woman". Næsten helt som i sine unge dage.

På nogle sange virkede Joels vokals ældre klang nærmest som en gedigen styrke og tilførte sangene en ny dimension. Den monumentale hymne til fødebyen "New York State of Mind" sang Joel bedre end nogensinde. Sangen blev akkompagneret af storslåede filmmontager af New Yorks romantiske ikonografi som bagtæppe for tekstuniverset.

Med en udstråling og en karisma på niveau med en komiker agerede Joel som indbydende vært for sit publikum med selvironiske jokes og uhøjtidelige anekdoter imellem numrene. Som eksempelvis, da han udpegede, at det var intimiderende at se sin aldrende, skaldede isse på storskærmen: "It looks like the fucking Hindenburg". Efterfølgende improviserede bandet spontant en fortolkning af Lennon-McCartneys klassiker "When I'm Sixty-Four" i forlængelse af Joels spydige kommentarer om den trykkende alder.

Ikke blot en levende jukebox

Salen nærmest eksploderede af eufori, da bandet spillede monsterhittet "Uptown Girl", og signatursangen "Piano Man" bød på højtskrålende fællessang i den folkeligste forstand, man overhovedet kan forestille sig. Under "We Didn't Start the Fire" og "It's Only Rock and Roll to Me" forlod Joel flygelet til fordel for en guitarspade og jonglerede dristigt med sit mikrofonstativ. Festen sluttede med den svimlende melodiske "Only the Good Die Young".

Koncertens 22 numre lange sætliste bød på et mangfoldigt udvalg af mange af Joels klassiske hits, men også obskure melodier som "Where's the Orchestra" og "Blonde Over Blue" blev luftet. Det new wave-inspirerede sansebombardement "Pressure" tilførte kant og eksperimenteren til en aften, der bevidst var dedikeret til de melodiske evergreens. Uden aldrig at forfalde til at spille ene af "greatest hits"-pianoballader afspejlede koncerten en selektiv kunstner, der på én og samme tid gav folket lige præcis, hvad de forventede og samtidig udfordrede dem med mindre kommercielle sange fra sin enorme sangskat.

Hvis koncerten var et forsøg fra Joels side på at dyppe tæerne i vandet og tage temperaturen på sit aldrende talent, så var det en stor succes og en musikalsk oplevelse i verdensklasse. Selvom Billy Joel blot er en lille, aldrende klaverbokser fra Bronx på 64 år, så er han stadigvæk i en vægtklasse for de helt store.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA